Smike Käszner, billedkunstner og M.A. i kunstteori og formidling.
Jeg er noget så sjældent som et medlem af den kreative klasse, der har stemt Dansk Folkeparti gennem mange år. Men det er slut nu. Partiet er ganske enkelt blevet for mærkværdigt og paradoksalt. Særligt de seneste udspil på trafik- og kulturområdet har været dråben, der fik bægeret til at flyde over for mig. Mere om disse senere, lad mig først forklare, hvordan jeg endte her.
Tilfældet ville, at jeg som ung i midtfirserne kom lidt tættere på indvandrere og flygtninge end mine øvrige venner. Jeg var venner med nogle flygtninge og fik den vej rundt indblik i, hvordan man kunne opnå asyl i Danmark, Norge og Sverige samtidig. Og så bare tage turen rundt en gang imellem og samle socialydelserne ind fra alle tre lande. Jeg havde kortvarigt kolleger fra Marokko, der mente, at de nok ville slå deres datter ihjel, hvis de opdagede, at hun havde et forhold til en dansk dreng. Jeg levede selv i en periode med en muslimsk pige i udlandet, og den vej rundt fik jeg indblik i den misogyni og intolerance, som også kan opleves inden for islamisk kultur.
Et årti senere var jeg blevet indbegrebet af den kreative klasse. For mine medstuderende og kolleger var indvandrerproblemer en by i Rusland. På min daværende reklameskole var der da heller ingen med indvandrerbaggrund. Når jeg tænker tilbage, har jeg faktisk kun mødt én ikke-vestlig efterkommer på alle de reklamebureauer, jeg har været på. Det var en bogholder med pakistanske forældre. På kunstakademiet var det også kun de serbiske rengøringskoner og den tyrkiske skolebetjent, der havde ikke-vestlig baggrund.
Første halvdel af 1990erne var en tid med stor diskrepans mellem det billede, som politikerne tegnede, og det, man selv så og hørte. Debatten var fyldt med fornægtelser, underdrivelser og overdrivelser. Fra gamle venner (der ikke var fra den kreative klasse) hørte man om en virkelighed, som pressen og politikerne aldrig nævnte. Om omsorgshjem for multihandikappede børn med en voldsom overrepræsentation af tyrkiske børn, fordi herboende tyrkiske kvinder var proforma-mødre til handikappede børn fra landsbyen derhjemme. Om somaliske tolke, som i stedet for blot at oversætte for myndighederne lavede aftaler med asylansøgende landsmænd, så de kunne svare rigtigt under interview og dermed opnå asyl. Om hvordan fødeafdelingen blev fyldt med glade familiemedlemmer, og bilerne dyttede på parkeringspladsen, når den tyrkiske mor havde født et drengebarn. Men hvordan ingen kom på besøg, og moren selv måtte tage bussen hjem med den nyfødte, hvis det var et pigebarn. Og man tænkte, at enten var ens gamle venner blevet mytomaner, eller også blev noget fortiet.
Det var denne scene, som Dansk Folkeparti trådte ind på. Med DF var man sikker på én ting: En stemme på dem var en stemme på, at indvandrer- og flygtningesituationen ikke længere blev fejet ind under gulvtæppet. At partiet tilsyneladende havde en begrænset forståelse for mange andre områder, var, hvad det var. Det var jo ikke derfor, man stemte på dem. Og det vidste de andre partier godt. Jeg stemte DF for at medvirke til at få Socialdemokratiet og SF til at vågne op. Holdningsmæssigt har jeg altid ligget tættere på Socialdemokratiet end noget andet parti.
Trods den nye politiske virkelighed syntes de kreative miljøer, jeg begik mig i, lige upåvirkede og uvidende. Nu som før består dette segment stadig altovervejende af »kartofler« (etniske danskere). Det er selvfølgelig ikke alle deres børn, der går på Rudolf Steiner-skoler eller Ingrid Jespersens, men de går heller ikke på indvandrertunge skoler. Og den muslimske indvandrer, som de gerne fremhæver som eksemplet på god integration (som oftest deres lokale grønthandler), kender de ikke. Det er ikke ham og hans kone, som de hænger ud med lørdag aften, og som de arrangerer parmiddage med. Omsorgssvigt, social kontrol og religiøs indoktrinering, som de aldrig ville acceptere, at naboens lille Ida blev udsat for, lader de ubekymret grønthandlerens Fatima opleve derhjemme i det almennyttige boligkompleks.
De få blandt den kreative klasse, der kan se tingene nogenlunde klart, er desværre konfliktsky. Når man er på tomandshånd, forklarer de, at »der intet er at vinde ved at gå ind i den debat, man kan kun tabe«. Altså karrieremæssigt. Det synes nogle gange, som om den kreative klasses eneste bidrag til indvandrer- og flygtningedebatten er at hænge Superflex-plakaten op på væggen: »Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes«. Hvorfor står der i øvrigt ikke bare »Foreigners, please don’t leave us Danes alone«? Hvem er »us« i plakatversionen? Er det den kreative klasse, som føler sig bedre end og hævet over almindelige »Danes«? Den kreative klasse har i hvert fald efterladt mig »alone«.
Det nye er, at DF også har efterladt mig alene. DFs krav i dag er nemlig lige så naive og virkelighedsfjerne som den kreative klasses verdensbillede. DF vil løse problemerne uden en realistisk tilgang til integration. DF og den nuværende regering har fokuseret på adgangen og lysten til at komme ind i Danmark. Men om DF vil det eller ej, kommer vi ikke uden om, at dem med kun et dansk statsborgerskab ikke kan udvises. Det gælder uanset, om de lever i et parallelsamfund, er kriminelle eller tilhængere af sharia. Presser vi dem for hårdt, bliver de mere modborgere, end de er i dag. Presser vi for lidt, sker der ingen ændring.
Intet europæisk land har løst dette problem. Det vil kræve et hidtil uset mod til at eksperimentere, til at holde fast og til at investere. Kan DF bidrage konstruktivt til denne fase? Jeg tvivler, da det vil kræve, at partiet forstår, at gruppen af danske statsborgere med muslimske rødder nu er så stor, at den ikke kan integreres, uden at det også har en afsmittende virkning den anden vej. For at bruge et billede fra min egen verden svarer situationen til, at vi har noget blå oliemaling, der er rørt rundt i gul akrylmaling. De to slags maling blander sig ikke. Den blå farve svømmer rundt som små blå perler i et gult hav. Integration betyder, at den blå farve også er akrylmaling. Når så den mindre mængde blå og den større mængde gul bliver rørt sammen, får man grøn-gullig. Man får ikke kun gul. Og det accepterer DF ikke.
Vi overlever nok at overtage nogle flere mellemøstlige kulturtræk. Vi overlever nok også, at der blandt indvandrere er mere socialt bedrageri i nogle årtier endnu. Ligesom vi har overlevet velhavende danskeres skattelyordninger. Men der gælder dog to krav, hvis vi skal lykkes med en integration af de muslimske indvandrere.
For det første kræves der reel ytringsfrihed. Det vil sige, at man ikke risikerer at blive udskammet eller intimideret for at sige sin mening – for da opstår blot en amputeret meningsløs debat, der før eller siden giver bagslag. Satiren, som tidligere har spillet en markant rolle i vejen mod det sekulariserede samfund, skal også tillades (og forsvares), når det gælder islam. Det andet krav til en integration er store fællesskaber. Den fremmede skal have noget at integrere sig ind i.
Lad mig vende tilbage til dråben, der fik bægeret til at flyde over: DFs seneste kurs på kultur- og trafikpolitikken. DF vil gerne bevare dansk kultur og dermed et fælles forståelsesgrundlag. Hvilket bedre værktøj eksisterer til dette end public service? Og hvad gør de så? Først bliver DR reduceret. Så bliver Radio24syv afmonteret. Bevares, der har været mange eksempler på DR-ansatte, som har demonstreret manglende politisk objektivitet. Men så burde man arbejde på at skifte bestyrelsen ud (og dermed ledelsen og retningslinjerne). Hvad angår 24syv, kan man ikke påstå, at radioen har været berøringsangst i forhold til indvandring. Den har gjort sit for at sætte problemerne med islam og integration på landkortet.
Om nogen burde DF omfavne public service. Danmarks Radio er, ved siden af folkeskolen, det største fællesskab, vi har haft i Efterkrigstiden (indtil monopolets ophævelse). Hvis DF vil tilgodese provinsen, bør de arbejde for, at der kommer ekstra penge til nye tv- og radiostationer »i folkets tjeneste« rundtom i landet.
Nu hvor vi er ved fællesskaber, så lad os se på DFs nylige trafikudspil. Ud over at placere sig, hvor mistanken om pamperi er nærliggende, har de enten ikke kunnet eller villet skabe synderligt mere fællesskab. Toget og bussen er der, hvor vi mødes, når vi rejser. Ikke bilen. Ikke mindst togdriften har potentialet til at skabe fællesskab, for her mødes alle indkomstgrupper, alle aldersgrupper og alle etniske grupper.
DF har stillet den diagnose, som de andre partier ikke kunne eller turde. Men de har ikke nogen idé om, hvad behandlingen skal indebære. At partiet nu åbner op for, at deres seneste aftaler om 24syv og den famøse omfartsvej kan genforhandles, ændrer ikke noget. DF har demonstreret, at de er et andet sted end deres vælgere.
Så nu ved jeg ikke, hvem jeg skal stemme på.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
