Samfundsbeskyttelse. Med åbningen af den store pragt-anstalt i Brejning blev Danmark foregangsland i behandlingen af åndssvage. Men også i indsamlingen og steriliseringen af dem, selv om mange var ved deres forstands fulde brug.

De moralsk åndssvage

Poul Duedahl: Billeder fra en anden verden. De Kellerske Anstalters historie. 200 sider, ill. 249,95 kr. Gad.

At Poul Duedahl er en af vores bedst skrivende historikere, beviste han så sent som sidste år med sin malende skildring af 1800-tallet i Velkommen på bagsiden, hvor han tog hul på det emne, han nu uddyber i Billeder fra en anden verden: behandlingen af de uønskede.

Som altid lægger han ikke fingrene imellem: »Inde på den anden side, bag de tykke mure, boede de. De gale. De unormale. De afsindige. Afvigerne. Originalerne. Vanskabningerne. Idioterne. Tåberne. Tosserne. Undermålerne. Minusindividerne.«

Fællesbetegnelsen var »åndssvage«, men i virkeligheden havde mange af dem ikke problemer med forstanden, de var »stumme, døve, ordblinde, lovbrydere, arbejdssky, løsagtige, vagabonderende eller på anden måde ’arveligt belastede’. Ofte klassificeret som antisociale eller moralsk åndssvage.«

Samfundet måtte beskytte sig mod dem ved at spærre dem inde og/eller fratage dem forplantningsevnen.

Det er nu historie, i dag mener vi ikke, at handicappede eller udviklingshæmmede skal isoleres, tværtimod, men som vi kan se i den pågående valgkamp, står behandlingen af psykiatriske patienter stadig til diskussion. Hver tid ser forskelligt på det, og fortidens holdninger forekommer os let umenneskelige. Det er netop det umenneskelige, man forventer at skulle læse om efter den barske indledning – en række gyserhistorier – men så enkelt er det ikke.

Danmark blev med sine store, velbyggede anstalter faktisk foregangsland i behandlingen af åndssvage omkring forrige århundredskifte, hvor der kom delegationer fra udlandet for at lære af os. Efter en masse spredte tiltag med små institutioner rundt om i landet fik ildsjælen Christian Keller politikerne til at bevillige midler til opførelsen af en pragt-anstalt i bakkerne ved Brejning nær Vejle. Bygningerne var arkitektonisk vellykkede, og ved også at bruge de bedste materialer overskred Keller gang på gang budgettet, hvilket han stort set slap af sted med, for hans overtalelsesevner var formidable.

I 1901 stod det omfattende anstaltskompleks med arbejdshjem, skolehjem, asylgård med mere færdigt. Men det løste ikke pladsproblemet, for stadig flere patienter blev indskrevet, og man måtte, samtidig med at anstalten i Brejning løbende blev udvidet, oprette filialer i Ribe, på Livø i Limfjorden, i Hammer Bakker, på Sprogø og flere andre steder.

De Kellerske Anstalter var en selvejende institution, der havde som mål at blive så selvforsynende som muligt for ikke at ligge samfundet til last. Christian Keller var den »enevældige høvding, på en og samme tid forstander, læge og administrator. Samtidig opfattede han sig selv som de åndssvages sande beskytter. Et selvbillede han formåede at udbrede til omverdenen. Også til de åndssvage selv,« skriver Poul Duedahl. En venlig og bestemt mand, hævet over kritik, mente han selv.

Han lod beboerne inddele i arbejdsdygtige og ikke-arbejdsdygtige, ligesom børnene deltes op, alt efter om de ansås for at have gavn af skolelærdom eller ikke. Alle boede kønsopdelt i store lyse bygninger, de sanitære forhold var fine, og beboerne blev behandlet godt, fysisk afstraffelse var ikke tilladt – uofficielt skete det dog – og de kunne bevæge sig frit udenfor, der var ingen mure. De få flugtforsøg mislykkedes altid, uniformerne afslørede dem.

Men beboerne havde intet privatliv. De sov i store sovesale og var underlagt et fast regimente med dagen omhyggeligt opdelt i arbejdstid, en smule fritid og sengelægning kl. 20 om vinteren, en time senere om sommeren.

Alligevel må man sige, at forholdene var gode, når man ser på den behandling, de åndssvage var udsat for tidligere, og den behandling de fik ude i verden.

Når alt ikke var rosenrødt, skyldtes det udvælgelsen. Den stod kredslægen for, og han bad borgere og især lærere om at indberette alle, som viste tegn på at være åndeligt svækkede, så det var, som Duedahl bemærker, farligt at sidde på bagerste række i skolen.

Man var åndssvag, hvis éns intelligenskvotient var under 75, og lægerne på Brejning var ledende i at udvikle tests, der afslørede grænsetilfældene:

»For børnenes vedkommende bestod de blandt andet i at stable byggeklodser, danne ord med bogstaver, samle puslespil og en simpel udspørgning. Prøverne målte hukommelse, opfattelsesevne, tællefærdighed og sprog- og definitionsevner. Men også moral og æstetisk sans. Børnene skulle vurdere, hvad der var smukt og hvad der var grimt, og det var ikke let, hvis man var opvokset under fattige forhold og syntes, at den smukke dukke var den, der gik i tøj som en selv. Svarede barnet forkert, havde det en moralsk defekt, for der fandtes kun én rigtig smag.«

Børneasylet cirka 1913-1914. Fem år før var Den Kellerske Anstalt blevet udvidet, så den også kunne optage børn.
Børneasylet cirka 1913-1914. Fem år før var Den Kellerske Anstalt blevet udvidet, så den også kunne optage børn.

Med tiden blev definitionen udvidet, så den ikke bare dækkede fysisk og mentalt handicappede, men også moralsk handicappede, det vil sige de vagabonderende og arbejdssky og – især! – de seksuelt overaktive. Fokuseringen på seksualitetens farer var voldsom. Onani ansås for direkte sygdomsfremkaldende, og unge piger, der fik børn uden for ægteskab, blev ofte diagnosticeret som lidende af »abnorm seksualdrift« og endte på Sprogø, hvor anstalten først blev nedlagt i 1961. Ved at indsamle dem og hindre dem i at få børn undgik man, at de videreførte deres negative nedarvede egenskaber.

I første halvdel af 1900-tallet havde tankerne om racehygiejne vundet frem, og også på det område var Danmark blevet et foregangsland. Med socialminister K.K. Steincke som drivende kraft indførte man i løbet af 1930rne tvangssterilisation og nåede, inden loven blev ophævet efter krigen – hvor nazisterne havde bragt racehygiejne-idéen i miskredit – at sterilisere cirka 10.000, flest kvinder. Heraf var en del »frivillige«, fordi det var deres eneste mulighed for at komme ud i friheden.

Hvor man tidligere vurderede, at der på landsplan var omkring 7000 åndssvage, betød udvidelsen af kriterierne, at antallet i slutningen af 1930rne steg til 17.000. Medvirkende var inddragelsen af »grænsetilfældene«:

»Disse næsten-normale var dem, der producerede de kriminelle og prostituerede, var argumentet. Ofte havde de ikke egentlige intelligensdefekter, men derimod moralske karakterbrist, og de udgjorde i lægernes optik en gruppe af mindreværdige og uforbederlige individer, der kun lurede på at infiltrere civilisationen for at sprænge den indefra.«

De mentalt hårdt ramte og dem, der kom fra ludfattige familier og var blevet udsat for misbrug, fik et bedre liv på en anstalt, men det var ikke tilfældet med de mange grænsetilfælde, man indlogerede. Som eksempel nævner Duedahl, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far var indlagt i syv år, før han slap ud – og klarede sig fint. Andre tilbragte 20 år eller endnu mere på anstalter. før de blev »benådet«. Her kan man virkelig tale om, at smagsdommerne havde for megen magt.

Efter krigen blæste nye vinde, og nu blev det juristen Niels Erik Bank-Mikkelsen, der styrede udviklingen i en ny retning, påvirket af dannelsen af forældreforeninger som »Landsforeningen for Evnesvages Vel« (LEV) i 1951. Der fandt en holdningsændring sted, og patienterne, som man nu kaldte »klienter«, blev sluset ud og integreret i samfundet. Så vidt det var muligt – og med lov til at have et seksualliv!

Illustrationssiden i Poul Duedahls Billeder fra en anden verden er rig og stemningsmættet, men jeg mangler flere patientskæbner, vi får kun fire-fem kortfattede historier. Og hvorfor ikke citater fra de breve, som ulykkelige forældre åbenbart skrev i protest over at være frataget deres barn? Også en nøjere gennemgang af de prøver, man udsatte folk for, savnes.

Duedahl er selv vokset op »mellem bakkerne og anstaltsbygningerne i Brejning«, fremgår det af bogens »Bagord«. Når disse kønne bygninger, som ligger smukt spredt ud i bakkerne, i dag huser luksus-ejerlejligheder og hotel- og kongrescenter, er det for ham en konkret manifestation af fremskridtet.

Uden ironi.