Debat

Kunstig intelligens

Anne Gerdes, lektor, ph.d., Syddansk Universitet

Det nye sort inden for kunstig intelli­gens er, at maskiner lærer ved hjælp af data og algoritmer (opskrifter, som computere kan forstå). Maskinlæring er faktisk en gammel traver, der har fået comeback. Tidligere var kunstigt intelli­gente systemer ligesom uselvstændige konfirmander, der skulle have alting at vide på forhånd og så alligevel opførte sig akavet.

Nu betyder den enorme forøgelse af computerregnekraft, datamængder og lagerplads, at kunstigt intelligente systemer, med såkaldte maskinlæringsalgoritmer, er blevet mere tjekkede. Sådanne kunstigt intelligente systemer tilegner sig viden om verden ved at høste erfaringer fra enorme datamængder. Data kan være mange slags oplysninger, for eksempel oplysninger om adfærd, skostørrelse, skridttæller, GPS, indkøb, fotos eller data fra de sociale medier. Ved hjælp af maskinlæringsalgoritmer opbygger systemet mønstre, så det »forstår« et givet område. Det kan for eksempel være spil. Vi kan tage det velkendte terninge­spil Meyer, som vi spiller nede på værtshuset. Vi kan ikke sende det kunstigt intelligente system på bodega. Det må nøjes med at spille en onlineversion af Meyer. Det tager måske kun en dags tid for systemet at rykke forbi mesterniveau. Så spiller systemet mod sig selv og bliver hele tiden bedre end sig selv. Nu kan systemet slå alle Meyer-mestre, selvom det aldrig har været på bodega. Ok, indrømmet: I Meyer handler det også meget om held. Men i mange spil handler det mere om strategi end held, og her vinder systemet over mennesket.

Det kunstigt intelligente system er ligeglad med, hvad du sætter det til. For eksempel kan Facebooks selvmordsforebyggelses-algoritme opdage selvmordstruede brugere ved holde øje med, hvad der postes. I den mere muntre afdeling kan Netflix forudsige, hvilke film jeg godt kan lide. Men man kan også bruge kunstigt intelligente systemer til at accelerere videnskabelig viden ved at sætte turbo på vidensgenererende processer. Verdens førende firma inden for kunstig intelli­gens, DeepMind, hævder, at kunstig intelligens på sigt vil kunne afhjælpe globale samfundsudfordringer såsom klimakrisen, epidemier og kræftsygdomme.

Der er grund til optimisme. Men der er også udfordringer: Et system kan give gode svar på en tilfældig baggrund. For eksempel lavede forskere ved Washington Universitet en maskinlæringsalgoritme, der skulle skelne mellem fotos af ulve og hunde af racen Husky. Ikke en helt nem opgave. Huskyen ligner ulven så meget, at den optræder i rollen som ulv i Disney-familiefilm. Efter optræningsperioden var systemet virkelig dygtigt til at se forskel på ulve og huskyer (eller rettere: god til at afdække farvemønstre i prikker). Forskerne var begejstrede. Man valgte at undersøge, hvorfor systemet var så dygtigt. Her fandt man ud af, at systemet traf beslutninger ved at kigge på baggrunden i billedet: På ulvebilleder var der ofte sne, mens Huskybilleder næsten aldrig var med sne. Hvis man stiller sig tilfreds med, hvor godt systemet performer, så opdager man ikke, at de gode resultater kan skyldes tilfældighedernes spil. Det gør ikke så meget i et forskningsstudie. Men hvad, hvis du står i lufthavnens sikkerhedstjek og fejlagtigt bliver sat i bås som fæl ulv i stedet for venligtsindet badedyrsturist?

Derfor står forklarlighed højt på kunstig intelligens-dagsordenen. Hvis vi ikke kan forklare, hvad der sker, så kan vi ikke have tillid til kunstigt intelligente systemer. Men i komplekse kunstigt intelligente systemer kan vi ikke altid følge alle trin, som vi kunne i ulveeksemplet. I takt med at det offentlige uddelegerer beslutningskompetence til sådanne systemer, så bliver det vigtigt at kunne forklare, hvordan man har truffet en beslutning om for eksempel tildeling af sociale ydelser eller forebyggende indsatser over for udsatte borgere. Jurister klynger sig til den nye databeskyttelseslovgivning (GDPR), hvor det fromt hedder, at ingen må gøres til genstand for en automatisk beslutning, som ikke kan forklares. Men det er ikke altid muligt at redegøre for, hvordan kunstigt intelligente systemer kommer frem til løsninger. Faktisk mener nogle, at vi skal omfavne mørket og sætte andre kunstigt intelligente systemer (som vi så heller ikke helt kan forklare) til at teste de kunstigt intelligente systemer, vi ønsker at bruge. Andre har en mere moderat tilgang og forsøger at udrede og oversætte, hvad der foregår i mørket.

Endelig er der de data, vi bruger til at træne de kunstigt intelligente systemer. Hvis maskinlæringsalgoritmer fodres med dårlige data, der for eksempel afspejler indgroede dårlige vaner i sagsbehandling, fordomme om race, køn eller minoriteter, så »opdrages« systemet til at se verden gennem en fordomsfuld prisme. I den sammenhæng er det kunstigt intelligente system ikke nogen mønsterbryder. Tværtimod vil systemet spejle og forstærke fordomme og dårlige vaner.

Datadrevet kunstig intelligens er det nye sort, men hvor længe det holder, afhænger af, om vi kan forstå og have tillid til systemerne.

Tal dansk

Niels Vogel, Silkeborg

Tal dansk, din sorte hund! Dette udbrud, som Holberg lægger i munden på Jeppe, lyste op i min hukommelse, da jeg forleden hørte Pia Kjærsgaard udbrede sig om paradigmeskiftet. En dame, som helt tydeligt gør sig store anstrengelser for at formulere sig på et udadleligt dansk, og som, med større eller mindre held, twitter som selvbestaltet sprogrøgter. Hun gør et lille ophold i talestrømmen og siger så paradigme med skarpt g. Det er ikke dansk! Det er tysk! Det talte sprog har gennem umindelige tider udviklet sig bort fra det blandt andet tyskinfluerede skriftsprog, hvad en del stumme bogstaver vidner om. Det forekommer, at Pia Kjærsgaard anser de uudtalte bogstaver i sproget som resultat af dovenskab og slendrian. Og det må selvfølgelig bekæmpes, hvor man kan. Holbergs sorte hund er her trukket i manegen som en maskot for den folkevilje, der værner om det danske sprog, og som kun har foragt til overs for personer, der forvrænger modersmålet i forsøget på at fremstå betydeligt finere og mere korrekte end alle os andre.

Dannebrog

A.L. Jørgensen Miltonsvej 13, 8270 Højbjerg

Apropos diskussionen om Dannebrogs symbolik: Min farbror fortalte, at han i begyndelsen af Besættelsen over­værede et stort politisk møde i Forum i København, hvori også Stauning deltog. Med ét blev der helt stille i det store rum, og som én rejste alle sig. En fane blev båret ind. Det var Dannebrog.

Klimadebat

Peter Sander, sognepræst i Brøndby Strand Kirke

Der har aldrig været en ægte klimadebat i de fleste danske medier. Normalt er det sådan efter en lang debat, at folk ved lidt mere om det emne, der har været debatteret.

Hvis man igennem længere tid har haft en debat om for eksempel arbejdsløshed, skulle det gerne være sådan, at de mennesker, der har fulgt med i debatten, på trods af deres indbyrdes uenigheder kan komme med nogenlunde korrekte svar på nøglespørgsmål i debatten, så som arbejdsløshedens størrelse målt i procent, de forskellige årsager til arbejdsløshed og så videre.

Men folk er med garanti ikke blevet mere oplyste af den »klimadebat«, som de er blevet udsat for i den sidste tid. Der findes næppe en eneste, der med henvisning til denne debat vil kunne fortælle, hvor meget CO₂ der er i atmos­færen i dag målt i procent, eller hvor højt CO₂-niveauet var tidligere i Jordens historie. Der vil heller ikke være en eneste, der vil være blevet mere bevidst om vigtigheden af at kunne skelne imellem naturlige klimaforandringer og klimaforandringer, som kan være forårsaget af mennesker.

Mediedebatten gav på intet tidspunkt folk en mere substantiel viden om Jordens klima eller hjalp dem til at navigere i disse vigtige spørgsmål. Tværtimod blev debatten kun mere og mere ensporet, panisk og skinger, efterhånden som valget nærmede sig, med skolestrejker for klimaet, med timelange reportager i tv fra klimademonstrationer og så videre. Det hele tilsat en god portion dommedagsprofetier.

Resultatet er, at vi nu efter valget har fået en regering, der har forpligtet sig på massive indgreb i vores alle sammens tilværelse, alt sammen for klimaets skyld selvfølgelig. Regeringens erklæring om, at den vil skære CO₂-udledningen ned med 70 procent, er et mål så ambitiøst, at det ikke vil kunne nås uden meget store indgreb i alt fra fødevareproduktion til transport. Indgreb, der er så voldsomme, at vi kan ende med et samfund, der er detailreguleret af staten ned til den mindste absurde detalje.

Spørgsmålet er nu, om danske aviser og tv efter alt dette kan tillade sig at protestere, hvis regeringen gør alvor af alle sine planer? For de har jo selv sørget for med denne »debat« at male regeringen op i en krog på dette punkt, og det skete alt sammen for klimaets skyld.

Rigmandshjælp

Jon Sporring, ph.d., professor Viceinstitutleder for forskning Datalogisk Institut, Københavns Universitet

Ivar Dreyers debatindlæg »Rigmandshjælp. Velfærdsstaten er ikke for de værdigt trængende. Den herskende klasse«, fra Weekendavisen 28. juni 2019 indeholder en væsentlig misforståelse af begreberne median- og gennemsnitsindkomst. Danmarks Statistik, Eurostat og OECD fastsætter fattigdomsgrænser baseret på median­indkomsten, hvilket Dreyer i flæng også kalder gennemsnitsindkomsten. Et af Dreyers argumenter er, at hvis enkelte meget rige mennesker flytter til Danmark, så vil det påvirke Danmarks Statistiks fattigdomsgrænse væsentligt, og det vil »øge antallet af fattige« ifølge Danmarks Statistik. Dette er forkert.

Gennemsnitsindkomsten beregnes ved at lægge alle borgeres indkomster sammen og dele med antallet af borgere, hvorimod medianen udregnes ved at sortere borgernes indkomster og tage den midterste indkomst. Gennemsnitsindkomsten vil ganske rigtigt stige forholdsmæssigt ved tilflytning af enkelte ultrarige personer, mens medianindkomsten vil være stort set upåvirket: Da medianen udregnes som det midterste tal i rækken af sorterede indkomster, skal man forestille sig alle Danmarks næsten seks millioner indkomster opstillet på en sorteret liste med de tilflyttedes indkomster tilføjet i den ene ende. Her vil den midterste indkomst efter tilføjelsen ikke stå langt fra den gamle uafhængigt af størrelsen på de tilføjede indkomster, og for Danmarks vedkommende er de midterste indkomster meget lig hinanden.

Kirsten Birgit

Silas Mikkelsen, studerende, Københavns Universitet

Som fast lytter, der har hørt samtlige udsendelser af Radio24syvs satire­program Den Korte Radioavis, spørger man sig selv, om den generelle mediedækning er lige så fejlbehæftet og misforstået, som det her er tilfældet.

Man må også konstatere en evident forskelsbehandling af landets politikere. Der findes et åbenlyst og endda langt mere aktuelt fortilfælde på påstandene om Henrik Sass Larsens seksualitet i programmet end Martin Krasniks eksempel Esben Lunde Larsen, nemlig Stram Kurs-formand Rasmus Paludan, som ingen af de utallige forargede politikere og kommentatorer har taget i forsvar, tværtimod. Lighederne er ellers slående: Sass konstateres i programmet homoseksuel med afsæt i en video af ham og en anden mand, der angiveligt forefindes på det ubarmhjertige internet. Paludan ditto i diverse antydninger på hans gamle hjemmesider og affotograferede datingprofiler. Sass er erklæret deprimeret, mens medierne med glæde har bestræbt Paludans mentale tilstand afdækket. Diskrepansen mellem Paludans bramfri persona og ømtålelige privatliv må være et lige så gyldigt grundlag som den uendeligt mere magtfulde Sass’ langvarige krig mod pressen.

Sæt Kirsten Birgit havde ringet Sass uforberedt op i direkte radio og konfronteret ham med rygterne om ham, som Paludan oplevede det 10. og delvist 16. maj, eller hvis hun ringede til en af Sass’ partifæller og bad ham eller hende forholde sig til det, som det skete for Iben Tranholm 23. maj. Krasniks ros af Paludan-dækningen, som jeg ellers er helt enig i, synes ikke kun absurd i lyset af, at programmet ifølge ham både opnåede sit højdepunkt og imploderede i magtfuldkommenhed i løbet af den ene måned ud af de 4,5 år, det har kørt, men synes også at være udtryk for en diskriminering, hvor et bedømmelseskriterium for satire enten må være graden af sympati for eller politisk enighed med målet.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.