LEDER

Mettes tale

I sidste uge holdt Lars Løkke Rasmussen sin nytårstale. Skal man tro meningsmålingerne, var det hans sidste. Holder målingerne, er det Mette Frederiksen, der holder nytår på Marien­borg næste gang. Lad os forestille os hendes tale. Hvad ville hun sige?

METTE Frederiksen ville i hvert fald ikke bruge hele den første del af sin tale som Lars Løkke: på at minde om, at Danmark er en europæisk små­stat, et vestligt demokrati, en lille åben ­økonomi, og derfor har en enorm ­interesse i et styrket EU, et styrket NATO, endda et styrket FN, stærke handels­aftaler og holdbare ­konventioner for staternes adfærd. Eller på at ­konkludere, at der ikke findes et eneste afgørende spørgsmål, som Danmark på nogen meningsfuld måde kan løse alene. »Vores velstand ­kommer fra ­handel med andre lande. Vores ­udvikling næres af udsyn. Vi bliver ikke mindre af at samarbejde med ­andre, vi bliver større,« sagde Lars Løkke Rasmussen.

FREDERIKSENS tale ville være helt anderledes. Først og fremmest ville hun hurtigt tale om sig selv. I den aktuelle, allestedsnærværende social­demokratiske kampagne er hun hoved­personen, alene, eller sammen med børn, sundhedspersonale og alskens medarbejdere i den offentlige sektor. I partiets politiske udspil er hendes ansigt ofte på forsiden. Partiet formoder nok, at vælgerne finder Mette Frederiksen mere troværdig end Løkke. Men Mette Frederiksens ansigt er jo ikke politik. Så hvad ville hun mere sige i sin nytårstale?

DANMARK og vores rolle i ­verden ville ikke fylde noget – med­mindre hun nævnte vores omgivelser som en trussel mod dansk velfærd. Hendes tale ville netop handle om ­velfærd, velfærd og velfærd. Om velfærd til børn, velfærd til unge og velfærd til gamle. Velfærd til alle. Hun ville ­pointere, at velfærden skal beskyttes mod de mange trusler udefra: indvandringen, EU-samarbejdet, fra ­kapitalismen som sådan. Mette Frederiksens tale ville være fuld af udtryk som »vi skal samle Danmark igen«, »altid på børnenes side« og »tid til omsorg« – men den ville være helt blottet for krav, forventninger eller planer om egentlige reformer, der skal udvikle ­vores økonomi, så der bliver råd til al den velfærd.

STÅR det til Mette Frederiksen, kan Danmark sættes i stå midt i en verden, der forandrer sig. I det stadige forsøg på at gøre Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til identiske fænomener, udvises et bekymrende mønster: Mette Frederiksen og hendes parti opfatter alle former for udlændinge i Danmark som et onde; flygtninge fra Afghanistan eller arbejdskraft fra Polen eller Rumænien er ét fedt. I partiets ­EU-program opregnes alle de problemer, EU giver Danmark, og i samme ånde­drag nævnes »tilstrømningen af flygtninge«, »lønmodtagernes rettigheder« og »velfærdsturisme«. »Flere medarbejdere til et Danmark i vækst,« lyder det fra partiet: tusind nye sygeplejersker, i et aktuelt og virkelighedsfjernt udspil. Hvor har socialdemokraterne mon tænkt sig, at de mange nye sygeplejersker skulle komme fra?

ALT i Socialdemokratiets kampagne og Frederiksens budskaber peger på, at hun ser omverdenen som en generel trussel mod det trygge, uforanderlige, dejlige hjemland. Det er meget længe siden, hun har givet udtryk for et andet syn på verden end dette frygtsomme og defensive. Det er præcis dét verdensbillede, konstant fremmanet af britiske politikere, der har resulteret i den katastrofale situation, Storbritannien har bragt sig selv i.

STILLE står hverken verden ­eller Danmark, og det ved Mette Frederiksen naturligvis godt. Hun forsøger bare at ignorere det. Havde hun holdt nytårstalen i sidste uge, ville hun sikkert også have talt om den syge ­kapitalisme, om ulighed og om mere retfærdighed – alle fornemme ambitioner for en socialdemokratisk statsminister. Men om konkrete tiltag ville hun kun have at sige, at hun ville nedsætte en »ydelseskommission«. Sidst i talen ville hun nok nævne sig selv igen, da hun og hendes troværdighed er det afgørende budskab for Socialdemokratiet. Altså dén Mette Frederiksen, der har taget én af de længste rejser i dansk politik: fra Socialdemokratiets yderste venstrefløj, over posten som reformivrig beskæftigelses­minister til et tæt makker­skab med Kristian Thulesen Dahl. Snarere end troværdighed er det nok udtryk for stor fleksibilitet i de ­politiske værdier. Hvad det vil betyde for Danmark med hende som statsminister er helt umuligt at vide.