DA Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001, var det et historisk vendepunkt. Det 20. århundrede havde været Socialdemokratiets; det 21. skulle være de borgerliges. Det blev et kort århundrede. Valgresultatet onsdag var ikke bare et nederlag, men et bemærkelsesværdigt kollaps for det borgerlige Danmark. At Venstre og Konservative gik frem, kan ikke skjule, at det borgerlige projekt fra 2001 er styrtet sammen.
DET var Fogh, der talte om borgerlig kultur- og værdikamp: Med dén skulle man vinde danskerne – ikke med lovgivning og bureaukrati. I dag kan vi se, hvad der er sket. Projektet kom næsten udelukkende til at handle om udlændingepolitik og alliancen med Dansk Folkeparti. Og Dansk Folkeparti fik frit spil til at definere denne kulturkamp med en nationalistisk form for socialdemokratisme: velfærd, lukkede grænser og en paraonid, indadvendt kulturpolitik. Det borgerlige Danmarks værdikamp bestod mest af krigsdeltagelse, udlændingepolitiske stramninger og en uansvarlig økonomisk politik, der beredte vejen til finanskrisen.
BORGERLIGE har de borgerlige regeringer derfor ikke rigtig været, bortset fra dén, der havde Helle Thorning-Schmidt som leder. De borgerlige partier gav helt afkald på at føre kulturpolitik, skolepolitik, klimapolitik og ikke mindst tage et ansvar for finanskrisen. Nåja: én blivende konsekvens af Venstreregeringerne – ud over udlændingepolitikken – har været nedsmeltningen i Skat. Alene det, at Venstre går frem på den baggrund, er en historisk besynderlighed.
DANMARK har nu gjort op med 2001-dagsordenens rækkevidde: De nødvendige stramninger på udlændingepolitikken blev afløst af en hovedløs symbolpolitik og det såkaldte paradigmeskifte, som ikke fungerer i virkeligheden. Det stoppede, da der dukkede partier op, der er parat til at gøre symbolerne meget virkelige med deportationer af muslimer. Det er derfor logisk, at Dansk Folkeparti taber valget, ribbet som partiet er blevet fra begge sider. Og frem går altså Venstre, som mere end noget andet parti har undergravet det borgerlige projekt i de sidste 20 år. De konservatives fremgang kan mest aflæses som det, der står tilbage, når hele det ideologiske nabolag er brændt ned: et (tyverisikret) parcelhus i ét plan.
BEGIK det borgerlige Danmark en fejl, var det altså at lægge sig så konsekvent under tøflen på Dansk Folkeparti. Lars Løkke Rasmussen har brugt uendelig energi – og et økonomisk opsving – på at få en dysfunktionel regering til at fungere. Først efter valgudskrivelsen har han virket som en borgerlig leder, der ikke fuldkommen havde fortrængt partiets historiske grundlag. Hvis han virkelig har været så bekymret for yderfløjenes lammende indflydelse på dansk politik, skulle han nok have forsøgt sig med en bred samlingsregering på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste fire år. Der har været masser af anledninger.
SELVMORD vil det være for det borgerlige projekt at glemme den ideologiske kerne. Med udsigten til en socialdemokratisk regering under stærk indflydelse af venstrefløjen vil det være en stor fristelse at gentage de sidste mange års fejl: at gøre udlændingepolitikken til oppositionens primære angrebspunkt. Har Lars Løkke Rasmussen overhovedet andre ambitioner end sin egen karriere, burde han bruge fremgangen ved valget på at berede vejen for en ny ledelse, der sammen med De Konservative kan formulere en borgerlig kulturpolitik, klimapolitik, en politik for finanssektoren og ikke mindst en visionær position i en reel kulturkamp om statens rolle i Danmark. Valget viser, at der faktisk er mange borgerlige vælgere i dette land. Nu mangler de bare borgerlige politikere.
