FØRST må det siges, at denne nyhed ikke kommer som en overraskelse. I denne uge annoncerede New York Times, verdens mest berømte avis, at den ikke længere vil publicere satiretegninger i sine internationale publikationer. Beslutningen er blevet truffet, efter at avisen i april modtog voldsom kritik især fra jødiske og israelske organisationer for en satiretegning, der forestillede en kalot-klædt og blind Donald Trump, der lader sig føre af en gravhund i skikkelse af den israelske premierminister Benjamin Netanyahu. På halsbåndet ses en davidsstjerne. »Antisemitisme,« lød anklagen. Avisen måtte undskylde på lederplads.
KOM nyheden om avisens selvpålagte satirecensur ikke bag på nogen, skyldes det, at New York Times længe har haft et forskræmt og svigagtigt forhold til denne ædle form for bladkunst, i hvert tilfælde lige siden Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, som avisen nægtede at bringe. Det var der som bekendt mange aviser, der nægtede – forklaringen var som regel af hensyn til religiøse følelser. Efter mordene på det franske tidsskrift Charlie Hebdos satiretegnere i 2015 kunne New York Times heller ikke – ligesom talrige andre prominente medier – få sig selv til at vise sine læsere de tegninger, som havde ført til massakren. End ikke Charlie Hebdos hjerteskærende illustration i ugen efter mordene af en sørgmodig profet, der tilgav gerningsmændene, kunne man få sig selv til at bringe. Som mange af avisens rasende læsere dengang bemærkede, har New York Times aldrig haft problemer med at vise kunst på sine sider, der støder kristne.
DE anklager om hykleri slipper avisen nu for ved helt at bortrense genren fra siderne, skønt man må tilslutte sig satiretegneren Daryl Cagles råd om, at avisen i fremtiden også bør undlade at trykke ord, »bare for at være på den sikre side«. Bør sagen interessere os andre, skyldes det, at selvcensuren afspejler en hvidkalkende tendens i tiden. Jo flere forskellige mennesker, store medier når ud til, jo færre holdninger tør de give udtryk for. Der burde være overensstemmelse mellem kulturel og meningsmæssig pluralisme, men New York Times viser, at de fungerer som hinandens modsætninger. Når religiøse og identitetspolitiske grupper får magt over mediers ytringer, lammer det al debat.
EFTER denne sag har New York Times med åbne øjne gjort sig selv mere ubetydelig, men værre er det, at avisen har sendt et forfærdeligt signal til skade for alverdens satiretegnere – også dem, der frister en tilværelse i lande, der er mindre frie end USA: Jeres metier er farlig og skadelig, lyder budskabet. Satire er journalistikkens mest enkle og ligefremme form, et uvornt barn af Oplysningstiden. Når den er bedst, er den også branchens mest effektive og rammende form for kritik. Hvordan forsvare, at diktatoriske typer vil fjerne satirikeres streg, når New York Times selv holder sig væk fra den slags?
SATIRETEGNERNE er ikke de eneste, som mærker viskelæderet i denne tid. For nylig måtte den tyske kansler Angela Merkel sande, at selv et farvemættet og stemningsfuldt skønmaleri af et bølgebrud ved aftenstid kunne grave dybe, fortvivlede furer i panden på en af klodens mest betydelige ledere. Måske læste De Joakim Jakobsens skildring i Kultur for nylig af Emil Nolde-udstillingen i Berlin. Kuratorerne bad kansleren om at låne et Nolde-maleri, som i årtier har hængt på kanslerkontoret. Det sagde hun naturligvis ja til. Men hun nægtede at få billedet tilbage, da hun fik at vide, at udstillingen fremstillede, hvordan den dansk-tyske kunstner ikke blot, som mange havde troet, var Hitler-tilhænger og antisemit i nazismens første regeringsår, men havde været det til den bitre ende. I stedet ønskede hun at udsmykke kanslervæggene med en anden tysk kunstners malerier, men han viste sig også at have været antisemit. Hun kunne have sagt, at vi gør kloden fattigere og dummere, hvis ikke vi står ved, at selv forfærdelige mennesker kan skabe dyb indsigt og stor kunst. Det sagde hun ikke. Hendes løsning var den samme som New York Times’. Hvide flader tager ingen anstød af.
