Jeg forundres over Markus Bernsens artikel »Plus, minus, gange og personalisere« i Weekendavisen 4. januar om Area9s og BLs forsøg med at præmiere unge i socialt boligbyggeri, der har opgivet at blive bedre til matematik i skolen, mod at de til gengæld arbejder med at lære matematik.
Journalisten forsøger i stedet med et tendentiøst udvalg af kilder at mistænkeliggøre vores virksomhed, Area9. Man får nærmest indtryk af, at vi er suspekte, alene fordi vi har haft held med at slå internationalt igennem med vores læringsteknologi, som foreløbigt er anvendt af 15 millioner mennesker verden over.
Journalisten fører flere »sandhedsvidner«, der leverer en kontant kritik af os. Vi fik dog ikke mulighed for at svare på det meste af den konkrete kritik. Brian Degn Mårtensson, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, sammenligner vores teknologi med hundetræning og at lære børn at spise med ske. Han har tidligere kaldt os for statsfinansierede læringsterrorister. Hans udtalelser bærer præg af en fundamental mangel på indsigt i, hvad vi laver.
Han beskriver det, vi laver, som en »algoritme«, der overtager og ensretter undervisningen.
Forkert. Vi bruger biologiske modeller, der hjælper med at personalisere, hvad en elev skal have hjælp til, og hvad vi kan forudsige, at en elev har forstået og derfor ikke behøver at repetere. De fleste af vores platforme bruges til at lave indhold af høj kvalitet baseret på analyser af, om elever reelt lærer af det. En del indhold er så intelligent, at det kan hjælpe en elev med at forstå de fejl, hun har lavet, eller forbinde viden med færdigheder som selvindsigt i egen læring eller motivation til læring. Vi dikterer ikke, hvad læreren skal undervise i. Læreren kan selv vælge til og fra.
Jeg må på det skarpeste afvise Mårtenssons helt udokumenterede påstande om, at vi »bestiller forskning«. Det gør vi ikke, og selv de topforskere, der sidder i vores advisory board, er ulønnede og deltager udelukkende, fordi vi er en af verdens førende forskningsbaserede virksomheder, når det handler om at forstå flerdimensional læring.
Lektor Niels Jakob Pasgaard siger i artiklen, at vi frister lærerne til at »sætte [eleverne] til at løse opgaver på deres skærme for at øve nogle af de færdigheder, som de skal have for at score tilfredsstillende i en national test« i stedet for at tage eleverne på museum. Det er en misforståelse. Vores fokus på firedimensional læring er målrettet på at frigøre den tid, lærere kan bruge sammen med elever på noget bedre end at lave opgaver og tilegne sig faktuel viden.
I modsætning til det, der fremgår af artiklen, mener jeg netop ikke, at vores adaptive læringssystemer kan bruges i alle fag og på alle klassetrin – især er teknologierne ikke umiddelbart velegnede til de mindste elever, eller i hvert fald kun på meget begrænsede områder, ligesom de heller ikke er lige velegnede til alle fag.
I stedet for en seriøs kritik leveres en bredside af udokumenterede påstande, der bygger på en meget ringe eller slet ingen viden om vores læringsteknologi, og oven i det har journalisten fundet det relevant at mistænkeliggøre os ved at referere både bredden af plankegulvene i vores danske afdeling og størrelsen på mit hus, som om det har nogen som helst relevans i denne sammenhæng. Dertil mistænkeliggøres vores chief learning officer, fordi han ikke har udgivet nogen akademiske publikationer. Goddag mand, økseskaft: En CLO i virksomheders læringsafdelinger forsker ikke, men arbejder med implementering af læring.
Jeg drømmer om en åben og nysgerrig dialog om læring og uddannelse i det 21. århundrede og om at turde gå nye veje, men jeg synes, at vi i Danmark mødes med massiv mistænkeliggørelse, inden vi overhovedet starter på dialogens indledende samtale. Og hvad der i Weekendavisen kunne have været en beskrivelse af et relevant forsøg på at lære udsatte børn de fire regneregler, blev i stedet til plus, minus, hat og briller.
Ulrik Juul Christensen er læge og administrerende direktør i Area9 Lyceum.
Læs også artiklen »Plus, minus, gange og personalisere« her.
