Jørgen Christensen, forfatter og ph.d. i statskundskab.
Margit Warburg forsøger i kronikken d. 14. juni at forklare den særlige rolle, Dannebrog spiller for danskheden, med at det har en form for civilreligiøs status. Hendes tese er: »Dannebrogsmytens styrke ligger i, at den er et udtryk for den tanke, at Danmark og danskerne står i et særligt forhold til Gud«.
I bogen Mødet med janteloven. Danskerne, danskheden og alle vi andre, der for nylig udkom på forlaget FILO, giver jeg en anden forklaring. Og som jeg skal komme ind på til sidst i indlægget, er det måske lidt farligt at lave en kobling mellem flaget og religion.
Da den engelske antropolog Richard Jenkins i 1996 og 1997 opholdt sig i Skive for at finde ud af, hvad danskhed er for en størrelse, så han, at danskerne brugte flaget i tide og utide. Han spurgte derfor mange skibonitter, hvorfor de brugte flaget. Det kunne de dybest set ikke give noget fornuftigt svar på. Flaget er der bare, uden at danskerne tænker nærmere over det, og uden at de forbinder det med en national symbolik. Jenkins skriver, at flaget – med rockmusikeren Van Morrisons udtryk – er en vigtig del af »hjertets tavse tale«. Flaget er på den måde et tavst udtryk for det danske fællesskab, som man hele tiden bekræfter uden at tænke nærmere over det. Det gælder også fodboldfans, der maler Dannebrog på ansigterne, inden de tager til fodbold. Det er i den sammenhæng også interessant, at langt flere bruger flaget ved private festligheder end i forbindelse med nationale mærkedage.
Danskernes forhold til religion, som jeg også har et afsnit om i bogen, taler imod, at danskerne vil acceptere en kobling mellem flaget og religion. Den indiske antropolog G. Prakash Reddy, der i en periode i 1989 boede i landsbyen Hvilsager på Djursland, ramte ret præcist, når han beskrev danskernes forhold til religion som præget af »egen bekvemmelighed og overbevisning«. Undersøgelser viser, at danskerne ikke tager en på forhånd givet pakke, men vælger til og fra i de kristne dogmer, som det passer dem. Det er i den sammenhæng også interessant, at det ifølge en undersøgelse foretaget af forskerne Karen Marie Leth-Nissen og Astrid Krabbe Trolle i 2015, ikke primært er religiøse overvejelser, der gør, at forældre får deres børn døbt. Kun 24 % angav som grund til dåben, at barnet skulle vokse op som kristen. For 45 procent spillede det ind, at det er en familietradition. For lige så mange var det en markering af, at barnet fik et navn. De kirkelige ritualer er altså for mange primært en anledning til at holde den danske tradition for fester og hygge ved lige.
Danskerne har således et meget pragmatisk og jordbundent forhold til religion, hvorfor de aldrig vil købe en idé om, at danskheden står i et særligt forhold til det guddommelige. Men de kan godt lide en god historie – om den så handler om, hvordan Danmark fik sit flag, eller om Holger Danske. De eksempler, som Warburg giver på forholdet til det guddommelige, kan da for mig at se også sagtens læses anderledes, end hun selv gør. Et af dem er, at Dronningen hvert år afslutter sin nytårstale med: »Gud bevare Danmark«. Fra en formel synsvinkel kan man læse formuleringen som et udtryk for den særlige rolle, som folkekirken har i Danmark, og at hun som regent skal være medlem af folkekirken. Desuden er hun personligt kristen. Og som sådan kan man jo sagtens bede Gud om at holde hånden over sig selv og sine nærmeste, uden at det betyder, at man har et særligt forhold til Gud.
Måske kan det ovenikøbet være skadeligt at lave en kobling mellem flaget og religion. Danskerne bruger flaget mindre, end de gjorde tidligere, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at Dansk Folkeparti har søgt at bruge det politisk. En kobling mellem flaget og religion vil muligvis få flere til at falde fra. Måske skal man bare lade flaget være der uden at tænke for meget over hvorfor.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Margit Warburgs kronik om Dannebrog: »En rød-hvid totempæl«
