MICHELLE Obamas vistnok mest kontroversielle budskab i Royal Arena tirsdag aften handlede om spisetider i Det Hvide Hus: Var Obama ikke ved bordet klokken 18.30, gik Michelle og døtrene bare i gang med maden. Så kunne han lære det. Bortset fra dette højdepunkt handlede begivenheden forleden mest om farven på børneværelserne og om forholdet til tatoveringer.
HAR det været opmuntrende at iagttage anmeldernes enorme skuffelse over den tidligere førstedames optræden i København, skyldes det først og fremmest, at hendes banaliteter afslører, hvilken tilstand selv kvinder i den progressive del af den amerikanske offentlighed befinder sig i. Det er således tvivlsomt, i hvor høj grad hendes røffel kunne imponere de mange tusinde veletablerede danske feminister, der var mødt op for at se deres idol. Et kvalificeret gæt er, at de sikkert ofte selv har vanskeligt ved at nå hjem fra arbejde til klokken 18.30, når deres mænd har maden klar.
NÆPPE noget andet eksempel viser tydeligere forskellen mellem de to landes kulturer end kvindernes stilling. Selv i en by som New York, Demokraternes vægtigste bastion, er kvinderne i den højere middelklasse ofte hjemmegående, på trods af at de har glimrende uddannelser. Det er enormt bekosteligt at få små børn passet, hvorfor kun de rigeste har råd. Derfor har selv veluddannede kvinder vanskeligt ved at gøre karriere. Desuden betragtes de som dårlige mødre, hvis de afleverer små børn på en institution. Her er en af de væsentligste beslutninger, velfærdssamfundet har truffet: at det selv i mindre velstillede familier er muligt at få passet børn. Og at det ikke anses for skamfuldt. Det adskiller mere end alt andet de nordiske lande fra resten af verden.
NOGET af det, der står klart for den, der er vendt hjem til København efter at have tilbragt længere tid i en ellers erklæret frisindet by som New York, er, i hvor selvfølgelig en grad danske kvinder toner frem i det offentlige liv. Det viser sig også på de indre linjer. I Danmark handler de ægteskabelige skændsmål ikke om, hvem der skal servere, og hvem der skal serviceres, men om at fordele pligterne nogenlunde ligeligt. Det kan virke trættende og pedantisk, men er ikke desto mindre en civilisatorisk landvinding. Alternativet er ikke værd at længes tilbage mod. I den forstand er Michelle Obama ikke et forbillede, men et modbillede.
AT den amerikanske mand så forventes at skaffe pengene, er den pris, der betales. Han skal arbejde de fleste af døgnets timer, stort set hele ugen og med en til to ugers årlig ferie for at kunne tjene til den rasende høje husleje og de lige så vanvittige priser på børnenes både nuværende og fremtidige uddannelser. Dem har danske mænd ingen grund til at være misundelige på.
LÆRE kan danske kvinder heller ikke af den hønemorskultur, der har taget totalt overhånd i USA. I den forstand er der ikke den store forskel på de sikkerhedsforanstaltninger, Obama-parrets døtre måtte vokse op med i Det Hvide Hus, og den emsighed, hvormed andre børn af det bedre borgerskab i USA opdrages. Mødrene i storbyerne forventes at overvåge deres afkom døgnet rundt, og børn får sjældent lov til bevæge sig ud ad en dør uden eskorte og opsyn. Den overvågningskultur er blevet nemmere gennem mobiltelefonernes datasporing, og den opmuntres af myndighederne. Politiet arresterer med jævne mellemrum mødre, der tillader sig at lade deres børn blive i bilen, mens de selv køber ind. Det kan være forbundet med strenge straffe at give børn frihed til at gøre sig deres egne erfaringer.
DANSKE kvinder er således et helt andet sted end deres amerikanske ligesindede. For når Michelle Obama er blevet så vellidt, at hun var på tale som præsidentkandidat, skyldes det jo disse holdte, hjemmegående, højtuddannede, primært hvide kvinder i de amerikanske storbyer. Hos dette betydelige segment kan man spejle sig i hendes offervillighed og hendes funktion som en god, veluddannet, anstændig og viljefast hustru. Men er der ikke noget ydmygende i at gøre det til genstand for tilbedelse i Danmark? Skønt hun er både velbegavet og veltalende, må det være tilladt at tvivle på, om hun nogensinde havde kunnet samle 11.000 tilskuere i Royal Arena, hvis det ikke var som følge af hendes mands position og gerninger.
KVINDER i Danmark har måske mest af alt blot en ting at beundre hos Michelle Obama: hendes evne til at kapitalisere på ligegyldigheder. Med billetpriser i København til op mod 3.500 kroner har hun tjent en formue på sin optræden.
Læs også om Sarah von Essens oplevelse af aftenen i Royal Arena: »Michelle Obama becoming boring«
