Ild i frit fald
Aksel Walløe Hansen
Lektor emeritus
Physics of Ice, Climate and Earth
Niels Bohr Institutet Københavns Universitet
I nummer 22 af Weekendavisen er der i sektionen Ideer en artikel på side 6 om eksperimenter med ild og de partikler, der dannes ved brand (»Vægtløs ild«, 29. maj).
Min kommentar går ikke på selve ideen i eksperimentet, men på avisens omtale.
Der gøres nemlig rede for, at ideen med at lave eksperimenterne på rumstationen er, at man er uden tyngdekraftens påvirkning i den internationale rumstation.
Man må håbe for skribenten, at hun siden er blevet opmærksom på denne fejlagtige beskrivelse. Og for rumstationen er det vigtigt, at tyngdekraften ikke lige pludselig er væk. I så tilfælde ville den nemlig forsvinde ud i verdensrummet ad en ret linje.
Det er desværre en udbredt opfattelse, at der cirka 1000 kilometer over jordoverfladen er en tilstand af rummet, hvor tyngdekraften ikke mere virker. Denne fejlforståelse er blevet udredet mange gange, men det ser ud til, at det skal gøres igen og igen.
Fejlen, der begås, er, at man oversætter kombinationen af to former for bevægelser: frit fald og en stor hastighed tangentielt til jordoverfladen til en egenskab af rummet, hvor bevægelsen finder sted.
I rumstationen oplever man den tilstand, man har set på tv masser af gange: Man kan ligesom »flyve« frit. Ingen ting synes at veje noget. Denne oplevelse skyldes, at man ikke kan se, hvad der reelt sker.
I rumstationen bevæger alt sig med en stor hastighed tangentielt til Jorden. Samtidigt trækker Jorden på stationen og alt inde i den grundet massetiltrækningskraften fra Jorden (tyngdekraften). Uden den tangentielle hastighed ville dette føre til et frit fald ned mod Jorden, der er jo ingen luftmodstand.
Men en tangentiel hastighed (tingene vil bevæge sig langs en tangent til Jorden) tilpasset den givne højde over jordoverfladen kompenserer lige præcist for det frie fald (bevægelse radiært ind mod Jorden centrum). Herved ender alt med at bevæge sig i en cirkulær bane rundt om Jorden. Ikke helt præcist, på grund af variationer i Jordens tyngdefelt.
Demokratiets rødder
Kurt Sørensen
Forskningsbibliotekar
Algade 32
Nykøbing Sj
I Weekendavisen den 29. maj spørger David Delfs Erbo Andersen fra Aarhus Universitet, om de skandinaviske demokratier er noget særligt (»Verdensmestre i konsensus«). Svaret er entydigt »ja«, siger han og anfører en række udmærkede begrundelser. Men han glemmer en utrolig vigtig forudsætning – nemlig at de skandinaviske demokratier er oldgamle, og at den demokratiske ting-tradition er en del af skandinavernes dna. Hele samfundsopbygningen har fra Jernalderen hvilet på afgørelser i folkeforsamlinger, lokalt, regionalt og nationalt, således som allerede romernes Tacitus påpegede.
I Danmark blev det nationale demokrati reelt afskaffet af Valdemar den Store, der ophørte med at indkalde det nationale Isøre-ting. Protestoprør i for eksempel Halland og Skåne blev med voldsom brutalitet slået ned. Dertil kom indførelsen af enevælden i 1660.
Demokratiet genopstod først med grundloven 5. juni 1849, der karakteristisk nok anvendte de gamle betegnelser »ting« for det nye parlaments to kamre. Det skyldtes i høj grad, at »grundlovens fædre« kendte deres nationale historie i kølvandet på den romantiske bevægelses genopdagelse af danmarkshistorien med blandt andet Grundtvigs oversættelse af Saxos værk.
Tilsvarende skete i det øvrige Skandinavien. Almindeligvis kaldes det islandske Altinget fra 930 for »verdens ældste parlament«, men dets forbillede var det ældre norske Gula-ting, som sammen med svenskernes nationale ting i Gl.Uppsala og det danske Isøre-ting videreførte en demokratisk tradition, som rækker tilbage til i hvert fald 300-tallet.
Mens man i de øvrige skandinaviske lande er fuldt opmærksom på denne sammenhæng mellem fortid og nutid, kender ingen forskere i Danmark øjensynlig til eksistensen af det danske Isøre-ting, der formentlig er det ældste af disse parlamenter. Det holdtes i rigets midte, på Mårbjerg, der var det højeste punkt på Isøerne midt i den daværende munding af Isefjorden. Den senest kendte sammentrædning af parlamentet på dette sted skete i 1104.
Aarhusforskeren kan have ret i, at demokratiets konstruktive politiske samarbejde er grundlag for de skandinaviske landes styrke.
Sådan var det også for mere end 1000 år siden, hvor Danmark under kong Siegfred og kong Godfred kunne måle sig i styrke med Frankerriget under Karl den Store og holde sammen på vikingetidens nordsørige, indtil klimaforandringerne i 1000-tallet umuliggjorde sejladser vestover.
Maks. 2000 tegn. Skriv til ideer@weekendavisen.dk. Angiv venligst navn og adresse.
