Hvert bogstav og tal på stenen er langsommeligt prentet i messingen ved håndkraft. Ikke at der står meget. Et navn, nogle datoer, et endeligt. En enkelt skæbne i Europa 1933-1945 fastholdt i ord på en sten.
For eksempel: »Her boede Jacob Thalmay, født 1904. Deporteret 1944. Sachsenhausen, Auschwitz. Omkommet 9.3.45, dødsmarch til Melk«, Fra næste uge vil stenen med denne inskription ligge foran Carl Plougs Vej 7 på Frederiksberg som én af de første 12 såkaldte snublesten i Danmark og i sin knappe form fastholde mindet om en modstandsmand og dansk-jødisk immigrant fra Polen, som sendte sin kone og lille søn af sted til Sverige i oktober 1943, men selv blev og fortsatte det illegale arbejde; indtil det gik galt.
Rundtomkring i Europa ligger der allerede over 74.000 snublesten, hver af dem et lille mindesmærke på knap 10 x 10 centimeter over et offer for nazismen, og alle lagt foran det hus, som blev denne persons sidste selvvalgte hjem. Der kan ligge mange sten foran en enkelt opgang, ofte hele familier. Har man først fået blik for dem, får ens vandreture gennem europæiske byer en stilfærdig historisk dimension: Det forsvundne melder sig igen. De, som blev myrdet eller fordrevet, har fået deres navne skrevet på byen selv. Mens de sidste øjenvidner til Holocaust i disse år forsvinder, er det blevet ekstra påtrængende at fastholde mindet. Er dette et effektivt middel?
»Det korte svar er ja,« siger antropologen Karen Lisa Salamon. »Snublesten og andre mikro-monumenter sikrer i sig selv ikke, at viden om folkedrabet på Europas jøder føres videre til kommende generationer, men de små markeringer kan skabe en nysgerrighed, som kan få folk til selv at søge mere information. Snublestenene er påfaldende, fordi de nemt rammer både blik og skosåler og har en karakter af små, gyldne gravsten. Men hverken mindetavler eller snublesten fastholder i sig selv en erindring, medmindre de følges op af informationssøgning og en større indlejring i historiefortællingen om Danmark og Europa.«
Langt de fleste snublesten i Europa er lagt med egne hænder af den tyske kunstner Gunter Demnig, som i årevis har brugt en stor del af sin tid på at rejse rundt i Europa og udbygge dette decentrale mindesmærke. Siden kunstprojektet startede i 1995, er det år for år vokset stadig hurtigere og har bredt sig til mere end 20 lande. Når Demnig mandag den 17. juni lægger de første danske sten, har han alene i juni allerede været i Thessaloniki, otte hollandske og belgiske byer, Helsinki, Oslo, Ogna og til sidst Stockholm, som også får sine første sten; resten af juni måned får 18 forskellige tyske byer tilføjet nye snublesten. Helt frem til slutningen af 2020 er kunstnerens kalender fyldt op, og siden 2015 administreres projektet af den dertil oprettede fond Spuren.
Forud for hver enkelt sten er imidlertid gået et stort arbejde, som rækker langt ud over Gunter Demnig og Spuren. Enhver kan tage initiativ til at få lagt en sten for et af Holocausts ofre – det være sig jøder, homoseksuelle, romaer, Jehovas vidner, gejstlige, asociale, og hvem det nazistiske regime ellers erklærede for fjender, både de myrdede og de overlevende. Og enhver kan adoptere en snublesten som fadder.
»Gunter Demnigs snublesten er en borgerbevægelse,« forklarer Henriette Harris, en af initiativtagerne til de første danske snublesten. »Det er meningen, at borgerne skal involvere sig i projektet og i mennesker, de ikke nødvendigvis kendte eller var personligt relateret til. Disse mennesker ikke bare var som os. De var os. Vi boede imellem hinanden, og nogle fik en grusom skæbne. Vi håber i snublestensgruppen, at engagerede, tænksomme borgere vil overtage fadderskabet til en snublesten og derved mindes et menneske. Og vi håber, at snublestenene, som ligger for fødderne af én, når man går rundt i byen, vil åbne øjnene for fortiden hos borgere i Danmark.«
I mange byer i Europa findes allerede snublestensgrupper, som tager sig af alt det indledende arbejde. Første skridt er grundig research, ofte i samarbejde med arkiver, historiske selskaber, jødiske og kristne menigheder og videnscentre. Mange steder involverer man skoleklasser i arbejdet. Alle levende pårørende skal informeres, og der skal søges tilladelse hos kommunen, og endelig skal det hele koordineres med Demnigs fyldte kalender. Alle snublesten fremstilles i hånden af billedhuggeren Michael Friedrichs-Friedlaender, og hele kunstprojektet er finansieret af private donationer og fadderskaber for stenene.
Ikke alle er lige positive over for snublestenene. I München har ledelsen af det jødiske samfund afvist dem, fordi de finder det ydmygende for ofrene, at stenene lægges i fortovet, hvor man kan træde på dem. Andre steder har der været modstand, fordi priser på boliger angivelig går ned, når snublesten minder om tidligere beboeres tragiske historier.
Danmark og Sverige er interessant nok blandt de sidste lande, der slutter sig til projektet. Et tidligere dansk initiativ havde en ambitiøs plan om at lægge et stort antal danske snublesten, men tabte pusten. »Denne gang skulle det lykkes. Så en mere moderat ambition og nogle stærke viljer har været dét, der skulle til,« siger Henriette Harris.
Den danske langsommelighed og hele den private forankring af projektet afslører imidlertid også en dybere tilbageholdenhed, mener Karen Lisa Salamon: »Holocaust som en dansk realitet er stadig et nationalt blindt punkt. Det er, som om dansk historiefortælling og selvforståelse har glemt, at også Danmark havde razzia mod jøderne i 1943. Det var faktisk derfor, jøderne endte med at flygte. I årene op til razziaen var medierne og den politiske stemning stærkt præget af antisemitisme, og jøder skulle holde meget lav profil i hverdagen. Så Danmark var også en del af Holocaust, men heldigvis lå det næsten neutrale Sverige lige på den anden side af Øresund, og der var meget få jøder i landet, som skulle flygte og modtages i Sverige. Hvis her havde været mange flere tusinde, ville historien nok være endt anderledes. Med historien om redningen af de danske jøder skriver dansk historiefortælling og selvforståelse sig typisk ud af Holocaust og europæernes folkedrab på den jødiske befolkning; og følelsen af ansvar for at mindes eller forstå racismen og jødehadet som dybt destruktive europæiske og også danske traditioner er tilsvarende meget mindre.«
Snublesten
De første tre sten nedlægges den 17. juni klokken 9 ved synagogen i Krystalgade foran det tidligere alderdomshjem for Thora Krogmann, Bejla Malka Zipikoff og Rosa Nachemsohn.
kl. 10.10: Nørregade 27: Irma og Julius Barasch
kl. 10.45: Kronprinsensgade 13: Ruth Fanni Niedrig
kl. 11.15: Bredgade 3: Ernst Platzko
kl. 11.45: Sølvgade 34: Schmuel Zender Jonisch
kl. 12.30: Ravnsborg Tværgade 3: Pinkus Katz
kl. 13.10: Borgmestervangen 4a: Liselotte Schlachci
kl. 13.50: Rantzausgade 18: Herschel Fischel Cholewa
kl. 14.20: Carls Plougs Vej 7: Jacob Thalmay
