De kommer ikke længere, ænderne, og det er ikke godt at vide hvorfor. Ja, hvem ved i det hele taget, hvad der går gennem hovedet på en gråand, om noget. Men det er nu alligevel lidt spøjst. De plejede at padle rundt dernede, i søen, mange af dem, så mange, at man nu og da måtte trække våben på dem. Nu er de væk og har taget svanen med. Kun en sjælden gang imellem kommer nationalfuglen vraltende op på græsplænen med sine ællinger og kigger ind på Ketty Hjøllund, der sidder på den anden side af ruden, rank og alene i sit store parcelhus. Hun er enke.

Der vil desuden være dem her på egnen, der mener, det er direkte uforsvarligt at gå og spekulere for meget i ændernes forsvinden, ja, i det hele taget at spekulere for meget over forhold, der ikke tjener egnens rygte. Dem om det; Ketty har nok at spekulere på. Det er fire år siden, Thorkild døde. De havde ellers så godt gang i livet; sommerhus, ferielejlighed, børn. Børnebørn. Nu sidder Ketty så her.