Theis L. Smedegaard, sygeplejerske og kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd
Den lille piges skrig er så højt, at det kan høres på hele afdelingen.
I Danmark havde et så hjerteskærende skrig fået alle til at smide, hvad de havde i hænderne, men her på den kirurgiske afdeling på Kakamega Hospital i Kenya er det dagligdag. Den lille pige er indlagt på afdelingen med voldsomme brandskader. Den officielle historie er, at hun fik et epileptisk anfald, mens hun var ved at lave mad. Sygeplejerskerne på afdelingen fortæller dog en anden historie. Der er åbenbart mange unge piger som får denne slags brandsår. Jeg har svært ved at tro på, hvad jeg hører, men sygeplejerskerne fortæller, at i familier med mange børn er piger ikke ønskede på samme måde, som drenge er. Piger kan ikke bidrage til det hårde fysiske arbejde i marken. Derfor er der simpelthen nogle fædre, som kommer til at skubbe deres døtre ind i bålet under madlavningen. Det lyder helt absurd, men det er bare en af de mange historier, jeg hører under mit praktikophold, som understreger, at virkeligheden her er en meget anderledes virkelighed, end den jeg kender hjemme i lille Danmark.
Da jeg hører den lille pige skrige for første gang, tror jeg et øjeblik, at et overfald er i gang, så voldsomt lyder det. Til min store lettelse er det bare det daglige forbindingsskifte, som en sygeplejerske er i gang med. Den lille pige har et meget stort brandsår, som dækker det meste af hendes overkrop. Jeg er langtfra ekspert på brandsårsbehandling, så jeg kender faktisk ikke den bedste måde at håndtere dem på, men behandlingen, som denne lille pige skulle igennem, virkede som den rene tortur.
Pigens sår var pakket ind i en form for gazebind, den slags, som er god til at suge væske, så hendes sårskorpe var klistret helt fast i forbindingen. Nu skulle den forbinding så af, og det gjorde tydeligvis afsindigt ondt. Sygeplejersken var kun lige begyndt, men tårerne strømmede allerede ned ad pigens kinder. Jeg var på daværende tidspunkt omkring to år inde i min sygeplejerskeuddannelse, og hjemme i Danmark havde vi haft mange teoretiske og faglige diskussioner om emner som plejelidelse, livskvalitet og alle mulige andre spændende og vigtige, men også rimeligt højtravende emner. Så jeg kastede mig hovedkulds ud i en større diskussion med sygeplejersken. Hurtigt måtte jeg dog indse, at sygeplejersken ikke forstod, hvad jeg talte om. For de ikke-indviede er plejelidelse den form for smerte og lidelse, som påføres igennem den pleje og behandling, en patient modtager. I det givne tilfælde ville det betyde, at hvis sygeplejersken skulle sikre patienten mod plejelidelse, så skulle den lille pige være smertedækket i en sådan grad, at behandlingen, hun skulle igennem, ikke skabte ekstra lidelse. Her må man bare sige, at idealerne og ressourcerne i sundhedsvæsnet er temmelig forskellige i Danmark og Kenya.
På hospitalet havde man nemlig kun to slags smertestillende medicin, Panodiler og morfin, og morfin var kun til kræftpatienterne, så der var ikke meget at diskutere. Den lille pige havde fået sine piller, og så var det ellers bare at få det forbindingsskifte overstået.
Jeg stod ved siden af sengen, helt omtumlet, og prøvede at fatte, hvad det var, der skete. Sygeplejersken havde travlt og kunne derfor ikke bruge så lang tid på hver patient. Det gik op for mig, at de kun var fire sygeplejersker til mindst 100 patienter. Så da sygeplejersken havde forsøgt at skifte forbindingen et par gange uden større held, rejste hun sig op og råbte noget på swahili. Derefter kom fire sygeplejerskestuderende op til sengen og tog fat i pigens arme og ben og holdt hende fast – hvorefter sygeplejersken begyndte at rive forbindingen af, og pigen begyndte at skrige igen.
Selv den dag i dag, næsten syv år senere, giver mindet mig stadigvæk kvalme. Dengang var det så overvældende, at min krop ikke kunne bære at overvære det. Jeg måtte væk, så jeg vaklede ud af afdelingen og kastede op i den nærmeste skraldespand.
Da jeg havde fået ro på tankerne, så jeg to sygeplejerskestuderende komme imod mig. De grinede begge to højlydt, og den ene spurgte mig: »Don’t you like children?« Jeg kiggede noget forvirret på ham, »what do you mean?« fik jeg fremstammet og blev noget paf over hans svar: »You didn’t help her?!«. Denne udveksling førte til en længere samtale, som til sidst fik mig til at indse, at de jo hjalp hende på de præmisser, de nu engang havde. Medicinsk havde de ikke andre handlemuligheder, og hvis sygeplejersken havde brugt mere tid på den lille pige, var der andre patienter, som ikke ville have fået den hjælp, de havde behov for.
Når man som ansat skal nå flere opgaver, end man har ressourcer til, så er man nødt til at prioritere. Sådan er det i de fleste erhverv. Problemet er, at for alle os, som arbejder med mennesker, har vores valg store konsekvenser.
For et par år siden havde jeg en længere samtale med en patient ved hendes udskrivelse. Sygeplejersken, som havde passet patienten, og en af kommunens visitatorer havde talt med patienten om, hvor hun skulle hen efter indlæggelsen. Samtalen var gået lidt i hårdknude, og derfor blev jeg tilkaldt for at prøve at hjælpe en løsning igennem. Som leder passer jeg ikke specifikke patienter og kan derfor tillade mig at bruge lidt mere tid på en samtale som denne. Patienten fortalte om sit lange sygdomsforløb helt fra starten. Hun fortalte om alle de forskellige aktører, hun havde haft kontakt til, om alle de mange breve, hun havde fået med uforståeligt indhold, og alle de ildsjæle, hun havde mødt. Hun var meget glad for den behandling, hun havde fået, men uforstående over for det boligtilbud, hun nu stod over for. »Det er jo der, man bor, hvis man skal dø,« var hendes indvending. I det øjeblik gik op for mig, at alle de mennesker, som patienten havde haft kontakt med, havde haft så travlt med deres arbejde, at ingen havde opdaget, at patienten ikke vidste, at hun var døende.
Det er hårdt at opleve, at man er skyld i andre menneskers ulykke, og jeg tror, det er derfor, flere og flere ansatte i sundhedsvæsnet bliver ramt af udbrændthed, stress og depression. For at undgå denne voldsomme belastning kan psyken gøre brug af en forsvarsmekanisme, som psykolog Dorthe Birkmose kalder forråelse. Det var det, der skete for sygeplejersken i Kenya under sårskiftet. Hun blev nødt til at lukke øjnene for al den smerte, hun påførte den lille pige, for ellers ville hun ikke kunne fungere i sit job. Desværre tror jeg, at denne mekanisme allerede har sneget sig ind i vores sundhedsvæsen, og jeg frygter, at det bliver meget værre, hvis vi fortsætter med samme kurs. Jeg tror ikke, vi direkte eller bevidst påfører vores patienter skade, men vi bliver hver eneste dag tvunget til at træffe nogle prioriteringsbeslutninger, som gør, at nogle patienter bliver behandlet bedre end andre. Heldigvis for os har vi en del flere ressourcer herhjemme, end de har i det kenyanske sundhedsvæsen. Det redder os dog ikke. Vi holder op med at se noget af alt det, vi burde lægge mærke til, for hvordan skal vi ellers kunne holde til at gå på arbejde.
Vi har diskuteret ressourcer i sundhedsvæsnet længe, og ja de fleste af os, som har vores dagligdag på hospitalsgangene, er fortalere for flere ressourcer. Det er vi, fordi vi gerne vil leve op til det ønske, vores medborgere og folkevalgte politikere har om at være et sundhedsvæsen i verdensklasse. Desværre er det, som om vi taler forbi hinanden.
Når vi taler om et »sundhedsvæsen i verdensklasse«, som Venstre kalder det i deres principprogram, så gør vi det tydeligvis ud fra forskellige perspektiver. Når jeg hører Venstres Ellen Trane Nørby sige i Debatten, at når vi, de ansatte i sundhedsvæsnet, leverer ydelser af højere kvalitet end nogensinde før, så er det bestemt ikke, hvad vi i de hvide kitler oplever.
Flere kræftpatienter overlever, patienter med kroniske sygdomme lever længere, og ventelisterne er blev kortere. Det er jo fantastisk, men det er bare ikke det fulde billede. Alt det, sundhedsministeren praler med, er parametre, som vi kan måle og veje, men hvad med alt det, vi ikke kan taste ind i et regneark?
Vil I gerne have et sundhedsvæsen, hvor vi er så fortravlede, at nærværet og respekten for dig som menneske og medborger er forsvundet?
Alle os, som kæmper for vores fælles sundhed hver eneste dag, er meget bekymrede for fremtiden. En klinikchef på Rigshospitalet sagde op i frustration og afmagt, fordi han ikke længere kunne stå inde for kvaliteten af den behandling, hans patienter får. Hans budskab blev bakket op af samtlige 43 klinikchefer på hospitalet i et forsøg på at råbe politikerne op. Desværre virker det ikke til, at den fastlagte kurs bliver ændret.
Derfor er min bøn til Dem, kære læser, når det er tid til at sætte Deres kryds på stemmesedlen om lidt, så stem på nogen, som vil sikre, at vi i sundhedsvæsnet kan behandle jer, vores patienter, med den omsorg og respekt, som I fortjener.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk
