Det er december måned. Huset på landet er fyldt med hygge, juledekorationer, og på gulvet står en babylift.
Alice og Peter har en 14 dage gammel baby i familiepleje. Det er gået sindssygt stærkt, fortæller de. Fra myndighederne fandt ud af, at den biologiske mor var gravid, til babyen blev født, til han landede hos dem, gik der blot en uge. Egentlig vil de bare gerne overøse det nyfødte barn med kærlighed, men samtidig forsøger de at holde en professionel distance. For babyens ophold hos Alice og Peter er kun midlertidigt, indtil myndighederne finder en permanent løsning. En dag bliver de nok nødt til at levere ham videre.
Sådan lyder én af de mange historier, som indgår i sociolog Stine Tankred Luckows afhandling om den danske familiepleje, hvor hun har fulgt og interviewet plejefamilier, anbragte børn og de biologiske forældre, de er blevet fjernet fra. Nogle gange frivilligt, andre gange under tvang.
Det er kommunerne, der tager den svære beslutning, og i dag er cirka en procent af alle danske børn placeret uden for hjemmet. Flere og flere af dem ender hos en plejefamilie, og for hvert barn modtager de fleste familier mellem 16-30.000 kr. For cirka 40 procent er arbejdet en fuldtidsbeskæftigelse.
I det 18. og 19. århundrede blev børnene ofte placeret hos landfamilier, der satte dem i arbejde. En praktisk løsning, hvor barnet fik kost og logi, og familien fik et sæt nyttige hænder. Fra 60erne og frem kom der mere fokus på, at afløserfamilien også skulle udvise omsorg og understøtte barnets individuelle udvikling. De biologiske forældre blev heller ikke længere kun set som dem, der skabte problemerne, men skulle nu også være en del af løsningen. I dag er målet for børnene, at de en dag skal vende hjem til deres oprindelige ophav, hvis myndighedernes vurdering er, at det er til deres eget bedste.
Netop dét med, at plejeforældrene skal kaste en fysisk og psykisk kærlighed på det, der i princippet er et fremmed barn, var svært for nogle plejeforældre, siger Stine Luckow. De var nødt til at tage det i barnets tempo, og omsorg kunne også være at holde afstand.
Som med den tre måneder gamle Lilly, der viser tegn på tidligere vanrøgt, har svært ved at holde øjenkontakt og helst vil ligge på ryggen i sin seng. Tager plejeforældrene hende op, begynder hun at skrige ukontrollabelt. Så de må styre deres trang til at gøre netop dét og langsomt vænne hende til berøringerne.
»Nogle af de her børn har en negativ erfaring med fysisk kontakt. Det kan også være, at den har været fraværende, så de ikke ved, hvordan de skal håndtere den. Helt basalt handler det jo om: Jeg kender dig ikke, så jeg har ikke lyst til at få et kram af dig nu. Det kræver tid at lære at praktisere den omsorg og kropslige kontakt, som man ellers helt naturligt har i en familie.«
For der er nogle forestillinger om, hvordan en idealfamilie fungerer, fortsætter Luckow. Hvis plejeforældrene følte, at de ikke levede op til dem eller ikke kunne støtte og værne om børnene, som de gerne ville, kunne det få dem til at føle sig utilstrækkelige eller magtesløse.
Plejemoren Vivian fortæller, at »de her forventninger samfundet har til, at plejefamilierne skal elske børnene, har jeg bakset med ... Jeg vidste godt, at der ville være en form for ’indkøring’, men jeg troede også, at det med kærligheden ville komme nemmere.«
»Det barn, hun har i pleje, da jeg møder hende, søger hende 24/7, både fysisk og følelsesmæssigt, og det er enormt intenst. Samtidig er den biologiske familie meget inde over barnets hverdagsliv og ser ham ofte, hvilket jo er rigtig dejligt. Men det er også udtrykt fra myndighedernes side, at han nok skal hjem inden for en relativt kort periode. Vivian ved, at det er på lånt tid, og at barnet står mellem to familier. Det er virkelig hårdt,« siger Stine Luckow.
Hos en del af de andre plejefamilier var følelserne mindre splittede. Peter og Tove huser både egne børn og det tiårige plejebarn Ida, som de »... har haft, siden hun var spæd, hun er vores ... Der er ingen forskel,« som plejemoren siger.
Fælles for alle de substituerende mødre og fædre var, at de skulle udfylde flere roller, siger Stine Luckow. Plejeforældre er både professionelt ansat til at udføre en krævende opgave for velfærdsstaten, samtidig med at systemet også gerne vil have, at de tager børnene til sig som deres egne.
»Der er forældrerollen, som kommer til udtryk i hverdagen, både på et praktisk niveau og i forholdet til de her børn. De oplever, at de skal tilbyde dem al den kærlighed, som børnene har brug for,« siger Luckow.
Og så er der den professionelle rolle, som er lidt mudret, fortsætter hun. De skal forholde sig både til de biologiske forældre, myndighedernes beslutninger om barnet, og så er der også i dag flere og flere forventninger til det, som Luckow kalder deres »specialiserede kompetencer«. Ofte kommer børn i familiepleje fra et hjem med alkohol, misbrug, kriminalitet eller psykiatriske diagnoser. Der stilles en række krav til, at plejeforældrene til tider forholder sig neutrale og objektive, når de skal samarbejde med eksempelvis kommunen, og at de kan identificere og håndtere de konsekvenser, børnenes forhistorie har for deres opførsel. Som diagnoser og diverse abstinenser. Sagsbehandlerne opfordrer dem blandt andet til at skrive deres observationer ned og indlede sætningerne med »jeg ser ...« i stedet for »jeg føler ...«.
»Det forventes også, at de reagerer på linje med andre professionelle og ikke altid er de der forældre, der udtrykker sig med udgangspunkt i deres følelser. Det skal de ligesom parkere, og det kan være virkelig svært at håndtere for nogle af dem, fordi de samtidig har enormt mange følelser for de her børn,« siger Luckow.
Det var ikke kun plejeforældrene, der tumlede med et ambivalent indre. Stine Luckows afhandling trækker på interviews med 17 biologiske mødre og fædre, blandt andet David og Louise, hvis dreng blev sat i pleje, da han var seks uger gammel:
»De giver vores barn et fantastisk hjem og den mest fantastisk dejlige omsorg,« siger Louise om den vikarierende mor og far. Daniel er nervøs for, at plejeforældrenes tilknytning til drengen vil betyde, at det bliver sværere for dem at få ham hjem igen, og Louise synes da også, det er hårdt, at drengen både kalder hende og plejemor »for mor«.
»De elsker deres børn og vil det allerbedste for dem. De sætter ofte stor pris på, at plejefamilien giver barnet noget, de ikke kan. Men de oplever også, at de aldrig selv vil kunne hamle op med det og give deres børn det samme,« siger Luckow.
Som økonomisk sikkerhed, flere kvadratmeter bolig og en stor have at lege i. På den ene side lyder det fra systemet, at de biologiske forældre har en helt essentiel rolle i deres børns liv, siger Luckow. På den anden side er de på papiret ’mislykkede’ forældre.
»Der er jo helt grundlæggende et socialt stigma forbundet med, at ens barn er blevet fjernet fra en enten frivilligt eller med tvang. Det medfører en identitetskonflikt hos dem, at de skal udfylde forældrerollen på afstand, uden at være en del af barnets hverdagsliv.«
Familiepleje både rykker ved og udfordrer, hvad det vil sige at være mor, far og en typisk familie. Komplekse følelser vil nok være uundgåelige, siger Stine Luckow.
»Nogle plejefamilier savnede mere viden om børnenes baggrund og mere støtte og efteruddannelse. De biologiske forældre har blandt andet brug for mere støtte til at tackle det at miste et barn. Det vil altid være svært at få en anbringelse og dem, der er involverede i den, til at gå op i en stor lykkelig forening.«
Når det fungerer, kan flere mødre og fædre imidlertid være til børnenes allerbedste. Eller som 12-årige Veronica formulerer det:
»Det spørgsmål jeg oftest får er: Savner du dine forældre? Og til det svarer jeg: Ikke rigtig, fordi jeg kender dem og ser dem jævnligt ... Og jeg ved, de har det godt, og jeg har boet her så længe, at det er her, jeg har det godt. Det er her, jeg står op om morgenen, og her jeg går i seng hver dag. Jeg føler, at det er min familie, og jeg ved, at de også synes, jeg er en del af dem, og det gør mig rigtig, rigtig glad.«
Stine Tankred Luckow: Inside Family Foster Care – Exploring emotions, relations and expectations. Ph.d.-forsvar 3. juni.
