Vilhelm Topsøe, jurist og forfatter til romanen »Dr. Werner Best – mine danske år«.
Den 8. april 1940 indkaldte udenrigsminister P. Munch partilederne til møde. Der gik vedholdende rygter om en forestående tysk aktion mod Norge. Målet var de norske havne, hvorfra den vigtige svenske jernmalm blev udskibet. Skulle Danmark blive berørt, måtte det vigtigste være at fastholde den danske neutralitet.
Hvis Danmark skulle blive besejret i en kamp, ville konsekvenserne være uoverskuelige. Unge danske soldater kunne blive indrulleret i de tyske hære. Sporene skræmte. Nordslesvig havde været tysk indtil 1920, og 26.000 sønderjyder blev under Første Verdenskrig indkaldt til tysk krigstjeneste, næsten halvdelen døde eller blev invalider.
Efter besættelsen 9. april lykkedes det måske næsten overraskende let at fastholde den danske neutralitet. Den tyske gesandt Renthe-Fink afleverede et memorandum, som fremhævede, at Tyskland ville støtte og altid havde støttet den danske neutralitet. Og da morgenens spredte træfninger blev indstillet, accepterede Tyskland »Danmarks suverænitet og politiske selvstændighed«.
Tyskerne havde brug for Aalborg Flyveplads som mellemlandingsplads, men der var hverken militære grunde eller ressourcer til at erobre Danmark. Det var bedre at fremstille Tyskland som tilhænger af den danske neutralitet. Grundtanken skulle være, at vi, Tyskland, har i krigen mod Storbritannien og Frankrig været nødt til at besætte nogle militære støttepunkter i Danmark. Accepterer I det, kan I i øvrigt passe jer selv.
Men tre måneder senere stod Hitler på højden af sin militære magt, og de danske nazister svulmede af selvsikkerhed. De ville i den danske regering, og de ville drage Danmark ind i krigen ved Tysklands side. Kongen og regeringen var dybt bekymrede.
Christian X forlangte, at Erik Scavenius igen blev udenrigsminister. Scavenius havde under Første Verdenskrig, ikke mindst i forhandlinger med Tyskland, hævdet den danske neutralitet, og i sin nye tiltrædelsestale fremhævede han igen, at det er »den lille stats opgave at holde landet udenfor de store magters kamp«.
Det havde Tyskland vist forståelse for under Første Verdenskrig, og Scavenius ville bygge sin politik på, at neutralitetspolitikken stadig havde Tysklands forståelse og støtte. Hertil var alt godt, men Scavenius gjorde sig straks upopulær ved at tilføje nogle smigrende ord om Tysklands sejre, som havde slået verden »med forbavselse og beundring«. Men baggrunden for disse smigrende ord var jo, at samtidig med at man fremhævede den danske neutralitet, måtte man stille sig så imødekommende an, at Berlin ikke krævede danske nazister i regeringen. Og det lykkedes.
Alvorlige problemer opstod året efter, da Hitler angreb Sovjetunionen. Renthe-Fink krævede, at regeringen opfordrede danske soldater til at melde sig til krigstjeneste i denne antisovjetiske krig, og kun stater, der viste denne »gode vilje«, kunne i fremtiden forvente at bevare deres eget militær. Altså en slet skjult trussel om, at danske værnepligtige i fremtiden ellers ville tilhøre den tyske hær.
Efter svære overvejelser tillod regeringen (men man opfordrede ikke), at befalingsmænd og hjemsendte soldater (men altså ikke unge værnepligtige) kunne melde sig til et »Frikorps Danmark«. Man understregede, at disse cirka 1.000 frivillige ikke repræsenterede Danmark, men godt var det ikke, at et dansk korps kom til at kæmpe i en tysk hær.
Hitler pressede også på for, at Danmark i november 1941 skulle tilslutte sig den antisovjetiske »Antikominternpagt«. Han truede med, at Danmark ellers ville blive betragtet som underlagt en fjendtlig okkupation. Konsekvenserne kunne blive uoverskuelige.
Scavenius fik i et tillæg præciseret, at underskrivelsen af pagten »ikke betød nogen ændring i Danmarks status som ikke-krigsførende land«, men tillægget kunne ikke offentliggøres, og Antikominternpagten udløste alvorlige tyskfjendtlige demonstrationer i København. For stod det »neutrale« Danmark nu ikke udadtil som Hitlers allierede?
En stigende sabotage fremkaldte i september 1942 Hitlers vrede, og en højtstående nazist, Werner Best, blev ny rigsbefuldmægtiget i Danmark. Man frygtede det værste, men Best var overbevist om, at det mest effektive var, at den danske regering selv gennemførte de foranstaltninger, Tyskland havde brug for. På den anden side ville han ikke stille den danske regering over for krav, som den ikke kunne imødekomme.
Best så derfor straks bort fra Berlins netop stillede krav om nazister i den danske regering. Til gengæld måtte Scavenius acceptere også at blive statsminister. I samarbejdets ånd respekterede Best den danske neutralitet. Da Hitler efter nederlaget ved Stalingrad krævede mobilisering i hele Europa, støttede Best, at Danmark blev betragtet »på samme måde som de neutrale lande«.
Efter at regeringen 29. august 1943 trådte tilbage, fordi Hitler krævede dødsstraf for sabotage, afvæbnede og internerede tyskerne 14.500 soldater. Berlin forlangte, at 8.000 af dem skulle overføres til Tyskland. Det blev forhindret, da Best indberettede, at danskernes vrede ville forhindre den vigtige landbrugseksport.
I Besættelsens første år havde danskerne måttet give alvorlige indrømmelser, men nu respekterede Tyskland tilsyneladende (igen) den danske neutralitet. 9. april havde det afgørende været Aalborg Flyveplads, nu var det mad til de sultende tyskere.
Men frem til september 1943 havde det, som vi kan se i den politiske historie, været et alvorligt problem for Danmark at bevare danske soldater på danske hænder. I besættelsestidens moralske historie blev det afgørende spørgsmål efterhånden, om neutraliteten var umoralsk.
Da Storbritanniens Winston Churchill i august 1941 bad USAs præsident Roosevelt om hjælp, forlangte Kongressen, at krigen skulle blive mere end endnu et eksempel på de europæiske stormagters evige rivalisering. Storbritannien og USA underskrev da et »Atlantic Charter« om den fredelige verdensorden, som sejrherrerne ville bygge op efter sejren over det nazistiske tyranni. Krigen fik en moralsk dimension.
Christmas Møllers tale i BBC 6. september 1942 bygger på netop det. Dengang krigene drejede sig om stormagtsinteresser, kunne der være mening med Danmarks neutralitet, men denne krig, som er et opgør med nazisternes herrefolksteori, er efter »min inderste mening krigen mellem godt og ondt, krigen mellem sandhed og ret. Men se, mine tilhørere, i en sådan kamp er der intet, som hedder neutralitet«.
Danskerne skulle heller ikke passivt nyde frugten af andres kamp. Der krævedes aktiv handling, de danske partisaner (frihedskæmpere) skulle sabotere det tyske transportsystems »toge og skibe, skade og forsinkelser. Bombemaskiner og partisaner, det er de midler vi har.«
Christmas Møllers tale vakte forargelse. Opfordrede han ikke ungdommen til at gøre oprør mod landets officielle politik? Christian X var ikke amused. Men efter 29. august 1943 blev talen næsten til modstandsbevægelsens trosbekendelse.
I oktober 1943 foretog Berlin en aktion mod de danske jøder. Den tyske ledelse i Danmark advarede danskerne, og de tyske flådeofficerer standsede ikke fiskerbådene, der bragte jøderne til Sverige. Mindre end 500 af de 7.000 jøder blev arresteret, og kun et lille mindretal omkom i Theresienstadt. Men danskerne, som sluttede op om jøderne, var naturligvis oprørte over, at mere end 6.000 danskere i nattens mulm og mørke måtte flygte til Sverige.
Kaj Munk, der ligesom Christmas Møller hørte til det lille mindretal, der ville have kæmpet 9. april, sagde i en af sine mange taler, som opfordrede til modstand mod besættelsesmagten: »Hvad der kræves af os som neutrale, det ved jeg ikke. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan være neutral.« Den 4. januar 1944 blev han hentet i sin præstegård og dræbt. Med jødeaktionen og mordet på Kaj Munk havde nazismens ondskab også vist sig i Danmark.
Modstandsbevægelsen ville svare med en krigstilstand, det officielle Danmark ville undgå et dramatisk brud. Folkestrejken i København i juni 1944 viste, at der i befolkningen var en slags ligevægt mellem de to synspunkter. Frihedsbevægelsen og det officielle Danmark enedes om at dele ministerposterne i den kommende befrielsesregering.
Efter Besættelsen var mange flove over, at Danmark havde været neutralt, og det blev hos historikerne et gennemgående tema, at neutraliteten kun havde været en fiktion. Men når en Anders Fogh-Rasmussen har kunnet sige, at det var fejt og æreløst, at Danmark ikke kæmpede 9. april, uden tilsyneladende at skulle spørge sig selv, om det virkelig ville have været anstændigt at sætte titusinder af unge danske mænds liv på spil på grund af den norske jernmalm, så må det skyldes, at besættelsestidens mange historikere ikke har taget neutraliteten alvorligt nok.
Ser vi isoleret på besættelsestidens moralske perspektiv, flytter nissen med. Samarbejdspolitikerne fremstilles ofte som måske velmenende opportunister, mens kun modstandsbevægelsen repræsenterede et moralsk alternativ. Men også neutraliteten bundede i alvorlige, moralske overvejelser. Hvornår kan man med samvittigheden i behold drage den danske ungdom og den danske befolkning ind i en krig?
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Du kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Torsten Buhls kronik fra Weekendavisen #12, fredag 22. marts 2019: »Forsvar for Vilhelm Buhl«
Læs også Arne Hardis' artikel om VIlhelm Buhl: »Manden i styrehuset«
