Den dag, Marta Maroki skulle have fjernet sine togskinner fra tænderne, havde hun taget flag med. Og hun havde fortalt det til alle i sin skole. Men det gik ikke helt, som Marta havde regnet med.
»Pludselig hørte jeg bare en af tandlægerne sige: ’Hov, hvad er det?’ Og så kom der en masse andre hen og kiggede.«
De havde opdaget et mellemrum, som ikke skulle være der.
»Vi kan desværre ikke tage den af i dag, Marta,« lød beskeden.
»Jeg var lige ved at græde,« siger Marta.
Hun griner dog, når hun nu fortæller historien. Hendes snorlige, hvide tænder skinner, når hun smiler. I dag er hun til sit næstsidste tjek på klinikken for tandregulering i Aarhus.
Hver dag kommer der næsten hundrede patienter igennem klinikken, og 15-årige Marta har haft sin vante gang her i flere år. Men det er snart slut. Hendes tænder sidder nu præcis, som de skal. Det gjorde de bestemt ikke, da Marta startede med at komme i klinikken.
Tandplejeren Heidi Wallén tager imod hende, og mens Marta rutineret hopper op i den grønne tandlægestol, går Heidi hen og åbner et skab, der er stopfyldt med små røde æsker.
»Der er cirka 2000 æsker i alt. Én per patient,« forklarer Heidi. »Det er de aftryk, man får lavet, når man starter hernede.«
Tandplejeren Heidi finder Martas æske frem. Indeni er der en gips-afstøbning af Martas tænder, fra før behandlingen begyndte.
»Næste gang får du den med hjem.«
Marta kigger forundret på afstøbningen. Tænderne sidder så skævt, at den ene sidder helt inde i ganen, og der er ikke plads til, at hjørnetænderne kan vokse ud.
»De sagde, at jeg har en lille mund og store tænder,« siger hun med et grin.
På computeren finder Heidi nogle billeder frem fra dengang. På skærmen ses en 11-årig pige med pjusket hår og et stort smil – og vildt strittende tænder.
»Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville have rettet mine tænder, men jeg var lidt nervøs for, om det ville gøre ondt,« siger Marta.
Strammere regler
Kirsten Steiniche er specialtandlæge og leder af klinikken. Her har hun arbejdet med bøjlebehandlinger i 32 år.
»Skæve tænder kan være arvelige,« forklarer hun.
Selvom begge ens forældre har lige tænder, kan man være uheldig at arve en lille kæbe fra den ene og nogle store tænder fra den anden. Så bliver der pladsmangel, og det er især hjørnetænderne, der kommer til at stritte. Tænderne eller biddet kan også blive skævt, hvis man har slået sig.
»Der kommer mange, som gerne vil have rettet tænderne. Men vi retter ikke på grund af lidt skæve tænder, eller fordi det skal se godt ud. Det handler om, om biddet er godt,« siger Kirsten Steiniche.
Før i tiden var der nogle kommuner, hvor cirka hvert andet barn fik bøjle. Men i 2007 strammede Sundhedsstyrelsen reglerne. Nu må højst 25 procent af børnene i en årgang få tilbudt bøjle-behandling. Og det kræver, at tænderne giver barnet problemer.
»Tænderne skal ikke stritte så meget eller tygge sammen på sådan en måde, at man bider sig i læben eller ganen. Læberne skal også kunne nå rundt omkring tænderne, for det er deres opgave at beskytte mod slag. Nogle kan endda have så stort overbid, at de nærmest ikke kan spise eller tale ordentligt,« forklarer Kirsten Steiniche. Det kan tandlægerne rette med forskellige behandlinger.
Modeller med overbid
Katrine Balskilde er kun 13 år, men hun er snart færdig med at gå med bøjle. Hendes tænder er små og fine, og de har slet ikke været skæve. Til gengæld havde hun et overbid på næsten en centimeter, så underlæben blev fanget under fortænderne.
»Dengang generede det vist min mor mere end mig, men i dag kan jeg godt se på billederne, at det var ret slemt,« siger hun med et lille smil. »Jeg interesserer mig meget for mode, og man ser ikke så mange modeller med et stort overbid.«
Katrine startede med en gennemsigtig plastikbøjle.
»Jeg foretrak faktisk togskinnerne, for det var lidt svært at tale med plastikbøjlen i munden,« siger hun.
Når tandlægerne starter med yngre børn, er det ikke tænderne, de retter som det første – det er kæben. Mens den stadig er i gang med at vokse, kan tandlægerne nemlig påvirke knoglernes vækst, så der kan blive bedre plads til tænderne, og biddet kan blive mere lige.
For eksempel udvider man overkæben med en bøjle i ganen, som langsomt presser på, så kæben bliver bredere. Det virker kun på børn, for deres gane er ikke vokset helt sammen endnu. Nogle gange laver tandlægerne en slags rutsjebane for underkæben. Det er en lille plastikbøjle, som sidder bag fortænderne og får underkæben til at glide frem i munden, hver gang man bider sammen.
Ømme gummer
Aylin Erdogan er 14 år, og i dag skal hun have strammet togskinnerne. Da hun lægger sig i stolen, og lyset rammer hendes mund, glimter det fra de to rækker metal, som dækker hendes tænder. Hun ligger helt roligt, mens tandplejeren klikker metalbuen fri af de små holdere, som sidder fast på hver tand. Hun skifter den ud med en anden, lidt tykkere bue.
»Kan du mærke, det spænder lidt nu?«
Aylin nikker. Det hele tager kun et par minutter, og hun har prøvet det mange gange før.
»Næste gang skal du begynde at bruge elastikker.«
Aylins far sidder og kigger på. I starten skulle han hjælpe til derhjemme. Inden Aylin fik togskinner, brugte hun en ganebøjle, som skulle udvide overkæben for at skabe plads til tænderne. De var så klemte, at hjørnetænderne ikke kunne være der og strittede og stak i overlæben. Hver morgen og aften i ti dage skulle hendes far derfor skrue på bøjlen for at øge presset på kæben.
»Jeg kunne godt være lidt øm,« siger Aylin og trækker på skuldrene.
»Du har vist glemt det, men jeg kan huske, at du ikke engang kunne spise et æble, fordi det gjorde så ondt,« siger hendes far.
Ingen karameller!
Marta kan godt huske besværet med bøjlen. Der er nemlig en del ting, man selv skal sørge for i tiden mellem klinik-besøgene.
»Karameller skal du bare holde dig fra. Og popcorn er heller ikke nogen god idé. Jeg prøvede også at spise majs én gang. Det fortrød jeg!« siger hun med eftertryk.
Det krævede i det hele taget en del arbejde at holde bøjlen ren og følge tandklinikkens ordrer derhjemme. Der skulle skrubbes med to tandbørster – en almindelig og en lille, som kunne nå helt ind bag ståltrådene. Hver aften skulle Marta også sætte elastikker på sin bøjle for at skabe et træk.
»Der er rigtig meget, du selv skal ordne. Og hvis du ikke gør de ting, skal du jo bare have bøjlen på i længere tid. Jeg synes faktisk, jeg har været meget ansvarlig,« siger hun og nikker stolt.
Henimod slutningen blev hun dog træt af at have togskinner.
»Jeg begyndte at se videoer på YouTube, hvor folk fik dem taget af. De sagde allesammen: ’Oh my goood!’«
Efter én ekstra måned, var tænderne endelig helt på plads og klar til at blive befriet.
»Jeg fik tårer i øjnene, og det gjorde tandlægerne også,« fortæller hun med et grin.
Denne gang havde hun ikke sagt det til nogen.
»Men da jeg kom op på skolen, kom alle løbende for at se mit nye smil.«
Det var en spøjs følelse, da bøjlen pludselig var væk, og Marta kunne spise, hvad hun ville.
»Mine tænder var bare totalt bløde! Jeg elskede følelsen de første dage. De sagde, jeg skulle tygge masser af sukkerfrit tyggegummi bagefter for at træne kæbemusklerne. Det var vildt mærkeligt, for det havde jeg ikke kunnet gøre i to år.«
Hun er nu ikke helt bøjlefri. Alle, som har fået rettet tænder, skal sove med en natbøjle af plastik, så tænderne ikke sniger sig tilbage til deres skæve placeringer. Bag Martas fortænder sidder også en tynd metalbue, som holder tænderne på plads. Den skal blive der i flere år.
Jeg er rigtig glad for, at jeg har haft bøjle på. Min veninde måtte ikke få det, så jeg føler, jeg var heldig,« siger hun og smiler endnu et lysende smil.
Tandlægeskræk
Ifølge tandlægerne findes tandlægeskræk stort set ikke længere blandt børn. Tandlægernes forklaring er, at børn i dag er vant til at komme hos tandlægen og synes, det er sjovt. Og så er børns tænder blevet meget sundere. Sundhedsstyrelsens statistik viser, at halvdelen af alle 18-årige i dag aldrig har haft huller i deres tænder. I 1993 var det kun 15 procent af de 18-årige, der var kommet igennem barndommen uden at skulle bores i de blivende tænder.
Rumteknologi i munden
I gamle dage brugte man ståltråd til at lave tandbøjler. Det var meget stift at have siddende på tænderne, så tandlægerne var nødt til at lave loops. De små løkker i ståltråden skulle gøre bøjlen mere elastisk. Men det betød også, at metallet fyldte meget mere i munden. I dag er der blandet titanium i metaltrådene. Det er så let, at det også bruges i rumfart. Det har gjort bøjlerne mere elastiske, og de fylder mindre. Før i tiden lavede man også stålringe rundt om hver tand for at holde bøjlen på plads, men i dag kan de små holdere bare limes fast.
