HVEM er Lars Løkke Rasmussen? Hvad vil han egentlig? Siden han tilbage i maj annoncerede folketingsvalget, har han været som forvandlet. Var han som statsminister indestængt og vredladen, er han nu kåd, veloplagt, underholdende og fuldkommen uberegnelig. Det er som at se en elpære, der får et slag, så den lyser med dobbelt styrke. Men hvornår springer den? Løkke oplever i sandhed et befrielsens øjeblik, som titlen på den interviewbog, han udgav i begyndelsen af valgkampen, lyder. Han er befriet fra sine regeringspartier og Dansk Folkeparti, hvoraf ingen lægger skjul på, hvor stærkt deres mishag ved Løkkes enegang er. Han er befriet fra sine egne i Venstre, der heller ikke formår at dølge deres fortvivlelse – er man Venstre-politiker i denne tid, handler det om at tjekke avisen for at finde ud af, hvad partiet mener i dag. Han er befriet for det ansvar, det er at skulle lede andre end sig selv.
ER det dybt fascinerende at følge, er det samtidig stadig mere foruroligende. Han er således også befriet for at have en egentlig politik. Støtter han en borgerlig regering? Vist ikke rigtig. Støtter han en regering med Socialdemokratiet? Det meste af tiden. Er det De Radikale, han ønsker at alliere sig med? Hvorfor ikke? Som dagens pollental kan det gå op og ned. Det er, som om han lader instinktet råde i denne tid, tager en dag ad gangen og til sin store fornøjelse har opdaget, at det virker. Det instinkt har ført ham til at blive eneherskende dissident, en statsminister, der skrider fra sin egen regering, og hvis begejstrede illoyalitet vælgerne belønner. Valget fik jo et klassisk dansk tvetydigt resultat. Mette Frederiksen fik (formentlig) regeringsmagten, men partiet gik tilbage. Løkke tabte nok statsministerposten, men vandt valget. Socialdemokratiet får, som denne uge har vist, vanskeligt ved at finde et regeringsgrundlag, mens oppositionen får vanskeligt ved at finde en leder. Vælgerne er skeptiske over for den kontrollerede Mette Frederiksen, men elsker den løsslupne Løkke. Måske ser han derfor ingen grund til at gå af. Måske går han alligevel. I ubeslutsomhedens rum trives han tydeligvis.
OPPOSITIONENS modstandskraft er af samme grund lammet. Snart er der sommerferie, så går dansk politik i tomgang, og når efteråret kommer, kan det være, at der stadig ikke er nogen leder, som højrefløjen kan samle sig om. Ingen ved, om Venstre har forladt sine traditionelle allierede. Og mere bizart: Ingen aner, hvad Løkke vil stille op med den afvisning, Mette Frederiksen har givet over for hans idé om en samlingsregering. De partier, der vil pege på ham, støder han fra sig. Det parti, han bejler til, vil ikke have ham. Ingen ved kort sagt, om moderpartiet er flyttet hjemmefra og har forladt Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og – for at være venlig – Nye Borgerlige med beskedne 36 mandater. Det bliver en lang nat for de tiloversblevne.
LEDER borgerlige vælgere efter politikere, der kan repræsentere deres synspunkter, kommer de nok til at lede længe. Der er ingen borgerlig opposition for tiden. Og hvem skal lede oppositionen, i fald Venstre alligevel beslutter sig for at bekende sig til borgerlig side? Løkke selv? Eller næstformand Kristian Jensen, som det blev stillet i udsigt, men som før har blinket, da det gjaldt? Skal der en lang, opslidende magtkamp i Venstre til? Og yderligere: Hvad skal en borgerlig opposition samles om, når og hvis en leder træder ud af vægelsindets tåger? Hvad går man ind for? En større velfærdsstat? Eller mere frihed til den enkelte? Hårdere indvandringspolitik? Mildere? Tidligere pension for særligt udsatte? Mindre fanatisk klimapolitik? Det hele på en gang? Hvem ved?
Hør også podcasten »Valgets tale med Arne Hardis«, hvor Søren Pind i den seneste episode analyserer det borgerlige nederlag:
Lyt til »Valgets tale med Arne Hardis« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcast.
