Dorthe Wang, rektor for Tietgen Handelsgymnasium i Odense
Både før og under valgkampen er der blevet talt og skrevet meget om det famøse omprioriteringsbidrag og besparelserne på uddannelsesområdet. Der er ingen tvivl om, at de millioner, der år efter år skal findes på skolernes budgetter, har synlige konsekvenser for, hvilke tilbud vi kan give vores elever.
Samtidig slår politikere på tværs af partifarver fortsat krølle på sig selv for at overbevise flere elever om, at det eneste rigtige er at vælge en erhvervsuddannelse. Foreløbig uden overbevisende held. Hverken den helt urimelige nedrakning af gymnasierne og usaglige beskyldninger om uddannelsessnobberi eller tilsyneladende særbevillinger til erhvervsuddannelserne (som erhvervsskolerne selv finansierer i sidste ende) har for alvor flyttet nogen elevstrømme.
Hvorvidt den seneste opfindelse, det nye henvisningstaxameter, hvor man med kontant afregning vil forsøge at betale gymnasierne for at henvise eleverne til en erhvervsuddannelse, kommer til at gøre nogen større forskel, har vi endnu til gode at se. Jeg tillader mig at tvivle.
Hvad venter der så forude på uddannelsesområdet? Formentlig et eftersyn af både taxametersystemet og af de love og regler, der styrer institutionsdrift og uddannelsesudbud. Begge dele for at sikre en bred uddannelsesdækning i hele landet – også i tyndt befolkede områder – og især for at sikre et mere finmasket udbud af erhvervsuddannelser, som skal trække flere elever til.
Hvad der til gengæld har været helt fraværende fra debatten om ungdomsuddannelserne i de senere år, og som der også her i valgkampen er total tavshed om, er, hvilke ambitioner vi som samfund har på elevernes vegne. Ja, hvorfor holder vi skole i Danmark?
Det er forstemmende, at uddannelsespolitik efterhånden er reduceret til, at den samme vare år for år skal leveres billigere, og at flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse frem for en gymnasial uddannelse.
Uanset hvor rigtigt og hvor vigtigt det er, at vi uddanner gode håndværkere, og at vi som samfund har stærkt brug for attraktive erhvervsuddannelser, så er det ulykkeligt, når formålet med uddannelse reduceres til et spørgsmål om at levere den rette arbejdskraft på det rette tidspunkt, og at denne arbejdskraft bidrager til vækst, betaler skat og sparer op til egen pension.
Den underliggende dagsorden er, at uddannelse først og fremmest skal kunne betale sig samfundsøkonomisk. Det er der bestemt ikke noget galt i. Faktisk er det en rigtig god idé for en lille åben økonomi at satse på en veluddannet befolkning, og det er også efterhånden veldokumenteret, at uddannelse rent faktisk betaler sig. Det kan bare aldrig være nok.
Vi har hårdt brug for at få synet på uddannelse bredt ud til at omfatte noget mere end økonomiske incitamenter og mere eller mindre desperate forsøg på at styre de unges uddannelsesvalg. Vi har brug for ægte uddannelsespolitiske visioner for, hvilke kompetencer de unge skal have, når vi sender dem ud i voksenlivet, hvad enten det er som faglært eller som student.
I årevis har vi gransket og fremskrevet arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft. Det har resulteret i kollektive bekymringer for, om vi fremover vil have tilstrækkeligt med vvs’ere, sosu’er og butiksassistenter, og om den frembuldrende it-industri vil kunne rekruttere de rette specialister med de rigtige kompetencer.
Det er relevante bekymringer, som vi naturligvis fortsat skal tage alvorligt. Men det kan bare aldrig være tilstrækkeligt, at de unge skal uddannes til at lukke huller på et eksisterende eller fremskrevet arbejdsmarked. Vi glemmer, at de unge selv skal være med til at forme fremtidens samfund og erhvervsliv, og det skal ungdomsuddannelserne være med til at klæde dem på til. Det er blandt andet derfor, vi holder skole.
For nylig indgik en bred kreds af partier en aftale om, at almene gymnasier og vuc’er i områder med lav uddannelsesdækning skal kunne udbyde erhvervsuddannelsernes grundforløb. Målet med dette initiativ er, at alle typer uddannelser – også erhvervsuddannelserne – skal være tilgængelige for de unge overalt i landet. Desuden ønsker man med aftalen at styrke de små og visse steder lukningstruede institutioner i yderområderne. Det er ikke politisk populært at tage centralistiske beslutninger om kapacitet og elevfordeling, der flytter elever fra by til land. Derfor forsøger man sig med denne form for liberalisering af uddannelsesudbuddet.
Men i en tid, hvor både ungdomsårgangene og bevillingerne er dalende, vil resultatet af en liberalisering desværre alt for let kunne blive, at kvaliteten udhules. Og desværre indskriver disse ellers velmente initiativer sig i en længere række af løsrevne greb i luften, som har præget den førte politik på uddannelsesområdet i de senere år.
Alene i de sidste fem-seks år har vi implementeret en skov af uddannelsesreformer, som hver for sig har været velbegrundede og med et gennemarbejdet og solidt indhold, men som desværre mangler indbyrdes sammenhæng. Først en folkeskolereform, så en erhvervsuddannelsesreform, en gymnasiereform og senest reformen af de forberedende tilbud.
Det er bemærkelsesværdigt, at vi i Danmark har reformeret både grundskolen og hele paletten af ungdomsuddannelser inden for en meget kort årrække, uden at det på noget tidspunkt har været til debat, hvordan hele systemet skal hænge sammen. Det er et tegn på, at vi mangler visionære strategier for, hvad vi vil med uddannelse.
Som et højteknologisk og globaliseret samfund er vi nødt til at interessere os langt mere for mening og værdier, når vi taler om uddannelse. Vi må være klar over, at det hverken er bnp eller udsigten til en gunstig pensionsopsparing, der driver de unge, når de efter 9. eller 10. klasse skal træffe valg om ungdomsuddannelse. Det gør derimod udsigten til et meningsfuldt og værdifuldt liv.
På Tietgen Handelsgymnasium i Odense, hvor jeg har min daglige gang, går der i skrivende stund 1432 unge mennesker. De fleste er i alderen 16-19 år. Jeg ser sådan på det, at vi har disse unge mennesker til låns i tre år, og det er vel at mærke præcis de tre år, hvor de er i fuld gang med at finde ud af, hvad der er værdifuldt og meningsfuldt for dem. Vores elever er med andre ord midt i et både fagligt og menneskeligt dannelsesprojekt, som vi som skole skal skabe gode rammer for. Det er netop oplevelsen af at bidrage til noget meningsfuldt og værdifuldt i unge menneskers liv, der driver os som skolemennesker. Vi vil gerne gøre en forskel. Vi holder skole, fordi vi hver eneste dag kan se, at det giver mening.
Den gode nyhed er, at de humane kompetencer og værdier, jeg her kredser om, bestemt ikke står i kontrast til at kunne levere efterspurgt arbejdskraft til landets virksomheder og dermed samfundsøkonomisk vækst. Tværtimod.
Med digitalisering, globalisering og automatisering som grundvilkår er netop de menneskelige ressourcer og det enkelte menneskes etiske værdikompas i høj kurs på arbejdsmarkedet. De unge skal have modige visioner, de skal kunne tage ansvar for sig selv og deres omverden og have en kreativ tilgang til at finde løsninger på udfordringer, vi endnu ikke kender. Den slags kompetencer har enhver arbejdsplads brug for, og her kan både studenter og faglærte stadig konkurrere med robotterne.
Vi nærmer os med hastige skridt et folketingsvalg. Når man ser tilbage på valgkampen, må man sige, at ungdomsuddannelserne ikke ligefrem har stjålet dagsordenen. Man har derfor lov at håbe, at en kommende regering vil tage handsken op og sætte en ambitiøs og visionær uddannelsespolitisk kurs for de unge.
Det kræver som det første et fuldt stop for de besparelser, som i disse år udhuler kvaliteten rundt omkring på gymnasier og erhvervsskoler. Men det kræver også, at kommende ministre og ordførere på uddannelsesområdet efter valget kan blive enige med hinanden om, at vi i det her land vil betragte uddannelse som »public service« og dermed »noget, vi giver til hinanden«. Præcis som når vi betaler licens til Danmarks Radio.
Først når målet er på plads, giver det nemlig mening at begynde at tale om midlerne, såsom hvor i landet de forskellige uddannelser skal udbydes, eller hvilke institutionssamarbejder og økonomiske incitamenter der bedst understøtter den retning, vi som samfund ønsker at sætte.
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en et debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
