Nordboerne i Grønland II
Pétur Rasmussen
Translatør Sólheimum 23
Reykjavík
I Ideer #22 (»Nordboerne der forsvandt«, 29. maj) refererer Anne Knudsen så glimrende Arnved Nedkvitnes bog om de forsvundne nordboer i Grønland. De sidste regulære beretninger om dem er fra 1410. Knudsen klager over manglende dansk forskning på området, men både hun og Nedkvitne overser en ret betydelig forskningsaktivitet på området fra islandsk side. I 1978 udgav dr.phil. Ólafur Halldórsson afhandlingen Grænland í miðaldaritum (Reykjavík, Sögufélag), og så sent som i 2017 kom der en BA-afhandling af Bjarni Ólafsson, der grundigt gennemgår litteraturen.
Island var Grønlands nærmeste nabo, og de sidste navngivne nordboer i Grønland sejlede til Island i 1410, et nygift ægtepar. Kilderne til Grønlands middelalderhistorie er på islandsk, så det er ikke mærkeligt at den side af Grønlands historie har større bevågenhed her i Island end i Danmark. Af Knudsens referat ses, at Nedkvitne totalt nedtoner Island.
Bjarni Ólafssons konklusion er i øvrigt, at nordboerne i Grønland simpelthen har assimileret sig væk fra deres oprindelse efter 1410.
Nordboerne i Grønland III
Arnved Nedkvitne
Historiker, professor emeritus
Hvordan kunne nordboerne overleve på Grønland i over 400 år for så at forsvinde sporløst? Den mest udbredte hypotese er i dag, at klimaet var gunstigt frem til cirka 1250, men at det i den følgende periode blev gradvist koldere og vanskeligere at overleve. Der findes også andre hypoteser. I min bog Norse Greenland – Viking peasants in the Arctic gav jeg problemet en mere omfattende analyse end nogen tidligere forfatter. Konklusionen blev, at den hypotese, som i dag har bedst støtte i det bevarede kildemateriale, er, at nordboerne overlevde så længe, fordi de tog produktionsmetoder med sig fra den norske kyst, ofte via Island, og at de bukkede under i etniske konflikter med inuitterne.
I Weekendavisen har jeg fået reaktioner fra tre personer. Anne Knudsen er uddannet antropolog, og i Weekendavisen 29. maj viser hun grundigt kendskab til den debat, jeg har videreført (»Nordboerne, der forsvandt«). Hun refererer indholdet af bogen, sætter det ind i en social sammenhæng og slutter sig til hovedkonklusionen. Hun vurderer bogen efter de kriterier, som videnskabeligt skolede skal bruge: Man skal sætte sig grundigt ind i det empiriske materiale og formulere hypoteser, som kildematerialet kan belyse. Hypoteserne verificeres eller falsificeres ved, at man konfronterer dem med kilderne i overensstemmelse med de relevante videnskabers metoder.
Ph.d.-student Jeppe Kristensen finder i sit debatindlæg i Weekendavisen (»Nordboerne i Grønland«, 14. juni) også, at hypotesen om etniske konflikter er bedre begrundet end klimahypotesen. Han ser striden som en konflikt mellem nomader og fastboende bønder. Det har jeg ingen problemer med at acceptere. I et statsløst samfund, hvor æren var vigtig, kan bagateller desuden let eskalere til blodfejder. Ud over det høje konfliktniveau og den voldsmentalitet, det kan have forårsaget, drøfter jeg ikke årsagerne til de etniske konflikter, fordi bevarede kilder ikke siger noget om det.
Kristensen indrømmer, at han kun kender min bog gennem Anne Knudsens referat af indholdet. En lang række forhold, som er forklaret og verificeret på mine 430 sider, har ikke været relevante for Anne Knudsen. Kristensen tillægger mig en opfattelse af, at havtemperaturen langs Grønlands og Norges kyst var den samme på samme breddegrad. Han kommenterer: »Golfstrømmen sørger for, at overfladevandet langs den norske vestkyst er cirka ti grader varmere end langs den grønlandske ved samme breddegrad, og man skal derfor op i nærheden af Svalbard for at finde havtemperaturer at sammenligne med Sydgrønland. Der findes, så vidt jeg ved, ikke vikingebosteder på Svalbard. Dermed synes den opstillede præmis at være falsk.« Nogen sammenligning mellem klimaændringer og havtemperaturer på Grønland og langs vestkysten af Norge findes ikke i min bog og bruges dermed ikke som præmis for noget som helst.
I de næsten 100 sider, jeg bruger på at argumentere mod klimateorien, viser jeg, hvordan nordboerne organiserede deres jordbrug, jagt og fiskeri, og hvordan et koldere klima kan have virket på produktionen.
Pétur Rasmussen i Weekendavisen (foregående indlæg, red.) har heller ikke læst bogen. Han skriver: »Af Knudsens referat ses, at Nedkvitne totalt nedtoner Island.« Dersom han læser bogen, vil han se, at dette ikke stemmer. Anne Knudsen har nok præsenteret det, som interesserer hendes danske læsere mest.
Kristensen og Rasmussen forsøger ikke at verificere eller falsificere nogen overordnet hypotese. Det er derfor at håbe, at den ledende nordbo-arkæolog på Nationalmuseet, Jette Arneborg, eller en af hendes kolleger i Aarhus eller Nuuk vil klargøre i Weekendavisen, om de fremdeles står ved den rådende klimateori. Dette er den vigtigste debat i dagens nordboforskning.
