Anmeld voldtægt. Vi ved, at det er svært. Måske er det en, du kender. Du føler skam. Du prøver at glemme det. Du er bange for forløbet. Bange for, hvad omgivelserne siger. Tror de på mig, eller vender de mig ryggen? Du er bange for gerningsmanden. Du er ikke alene. Kontakt os. Vi hjælper dig.«
Alt dette er bare noget af det, som står på politiets hjemmeside, når man søger på voldtægt. Det lyder meget fornuftigt, sympatisk og hensigtsmæssigt. Men stemmer på ingen måde overens med den virkelighed, vi lever i.
Jeg er en kvinde på 23 år, som for snart to år siden, nemlig 7. marts 2017, med totalt smadret krop og ødelagt sind fik samlet de sidste kræfter og flygtede for sidste gang væk fra den mand, som var ved at tage livet af mig.
Jeg levede i et voldeligt forhold, hvor både fysisk, psykisk og seksuel vold var en del af hverdagen. Det ødelægger og nedbryder dig langsomt, og til sidst tror du på, at du intet er værd. Du er blevet så hjernevasket, manipuleret og har fået frataget alt andet i dit liv. Du må ingenting, du skal bare makke ret og tage imod. Men guderne skal vide, at hold op, hvor gør man alt for at kæmpe imod.
Flere gange midt i de voldelige overfald har jeg været flygtet væk, men er blevet truet og manipuleret til at komme tilbage.
Men jeg kom endelig væk og i min flugt fundet og hjulpet af en kvinde. Vi fik kontakt til min søster og hendes kæreste, som med det samme ringede til politiet, der intet ville gøre, når det ikke var mig selv, som ringede.
Jeg kom på skadestuen, fik snakket med politiet og skulle komme på stationen næste dag. Da jeg dagen efter stod hos politiet ved den skranke, som allermest minder om at være på et apotek, kunne jeg intet. Jeg var så medtaget af al den vold, og jeg var så bange, ked af det, flov, følte skam og intetværd.
Når du så står der, og noget af det første, du får at vide af den mand, du snakker med, er »sådan nogle partnervoldssager er svære at bevise« og »Undskyld, men hvorfor er du ikke gået fra ham noget før«, så snakker det system, som skal hjælpe dig, lige ind i den skyld-, skam- og dumhedsfølelse, som du står tilbage med. Og jeg skal hilse at sige, at det er det sidste, du som offer har brug for at høre.
Jeg fik aldrig rigtig vist alle de beviser, jeg havde, af billeder af mig efter voldsepisoder, trusselsbeskeder, han havde sendt mig, billeder, han sendte med den kniv, som han altid truede mig med, og så videre. Politiet lavede en bemærkning og ringede til ham og sagde, at han skulle lade mig være. Jeg fik betænkningstid til, om jeg nu orkede at melde det, fordi det var en hård proces. Jeg tog ud af byen og væk, fordi jeg var så bange. Da jeg første gang kommer tilbage igen, ser jeg min ekskæreste, der stopper op på sin cykel og viste truende adfærd. Heldigvis var der masser af mennesker, og jeg kunne nå at løbe væk. Men jeg var bange ved tanken om, at jeg aldrig ville kunne gå i sikkerhed i min by. Efter noget tid, hvor jeg indså alle de ting, han havde gjort imod mig, ringede jeg til politiet og sagde, at jeg ville melde det. Her blev jeg heldigvis mødt af en, som tog mig seriøst. Jeg var til en otte timer lang afhøring, hvor jeg fik en bistandsadvokat tilknyttet. Dog skulle der gå ti lange og hårde måneder, før sagen kom for byretten. I mellemtiden fik jeg at vide, at sagen var så alvorlig, at han burde have været varetægtsfængslet, men at det havde krævet, at jeg ringede 112 i gerningsøjeblikket. Smart sagt, men det er bare ikke det, man tænker på, når man står med en kniv for halsen. Så tænker du kun på at komme væk. Og hver gang jeg prøvede at få fat i min telefon for at ringe, blev tingene kun værre.
I de ti måneder, hvor jeg ventede på retssagen, gik jeg i frygt og uvished. Jeg har været indlagt to gange grundet smerter i hoved og nakke. Man var bange for, at jeg havde blødninger i kraniet, men jeg har fået meget slem hjernerystelse med mange senfølger, da mit hoved er blevet udsat for slemme slag over længere tid. Det har desværre påvirket mit syn, læseevne, koncentrationsevne samt givet mig konstant smerte i hoved og nakke. Jeg startede i PTSD-behandling. Jeg gik i et forløb hos Bryd Tavsheden. Jeg har måttet sygemeldes fra mit studie. Det har for mig handlet om at rejse mig op igen helt fra bunden og kæmpe for at få mit liv tilbage. Alt imens har min ekskæreste kunnet gå frit rundt og bare gøre livet surt for mig og mange andre.
17. januar 2018 blev han så endelig dømt skyldig i vold, voldtægt og trusler imod mig og fik 2,5 års ubetinget fængselsstraf. Vigtigt, for i sådanne sager, som er så krænkende og personfarlige, handler det om, at man skal have gerningspersonen væk, så man kan få tid og reel sikkerhed til at tage sit liv tilbage. Og vigtigt, fordi der var et system, som hørte mig og gav mig medhold i og belæg for, at sådan nogle ting har jeg ikke fortjent.
Han blev stadig ikke fængslet, og han valgte at anke sagen, og igen skulle der gå yderligere over fem måneder, før sagen endelig skulle for Landsretten 22. juni 2018. Det blev dog udsat i sidste øjeblik. Han nægtede stadig alt, men ville nu pludselig mentalundersøges. Igen blev min dømte, farlige overgrebsmand sat på fri fod ud i samme verden som sit offer, nemlig mig. Og atter en gang fik jeg at vide, at jeg nok lige skulle passe på og i hvert fald ikke gå alene om natten, for han var jo nok lidt vred på mig.
Jeg fik ny dato, nemlig mandag 29. oktober 2018. Dog fik jeg fredagen inden meddelt, at han havde meldt sig syg. Og atter en gang må jeg vente.
Sagen er bare den, at jeg snart ikke kan mere. Jeg kan ikke trækkes igennem mere. Jeg kan ikke klare at blive retraumatiseret mere. Jeg har, siden jeg levede i det forfærdelige helvede, overlevet på de sidste kræfter, jeg har kunnet grave frem. Jeg har gjort alt det rigtige, men alligevel føles det så forkert.
Jeg har ikke flere kræfter tilbage, og håbet har jeg for længst mistet. Jeg er igen sygemeldt, fordi min psykiske tilstand ikke kan mere. Jeg lider stadig af mange fysiske mén. Dog skal jeg stå oprejst, for der er ikke andre, som gør det for mig.
Alt det, som vores system lover og udgiver sig for at yde, har jeg desværre ikke mærket. Jeg har modsat mærket, at jeg står alene og bare må vente. At jeg selv må tage en mindre jura-uddannelse for bare at få indsigt i mine rettigheder. At jeg får forskellige svar og forklaringer om sagens gang, og at ingen vil tage ansvar. At jeg har en bistandsadvokat, som er i chok og forargelse over sagen og aldrig har set mage, men intet foretager sig og blot lidt grinagtigt siger til mig, at »ja, systemet er jo ikke så godt for ofre«. Jeg har opsøgt andre anonyme juridiske rådgivere, som taber kæben, udviser solidaritet med mig, men som desværre ikke må rådgive i sådanne straffesager, og som slet ikke forstår, at jeg skal igennem alt dette, hvordan det kan trække så langt ud, og hvorfor min dømte overgrebsmand endnu ikke er fængslet.
Jeg føler mig alene. Jeg føler, at jeg kæmper, at jeg befinder mig i en krigszone, hvor jeg ikke bare hver dag skal kæmpe med de traumer, psykiske og fysiske mén, jeg har, men også føler, at jeg hver dag kæmper mod systemet og resten af verden for retten til retfærdighed og reel sikkerhed.
Så imens jeg sidder her på min hemmelige adresse, er sygemeldt, venter jeg på, at datoen snart bliver, men tænk nu, hvis han ikke kan den dag alligevel. Måske er han igen på ferie, syg eller andet. Alle døre er åbne, for mulighederne er åbenbart mange for visse parter i vores retssystem.
Hvor er det system, som lover at passe på os og hjælpe os? Hvor er det system, som er uddannet i at forstå og anerkende psykisk terror og partnervold, og som forstår, at man ikke bare kan komme ud af det? Hvor er det system, som skal være med til at fjerne skylden og skammen fra ofre og i stedet placere det det rigtige sted? Og vigtigst; hvor er det system, der skal beskytte ofret mod sin gerningsmand, så man kan komme ud af det beredsskab, man har levet længe nok i?
Jeg håber, at politikerne, politiet, samfundet vågner op og vil kæmpe sammen med mig. For en verden, hvor ofre bliver reddet og hjulpet. Frem for at lade os forblive i vores smerte, isolation og kamp. For retten til et godt og sikkert liv. For retfærdighed.
