Halsbrækkende. Trampolinspring er meget mere end hygge-hop på en havetrampolin. Som konkurrencesport kræver det den helt rigtige teknik at lave elegante serier – og at lande igen uden at brække en arm eller forstuve en fod.

Tillid til luften

Når 12-årige Leah Beck fortæller, at hun går til trampolinspring, møder hun altid den samme reaktion:

»Folk forestiller sig, at det bare er ligesom at hoppe på havetrampolin. Der er mange fra min klasse, som tror, at de kan hoppe bedre end mig. Men de ved ikke, hvad de er oppe imod,« siger hun med et stolt smil.

Trampolinspring er dog også en ret ny sportsgren. Den var første gang med på programmet ved OL i år 2000. I konkurrencerne handler det om at udføre serier af hæsblæsende spring med skruer, saltoer og split, som skal udføres i de sekunder, hvor kroppen hænger i luften mellem spring og fald.

Leah startede nu også selv med en havetrampolin derhjemme. Nu dyrker hun sin sport i klubben Vejen Trampolin, som ligger i en lille by i det sydlige Jylland. Hun må tage toget eller blive kørt 31 minutter i bil af sine forældre for at træne på konkurrenceniveau. Her i hallen er der opsat en kæmpestor trampolin af den slags, som bliver brugt ved OL, DanCup og andre store turneringer. Den elastiske dug er spændt ud på et kraftigt metalstativ med tykke fjedre i kanterne, og den er meget mere fast og hård at hoppe på end en almindelig havetrampolin. Midt på dugen er der en lille rød firkant med et kryds i midten. Springene skal blive inden for den ramme. Det kræver styrke, koncentration og smidighed at få det til at se legende let og elegant ud, selvom det er benhårdt og ikke helt ufarligt.

»Jeg blev overrasket over, hvor meget det handler om teknik,« husker Leah. »Bare den måde, man holder sine arme på, har en kæmpe betydning for springene. Man skal strække tæerne, bevæge armene op og ned og holde spændingen i hele kroppen hele tiden.«

Der er også meget at huske i serierne, men selve springenes bevægelser skal være øvet, til de flyder automatisk.

Efter en hård opvarmning med mavebøjninger, knæløft og flikflak bestiger Leah nu den store trampolin. Hun sætter fra og begynder at hoppe lige op og ned, højere og højere. Hendes røde hestehale hopper med, og sveddråber begynder hurtigt at pible frem mellem fregnerne på næsen. Når Leah springer, ryger hun flere meter op i luften, og når hun lander, presses dugen ned med stor kraft. De store drenge på holdet kan nå hallens loft, når de hopper, og dugen rører næsten jorden ved hver landing. Tyngdekraften får deres kropsvægt til at blive mangedoblet på vejen ned.

Faldteknik

Leah holder en pause for at få pulsen lidt ned igen. En otteårig pige i en lyserød dragt får lov til at prøve den store trampolin nu. Træneren står tæt ved kanten og fortæller hende, hvordan hun skal lande rigtigt for ikke at slå sig. Det er nemlig en stor del af sporten at lære de rigtige faldteknikker. Pigen øver sig i at lande fladt på maven på en orange måtte.

»Selvom hun er så lille, så rammer hun dugen med 200 kilos kraft. Så hvis hun lander på fremstrakte håndflader, så kan hun brække sin arm,« forklarer træneren.

Han var selv ude for en ulykke for mange år siden, hvor det nær gik rigtig galt.

»Jeg var tæt på at ende i kørestol,« siger han, mens hans øjne følger den lille pige på den store trampolin. Der lyder et højt klask, hver gang hendes krop rammer det orange latex.

»Jeg synes bare ikke, livet er noget ved, hvis man ikke tør løbe en risiko,« siger han og råber op til pigen:

»Husk at kigge lige frem! Det er dine øjne, der styrer balancen.«

Pigen griner, hopper op og plasker ned på maven igen.

Træneren roser hende og slår fast:

»Man skal have respekt for sporten. Hvis man ikke er lidt bange, så er det farligt.«

Forstuvning og hjernerystelse

I den anden ende af hallen er der to store nedgravede gulvtrampoliner. De er omgivet af en blød pudegrav. Her hopper et par små piger rundt i vilde ninja-manøvrer.

»En blød trampolin giver lidt mere tryghed, men det er til gengæld sværere at kontrollere springene præcist,« forklarer en brunhåret pige, som sidder og kigger på ved kanten af den ene trampolin. Hun har en forbinding om sin ene fod. Det er 13-årige Mia Fjord, som er en af klubbens største talenter. Desværre er det efterhånden længe siden, hun sidst har hoppet her i hallen.

»Jeg har forstuvet min fod. Det var bare på en dum havetrampolin, hvor jeg røg ud over kanten,« siger hun og ryster grinende på hovedet.

»Jeg var ellers lige blevet klar til træning igen efter min hjernerystelse.«

Dén fik hun i et øjebliks uopmærksomhed. Hun ville lave en baglæns salto ud i graven, som så mange gange før, men i et splitsekund gik det galt. Hun kom til at lande på ryggen, og hendes knæ stødte op i panden med stor kraft.

»Lige med det samme vidste jeg ikke, hvor galt det stod til,« siger hun. »Man failer jo hele tiden. Det er sådan, man bliver bedre.«

Men efter hun fandt ud af, at hun havde fået en hjernerystelse, blev hun forskrækket.

Det er intenst at springe og efter en serie af spring er pulsen helt oppe, sveden pibler frem og Leah skal have pusten.
Det er intenst at springe og efter en serie af spring er pulsen helt oppe, sveden pibler frem og Leah skal have pusten.

»Man bliver nok lidt mere bange af at prøve at miste kontrollen på den måde. Men jeg har også fået det ud af skaden, at jeg værdsætter træningen mere.«

Hun kaster et langt blik over mod den store trampolin. »Jeg tror ikke, det er godt, hvis man bliver alt for bange. Leah er enormt modig – nogle gange er jeg lidt misundelig på hende,« siger Mia med et smil.

Baglæns

For Leah er der én ting, der er afgørende, når hun skal kaste sig ud i nye spring.

»Da jeg skulle lave min første baglæns salto, var jeg rædselsslagen,« siger hun alvorligt.

»Man føler ikke, man har kontrol, fordi man ikke kan se, hvad der sker bagved. Men der stod fem personer omkring mig og sagde ’Du kan godt!’ Og træneren stolede på mig.«

Hvis det ikke havde været for den opbakning, er Leah ikke sikker på, hun kunne have klaret det.

Trænerne holder madrasser, som de smider ind under gymnasterne, hvis de har brug for at dæmpe trampolinens effekt.
Trænerne holder madrasser, som de smider ind under gymnasterne, hvis de har brug for at dæmpe trampolinens effekt.

»Man skal lære at have tillid til luften og til sig selv. Og de andres støtte betyder alt,« siger hun.

Og når det lykkes, er det en fantastisk følelse. Mia med den forstuvede fod får helt stjerner i øjnene ved tanken.

»Det er nærmest ligesom narko,« siger hun og griner højt.

Leah er enig.

»Det er mega hårdt, men alligevel får jeg energi af det. Jeg føler mig fri. Det er et luftrum for mig,« siger hun.

Mens Mia venter på, at foden heler, ser hun videoer med spring på Instagram og YouTube og længes efter selv at komme tilbage på trampolinen for at prøve dem.

Over sommerferien er der heller ingen træning i klubben, så der må Leah nøjes med havetrampolinen igen.

»Jeg kan bruge den til at øve smidighed. Det er nok en af de vigtigste ting at holde ved lige,« siger hun og gør lidt grin med fodboldspillere, som måske er stærke, men som ikke kan nå deres egne tæer.

»Det er stadigvæk sjovt at hoppe i haven,« siger hun med et skuldertræk. »Men det er bare ikke det samme som en rigtig trampolin.«

For farligt?

Salto mortale betyder et dødeligt spring på italiensk. Det er da også gået galt for mange, som har forsøgt at slynge sig forlæns eller baglæns gennem luften. Da havetrampoliner begyndte at blive populære i starten af 00erne, advarede skadestuer om risikoen for alvorlige skader. Og det er stadig forbudt at bruge trampoliner i idrætsundervisning i landets folkeskoler.