Et utak­nemmeligt job

Jonathan Løw, foredragsholder, iværksætter og forfatter.

Så blev valget udskrevet, og det vil indebære, at de danske politikere nok en gang skal forklare sig, men ikke mindst forsvare sig. De skal i høj grad gøre rede for fortiden i stedet for primært at fokusere på fremtiden, og de skal lægge øre til, at de er visionsløse karrierepolitikere, for hvem fakta og fagkundskab ikke tæller. Lyder det ikke som et attraktivt job?

Naturligvis er det ikke så sort-hvidt, og selvfølgelig skal vores folkevalgte politikere stilles til ansvar. På den anden side er det utroligt vigtigt, at vi aktivt modarbejder den politikerlede, der har bredt sig, og som ikke kun er politikernes eget ansvar eller skyld, men i høj grad også vores. Det er nemlig væsentligt vanskeligere her i livet at tage ansvar end at tage afstand.

I disse uger er det også højtid for meningsmålinger, og det afføder anklager om, at politikere er rene populister, der partisurfer eller tilpasser deres holdninger alt efter, hvad der kan give dem den magt, de hungrer efter. En anden gennemgående anklage er den om, at politikerne ikke har kontakt med virkeligheden, og at de burde komme ud og få sig et rigtigt arbejde.

Sidstnævnte anklage blev godt nok gennemhullet som en myte af Detektor på DR2 for nylig, men myten lever videre i bedste velgående blandt både medier, kommentatorer og menige borgere. Det er nærmest, som om det er blevet narrativet i min egen og yngre generationer, at politikere har gjort sig fortjent til vores vrede og træthed.

Dette er i mine øjne ikke alene unfair, men også dybt problematisk med tanke på de unge mennesker i dag. Hvis vi overgiver vores egen fortælling om, at politikere er visionsløse og magthungrende dyr, åbner vi netop op for, at mere farverige karakterer (karikaturer) kan komme ind i Folketinget alene af den grund, at de er mindre kedelige end flertallet derinde. Som om de unge ikke har nok substansløse steder at orientere sig mod allerede!

Der er mere end nogensinde brug for, at vi ikke opdrager vores teenagere til mistro over for deres politikere. Det er vores ansvar, både over for os selv, andre og vores børn, at vi dropper disse stereotyper omkring det politiske Danmark. I udlandet har de længe hersket og givet langt bedre mening end her i Danmark. Hvis man i dag bor i lande som Somalia, Sydsudan, Angola eller Ukraine, forstår jeg udmærket befolkningens skepsis over for det politiske etablissement. Disse lande og regeringer er dybt korrupte, og det fører naturligt til både modstand og afmagt.

Det gav også god mening, da Mark Twain i sin tid skrev om det politiske system, at »hvis det at stemme gjorde nogen forskel, så ville de ikke tillade os det«, men det var andre tider og i en fundamentalt anderledes kontekst end den aktuelle danske.

Selvom vi naturligvis ikke har noget ufejlbarligt demokrati eller politisk system, er vi blandt de mindst korrupte lande i verden og blandt dem med den højeste stemmedeltagelse til valgene. Det vidner trods alt om et demokrati, der i den grad er værd at bevare, men vi kan blive så forvænte med fortællingen, at vi glemmer dette.

Jeg glemmer det aldrig, og det skyldes blandt andet et forhold, jeg havde til en ukrainsk kvinde, Nadja, fra Kijev for en række år siden. Hun hørte til blandt de højtuddannede i landet, arbejdede som designer og holdt egentlig meget af sit land. Hun fulgte imidlertid med i alt andet end politik, for hun vidste, at med graden af korruption og mangel på reelt demokrati i Ukraine nyttede det alligevel ikke.

Hvor Nadja havde god grund til at føle sådan, er det ikke tilfældet her i Danmark. Du kan da godt føle, at politikerne er virkelighedsfjerne, men det er ganske enkelt ikke sandt. Langt de fleste danske politikere er faktisk enormt meget ude i landet og i kontakt med den menige dansker.

Mener jeg så, at man overhovedet ikke må kritisere politikere? Altså enten skal man selv stille op, eller også er man ikke berettiget til at rette kritik imod de folkevalgte? Naturligvis ikke!

Jeg beder nok blot om, at vi hver især spørger os selv, om vi virkelig ville ønske en hverdag, hvor vi både online og offline blev svinet til på et mere eller mindre sagligt grundlag. Ville vi, trods en årsløn på en 6-700.000 kroner, ønske uge efter uge, måned efter måned og år efter år at stå model til at skulle forsvare os frem for at forklare os? Jeg tvivler ærligt talt på det.

Som iværksætter og erhvervsleder tjener jeg p.t. cirka det, som en folkevalgt politiker på Borgen gør. Det er selvsagt også hårdt at være selvstændig til tider, men holdt op imod det massive pres, der er på især de højtprofilerede politikere herhjemme, misunder jeg dem bestemt ikke. Det er bestemt ikke en gruppe, vi bør se så meget ned på, som vi åbenbart gør i disse år.

Jeg ser rigtig meget af denne politikerlede som et udtryk for, at det er langt lettere at tage afstand end ansvar. Jeg afviser naturligvis ikke, at det kan være svært at blive hørt som menig dansker. Det gælder uanset uddannelse, indkomst og bopæl. Det er svært, fordi vi trods alt er seks millioner mennesker. Ikke alle kan blive hørt hver eneste dag. Nogle er nødt til at tage det store ansvar og derfor også stå model til alle angrebene. Det gør de mennesker, som vi vælger på demokratisk vis, og jeg forstår faktisk bedre, hvis disse folkevalgte ofte kan være lede og kede af den rolle, frem for, at vi borgere burde være lede og kede af dem.

Overvej lige et øjeblik, hvor nemt du egentlig har det på det område. Du kan sidde bag din smartphone eller dit tastatur og skrive igen og igen, at politikere ikke er til at stole på, eller at de ikke lytter til dig, og det har ingen konsekvenser overhovedet. Vupti – så kom du af med lidt vrede. Videre til dagens øvrige gøremål.

Sådan er det ikke at være folkevalgt. Her forventes du at lægge øre til den ene sviner efter den anden, og hvis du til sidst ikke orker det længere og blokerer de folk, der chikanerer dig, får du at vide, at du ikke er lydhør eller i kontakt med folket. Misunder du virkelig politikerne det?

I mine øjne er politikerne blandt de mange hverdagens helte, vi har her i Danmark. Jeg vil gerne understrege, at jeg absolut ingen politiske agendaer har med at skrive denne kronik eller goodwill, jeg gerne vil optjene på Christiansborg. Jeg arbejder på ingen måde med lobbyarbejde og skriver udelukkende, fordi jeg mener det, og fordi jeg håber, at det vil føre til lidt selvrefleksion iblandt os danskere.

Husk på, at hvor din eneste påkrævede indsats (og så er den ikke engang påkrævet, men en ret) i forhold til Christiansborg er at stemme hvert fjerde år, så skal politikerne resten af de flere end 1000 dage imellem hvert valg stå model til, at de ikke er til at stole på, at de ikke forstår sig på at være et helt almindeligt menneske og så videre. Lyder det som et attraktivt bytte?

Vi har en høj stemmedeltagelse her i Danmark. Heldigvis! Det er vores sikkerhed imod at ende som Nadjas hjemland, hvor politikerne er bundkorrupte, og hvor valget mere eller mindre er afgjort på forhånd. Den situation kan vi blandt andet undgå at havne i ved at holde fast i, at demokratiet og politikernes indsats betyder noget og er værd at anerkende.

Ved at anerkende det undgår du også at give politikerleden videre til dine børn. Studier blandt unge viser, at de har overtaget den mangel på tillid til demokratiet, som deres forældre giver udtryk for. Tænk sig en bjørnetjeneste at gøre denne store gruppe af nye medborgere. Vil du virkelig være det bekendt?

Disse unge mennesker vokser op i et demokrati og folkestyre, som de fleste andre unge i verden vil misunde dem, og så giver vi dem politikerleden i dåbsgave. Hvis noget er ledt, så er det da præcis det!

Betyder det, at vi ikke skal være kritiske over for vores politikere eller lære unge mennesker også at være det? Naturligvis ikke. Men synes du egentlig ikke, at det går meget godt på den front? Jeg læser i hvert fald ikke ret mange skamrosende artikler eller ledere i de danske medier, og jeg hører sjældent i min omgangskreds eller i det offentlige rum, at det er fantastisk, at der findes nogle mennesker, som gider at tage ansvar frem for afstand.

Vi skal stoppe med at stille politikerne til ansvar for ting, de sjældent kan stille noget op med, og holde op med at overse de ting, som de faktisk tager ansvar for. Det kan nemt være, at vi ikke er enige i alle deres beslutninger, men det er demokratiets grundpræmis. Sådan skal det være.

Derfor lyder min opfordring, at vi bruger valget til at tale politikerne og demokratiet op frem for ned. At vi tager ansvar frem for afstand.

Godt valg!

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk

Læs også Arne Hardis' og Hans Mortensens artikel om, at hvis ikke Lars Løkke Rasmussen præsterer et mirakel, risikerer det borgerlige Danmark en langvarig ørkenvandring præget af splittelse: »Frederiksens dobbeltchance«

Læs også Martin Krasniks leder om, at det er forståeligt, hvis borgerlige vælgere ikke har nogen anelse om, hvem de skal stemme på: »Danskere«

Læs også Leny Malacinskis artikel om, at de borgerlige partier stadig forholder sig afventende til Rasmus Paludan: »Ustabilt stof«

Læs også Mads Staghøjs artikel om, at eks-trotskisten Pernille Skipper forsøger at krænge sig ud af sin karismatiske forgængers skygge: »Statsministerkandidaten«