For et par dage siden blev Barbapapa, tegnefilms­- se­­rien fra 70erne, tilføjet til min Netflix. Den handler om et candyflossvæsen, der spirer frem fra jorden i en have, vokser sig stor og hjælper nogle børn med at kæmpe imod forurening og kapitalisme. Jeg blev helt opslugt af de små opbyggelige fortællinger. Jeg så ti fem­minutters film i træk. Serien stod under fanen »lige tilføjet« og må derfor regnes som en nyhed i streamingtjenesternes sære tidslighed – så den passer ind i denne artikel med aktuelle anbefalinger til ferien. Barbapapa kan ses af såvel børn som voksne. Perfekt til ferie.

Min Netflix plejer ikke at tilbyde mig børnefjernsyn. Det må have været en fejl i algoritmen, i den selvfølgelige ­adskillelse, der ellers findes mellem de to kategorier på Netflix og i verden. Men måske den adskillelse ikke er så selvfølgelig, tænkte jeg. Slet ikke i dagens verden. I TV-Avisen kan man se voksne mennesker råbe i munden på hinanden i det britiske parlament. I næste indslag ser man børn, der strejker og ­organiserer sig på tværs af landegrænser. De går forrest i forhold til de fælles anliggender. Det er en slags omvendt-verden.