DEMOKRATIET er et sjældent, nymodens fænomen. I de 1600 år mellem Korinths nederlag til Rom og den amerikanske revolution fandtes ikke et eneste demokrati. Og revolutionerne i USA og Frankrig blev straks mødt med dyb mistillid i resten af verden: Demokratiets lighedsprincip var »vild moralsk opløsning«, sagde Edmund Burke, den engelske konservative, mens Kierkegaard så det som »den mest åndløse form for tyranni«. Ikke engang folkestyrets tilhængere stolede på folket: Det ville nok være til fals for folkeforførere og revolutionære. Derfor har alle demokratier indlagt forskellige bremser: Senater og overhuse skal moderere beslutningsprocessen, mens lærde forfatningsdommere kan stoppe folket og de folkevalgte, hvis de får fikse ideer.
I Danmark behøver vi ikke den slags. Først blev vi demokrater uden det mindste antræk til revolution. Kongen trådte villigt til side og skænkede endda folket sit bureaukrati, der har det med at dulme fantasifulde ministre og senere viste sig fint at kunne styre landet alene. Dernæst påtog vælgerne sig opgaven at forhindre tilløb til omvæltninger. Særligt i krisetider forstår de danske vælgere – i modsætning til alle andre – at fordele magten sådan, at det er stort set umuligt for enkeltpartier at regere alene. Og tilbyder friske populister noget, der blot lugter af snuptagsløsninger, vil det danske folkestyre lige så stille spise dem – fra kommunister til højrenationalister.
DANMARK skal til valg om en uge, og valgkampen 2019 er muligvis den hidtil fineste årgang af demokrati i dansk aftapning. Dansk Folkeparti lagde planer for at dominere dansk politik for evigt og bliver derfor nedbarberet til en størrelse, hvor man ikke længere kan diktere så meget. De andre partier har stjålet og modereret dets udlændingepolitik – men det er Dansk Folkeparti, der straffes for det. Nu har alle en stram, men fair udlændingepolitik. Det samme gælder Alternativet, partiet, der påstod helt at kunne forandre politik og indføre en grøn revolution. Ja, tak, lyder det fra vælgerne, og haps: Nu er alle partierne grønne. De, der drømmer om en hurtig klimarevolution, kender det danske folkestyre meget dårligt. Ved det europavalg, der skulle have rejst en altomfattende grøn bølge, stemte 30 procent af vælgerne på Nørrebro på det stærkt pragmatiske SF, der ligger langt fra fantasterne i Alternativet og Enhedslisten. Fire ud af fem af alle vælgerne stemte på partier, der sidder eller har siddet i regering. Er det udtryk for dyb mistillid til systemet, er det en sælsom én.
FORTÆRER vi de revolutionære, gumler vi de magtfuldkomne godt møre. Socialdemokratiet har fantaseret om at kunne etablere en historisk stærk etpartiregering efter valget. Den socialdemokratiske magtfuldkommenhed er så stærk, at den sagtens fortrænger, at partiet kun har haft magten i fire ud af de sidste 18 år. Partiets planer om at kunne dirigere Folketinget til både højre og venstre ser ud til at få en meget hård medfart ved valget. Forhåbentlig vil der ske det samme med den paranoide og stærkt udanske topstyring af partiet omkring Sass og Frederiksen. Skal man omskrive et gammelt mundheld, må det lyde: Politikerne lægger planer – vælgerne griner.
REVOLUTIONEN blev i Danmark ikke aflyst på grund af regnvejr, som vi ellers har sagt til os selv i over 100 år. Nej, den blev aflyst, fordi vi gik til valg. Det Hal Kochske samtaledemokrati er yderst højrøstet og lyder ofte, som om vi nu har tænkt os at gøre noget drastisk. Men det gør vi ikke. Vi inviterer alle med til bords, hvor der klirres med tallerknerne, tales højt, og nogle gange råbes og skriges. Og de, der skriger højest, ender på tallerkenen. Det er mageløst. Velbekomme – og hav et godt valg.
Hør også Valgkampen med Arne Hardis og Hans Mortensen: »Den ultimative valgguide«
Læs også om »Taber-Tulle« – pludselig forsvandt det danske folk fra det danske folkeparti: »Tapetmanden«
Læs også om SFs formand Pia Olsen Dyhr, som nu vil være en grøn finansminister: »Pia erobreren«
Læs også om Venstres overraskende sejr ved europaparlamentsvalget: »Hovsaeffekten«
