Af Vilhelm Topsøe, forfatter til bogen »Dr. Werner Best – mine danske år«.
Den engelsk-amerikanske landgang i Normandiet den 6. juni 1944 var en stor opmuntring for de besatte danskere. Og for 75 år siden i morgen, nærmere bestemt torsdag den 22. juni 1944, ødelagde den kommunistiske sabotagegruppe BOPA Riffelsyndikatets anlæg i Frihavnen. Hermed fik modstandsbevægelsen fat i våben bestemt for Tyskland. Sympatisører blandt våbenfirmaets vagter havde sørget for, at den opsigtsvækkende aktion skete uden blodsudgydelser.
Det blev begyndelsen på et forløb, der endte i Folkestrejken, et vendepunkt i besættelsestiden. Men hvad var Folkestrejken udtryk for? Var det et folkeligt opgør med samarbejdspolitikkens tvivlsomme moral, der viste folkets kampklare modstandsvilje? Eller var det snarere endnu en manifestation af de mange dilemmaer, der møder en befolkning besat af en fremmed magt?
Som svar på BOPAs sabotage nedbrændte tyskerne Borgernes Hus, ødelagde dele af Den Kgl. Porcelænsfabrik, Studentergården og det meste af Tivoli. Tyskerne gengældte som regel sabotage med kun materielle ødelæggelser, og det var opsigtsvækkende, at tyskerne nu også henrettede otte dødsdømte sabotører.
Hertil kom, at tyskerne beordrede udgangsforbud i København fra klokken 20 til klokken 5. Så kom den folkelige protest. Arbejderne på B&W nedlagde arbejdet mandag klokken 12. Med en berettiget hentydning til arbejdernes pressede økonomiske situation skrev de, at det var for at få otte timers frihed og »tid til at dyrke vores kolonihaver«.
Dagen efter blev arbejdet nedlagt på alle store virksomheder, og da spærretiden begyndte, parerede befolkningen ikke ordre. Nu begyndte de begivenheder, som efterhånden bragte alle besættelsestidens aktører på scenen. Fra tysk side Werner Best, politichefen Pancke, hærchefen von Hanneken og Hitler selv. Fra dansk side frihedskæmperne, de oprørte arbejdere, erhvervslivets organisationer, politikerne og Frihedsrådet. Tyskerne var enige, danskerne skulle knægtes, men på dansk side kom det til en bitter strid mellem modstandsbevægelsen og det officielle Danmark om københavnernes sjæl.
Tirsdag aften var københavnerne altså blevet ude i den lune juniaften. Tyske patruljer skød for at få folk væk fra gaderne, flere blev også dræbt og såret, men det nyttede ingenting. Der blev rejst barrikader, og frihedskæmpere skød mod de tyske patruljer.
Københavnernes mod forbavsede tyskerne, og Best gik ind på, at spærretiden først skulle begynde klokken 23, men det hjalp ikke. Onsdag og torsdag fortsatte halvdagsstrejkerne, og på Vesterbro afsporede og væltede man sporvognene. Frantz Wendt var 1935-43 lektor i historie ved Københavns Universitet. Som et samtidigt vidne fortæller han i Politikens Danmarkshistorie:
»Vældige skarer fyldte gaderne. Da tyske terrorbiler jog gennem byen, skød på mængden, dræbte og sårede mange, voksede ophidselsen. Stadig flere bål flammede i gaderne, og barrikadernes tal voksede.« Fredag den 30. juni blev sporvognene forhindret i at køre, telefoncentralerne og S-togene ramt af strejker, alt arbejde standsede. Folkestrejken, som ingen havde planlagt eller givet ordre til, var en kendsgerning.
Den tyske ledelse ville nu indsætte den tyske hær! København skulle isoleres fra omverdenen, og militærpatruljer skulle nedskyde enhver, som ikke overholdt de tyske påbud og forbud. Det officielle Danmark forudså «en katastrofe».
Indtil regeringen 29. august 1943 var trådt tilbage – i protest mod Hitlers krav om dødsstraf for sabotører – havde socialdemokraten Vilhelm Buhl været statsminister. Han tog nu affære. Han ville tage kontakt til modstandsbevægelsens Frihedsråd, mens udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen måtte nå til en forståelse med Best. Men Best var umedgørlig.
Alle danskere var skyldige! Fra kongen og nedefter! Den tyske ære var trukket i snavset. «Det københavnske pak måtte smage pisken»! Næste dag, fredag 30. juni, fortalte morgenaviserne, at den populære Hvidstengruppe var blevet henrettet.
Da Vilhelm Buhl samme dag opsøgte Frihedsrådet, var det første gang, politikerne forhandlede med Frihedsrådet. Buhl forklarede, at det officielle Danmark ønskede en værdig afslutning på strejken. Frihedsrådet ville have modstandsbevægelsen accepteret i den frie verden som aktiv deltager i kampen mod Hitlers Tyskland. Og man ville ikke vige tilbage for de ofre, det krævede. Og næppe var Buhl ude ad døren, før Frihedsrådet formulerede en proklamation om, at strejkerne skulle fortsætte.
Lørdag var alt gået i hårdknude. Det tyske militær erklærede undtagelsestilstand. Der var lukket for gas, vand og elektricitet. Mange københavnere flygtede fra byen, som tilsyneladende skulle udsultes. Tyske patruljer fór stadig skydende gennem gaderne. I løbet af fredagen og lørdagen blev der dræbt 51 danskere, og 300 blev såret. Men så meldte Hitler sig på banen.
Hitler var meget, meget utilfreds med Best. Det var offentliggørelsen af dødsdommene, som havde ført til generalstrejken. Og det var det, Hitler altid havde sagt: Retssager mod frihedskæmpere skaber kun martyrer. De skal skydes med det samme uden rettergang.
Best indså, at hans stilling hang i en tynd tråd, og det officielle Danmark indså, at dets position var truet af Frihedsrådet. Best og de danske politikere fandt da sammen for at opnå resultater, som kunne redde deres politiske liv. Lørdag aften blev der indledt forhandlinger mellem politikerne og Best.
Best, som egentlig grundlæggende ønskede en fredelig besættelsespolitik, ville åbne for forsyningerne, og uofficielt ville han sørge for, at de forhadte terrorkorps ikke viste sig i gaderne. Han ville ophæve spærretiden så hurtigt som muligt og frafalde repressalier, til gengæld måtte danskerne opfordre københavnerne til straks at genoptage arbejdet.
Søndag blev der sat plakater op med tekster støttet af politikere, departementschefer, arbejdsgivere og fagforbund med opfordringer om at genoptage arbejdet. Men samtidig uddelte Frihedsrådet løbesedler med nye opfordringer til at fortsætte strejken. Hvad ville københavnerne gøre?
Da sporvognene om mandagen ville køre ud, blev ruderne slået i stykker og ledningerne revet ned. Trafikken måtte indstilles, men der faldt ro over byen, og den tyske terror ophørte. Men arbejdet blev ikke genoptaget.
Best fik nu sat i scene, at Buhl og den konservative Ole Bjørn Kraft mandag aften sammen med Københavns overborgmester og repræsentanter for arbejdere og arbejdsgivere i radioen opfordrede til, at arbejdet blev genoptaget næste dag, tirsdag, »for at undgå de ulykker, der ellers ville ramme befolkningen«.
Frihedsrådet, som kendte til Bests uofficielle tilbagetog, tilsluttede sig opfordringen, men med den ændring, at man først skulle genoptage arbejdet onsdag.
Tirsdagen blev en slags Gallup-test. Hvem havde befolkningens øre? Det officielle Danmark, som opfordrede til arbejdets genoptagelse tirsdag morgen, eller Frihedsrådet, som ville vente til onsdag? Om tirsdagen kom arbejdet i gang i »betydeligt omfang«, men først om onsdagen, 5. juli, var alt igen normalt på fabrikkerne. Befolkningstesten endte altså uafgjort, der var en slags ligevægt mellem de besindige og Frihedsrådet
Tyskerne holdt sig nu i ro, men tabene under Folkestrejken havde været betydelige. Mere end 100 var blevet dræbt og flere hundrede såret, men ikke mindst derfor stod Folkestrejken som en afgørende sejr for det uimponerede danske mod. Og Folkestrejken vakte, som Frihedsrådet havde håbet, megen positiv opmærksomhed i udlandet. Og man har også ment, at københavnernes heltemod var grunden til, at Danmark fik status som vestmagternes de facto-allierede. Men det skete faktisk tidligere.
I foråret nærmede både de allierede og de sovjetiske styrker sig Danmark, og vestmagterne ville have klarhed over kommandoforholdene i de illegale styrker. Resultatet blev, at det vestlige hovedkvarter SHAEF under krigshandlinger i Danmark fik overkommandoen både over Frihedsrådets sabotagegrupper og de underjordiske militære ventegrupper, og SHAEF kundgjorde da den 14. juni – altså 12 dage før Folkestrejken – at Danmark skulle behandles som et af vestmagterne allieret land.
Denne de facto-anerkendelse var egentlig ikke en anerkendelse af danskernes indsats, den var et signal til de sovjetiske tropper om, at Sovjetunionen ikke havde frie hænder til at erobre Danmark. Selvom Folkestrejken og de facto-anerkendelsen altså ikke direkte havde noget med hinanden at gøre, tegnede københavnernes mod og vestmagternes samtidige anerkendelse et nyt billede af Danmark.
Ved Besættelsen havde Danmark længe været et neutralt land. Vi ville ikke inddrages i de store landes magtkampe, som ikke vedkom os. 9. april 1940 var det mest påtrængende at forhindre, at danske soldater blev inddraget i krigen. Under Folkestrejken blev det vigtigste for det officielle Danmark at forhindre, at den tyske hær blev sat ind mod københavnerne med den katastrofe, det kunne indebære.
Men under Besættelsen var der opstået en stadig voksende følelse af, at det var umoralsk, at danskerne forholdt sig neutrale, mens andre lande kæmpede på liv og død mod Hitler. Modstandsbevægelsen ville bruge Folkestrejken til at etablere en kamp med de følger, det kunne indebære.
Den i befolkningen konstaterede ligevægt mellem disse to synspunkter førte til, at det officielle Danmark og Frihedsrådet måtte finde frem til en form for samarbejde. Det mundede ud i, at politikere og Frihedsråd delte ministerposterne med halvdelen til hver i den befrielsesregring, som så dagens lys 5. maj 1945.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
