Lige så længe jeg kan huske, har den været der. Sangen. I alle mulige former og på mange forskellige sprog. Ud af radioen. På pladespilleren. De voksnes sang. Og børnenes. Alle vegne kom den fra, nogle gange lige til tiden, andre gange højst ubelejligt. Nogle har sat sig så indædt fast i kraniekassen, at de kun kan fjernes ved kirurgisk indgreb, andre røg fjerlet ind ad det ene øre og ud ad det andet. Til min død slipper jeg næppe for refræner som »Åh – åh – ham ka’ vi’ li’ – han skal i glas og ramme« og »Der er hul midt i spanden, kære Lisbeth, kære Lisbeth«, hvorimod melodien til »Midsommervisen« for evigt glider mig af hænde, hvis ikke der er en stærk stemme til stede, jeg kan læne mig op ad. Poppedreng ha’ sukker og alt det der.
Sangene kan opdeles i to grupper. Dem, der synges på dansk – og så alle de andre, primært på engelsk, men også svensk, fransk, portugisisk og alle hånde sprog fra en verden, der er og bliver så stor, så stor! Her vil jeg udelukkende kigge på dem, der synges på det, digteren Benny Andersen døbte »muddersmålet«, vort forbistrede svære og hårde sprog, som giver udlændinge hovedpine og hjemlængsel. Den danske sang med andre ord.
Det er mildest talt forbløffende, hvordan vore digtere og sangskrivere har formået at omforme det til noget ikke blot sangbart, men også poetisk og mindeværdigt, ja, givet det strejf af såvel det finurlige som det bizarre, det tidstypiske, det eviggyldige, det samfundsbevarende, det revolutionære, det bløde som det hårde. Ja, i sang efter sang indkredses både det sublime og det fladpandede, det højstemte står side om side med det tåkrummende, der er skrevet sange om snart sagt alt, og de er alle et bud på vores nationale særart, vores identitet, hvad den så end er for en størrelse.
Mit held som menneske har langt hen ad vejen jo været, at begge mine forældre alle deres mangler ufortalt grundlæggende var kærlige og omsorgsfulde mennesker, der begge holdt af musik, både i form af spontan sang og i indspillet form, ja, ingen kunne fløjte som min far. Og det bedste i hele verden var, når min søster og jeg blev puttet i køjesengen, og far sang godnatsange med guitarens runding hvilende på det ene lår.
»I en kælder sort som kul«. Uha. »Der bor en bager«. Det gør der nemlig. »Langt ud’ i skoven«. Lad os komme af sted! »Vil du, vil du«. Yes! »Hist, hvor vejen«. Det hus kender jeg! »Ole sad på en knold«. Heldige skid. »Jeg ved en lærkerede«. Total top-ét-sang. »Nede i fru Hansens kælder«. Også der. »Marken er mejet«. Det er da det, den er. »I østen stiger solen op«. Det er da det, den gør. »Solen er så rød, mor«. Og ræven og himlen og stjernerne og den lille kat og mågerne og ternerne, gode gud, hvor er verden stor og vidunderlig og skræmmende og smuk og forunderlig. Trygheden i køjesengen, min fars hænder på gribebrættet, ordene og melodierne, hvor var vi dog heldige.
For de små synger. Mon ikke. Vi brølede med, gjorde vi. Den lille bog blev min introduktion til sangens univers. Håber, bogens redaktører fik Ridderkorset eller noget, for deres bidrag til dansk kultur overgår stort set alle andres. Det sagt, var det primært jazz og klassisk, der lå på hjemmets grammofon, men så var der radioapparatet, som jeg senere er blevet fortalt, at jeg havde et nærmest erotisk forhold til. Det lysende bånd med alle stationerne, den store knap, hvormed søgeren kunne flyttes, de varme, blødt lysende radiorør, lydene, stemmerne, tonerne, der kom ud af dens højttaler, er mennesket trods al sin destruktive stupiditet ikke også genialt i al sin hittepåsomhed?
Her lød stemmer som Liva Weel, Lulu Ziegler, Marguerite Viby, Ib Schønberg, Elga Olga, Poul Reichhardt og Osvald Helmuth, stemmer, der har fulgt og optaget mig lige siden. Den danske revytradition, der som bekendt peaker med den geniale komponist Kai Normann Andersen og alle de finurlige tekstforfattere, sammen med hvilke han rystede ørehængere ud af ærmet så let som at trække vejret: »Gå med i lunden – så spidser vi munden – og synger den gamle sang om kærlighed«, hvabehar? Eller »Altid vil jeg mindes denne aften/ Altid vil jeg huske denne dans/ Våren i dit blik/ Smilet om din mund/ Altid vil jeg mindes denne stund …« Det kan kolde hjerner ej forstå. Mens en PH fik listet diverse subversive budskaber ind mellem de øllede monologer og den almindelige slapstick på tidens revyscener.
Jeg kom i kommuneskole, året var 1963, og hver morgen klokken ti minutter i otte samledes skolens elever i den store sal i kælderen under den nybyggede fløj, gjort af røde mursten og troen på fremskridt, for sammen at høre, hvad inspektøren havde at sige, samt synge en sang fra den blå sangbog, der såmænd blot hed Den Danske Sang, stadig en favorit. Det var til mine forældres moro såmænd mit yndlingsfag, jeg elskede stemningen, fællesskabet og de fantastiske sange i bogen. Og at synge dem i flok, det var stort.
En hurtig top-fem kunne lyde sådan her: »Sig nærmer tiden«, »Danmark, nu blunder den lyse nat«, »Sneflokke kommer vrimlende«, »Nu falmer skoven trindt om land« og »Titte til hinanden«. Men det kunne snildt have været fem andre. Her mødte jeg digtere som Jeppe Aakjær, H.C. Andersen, B.S. Ingemann, St. St. Blicher, Thøger Larsen og mange andre, mens jeg lærte udødelige melodier komponeret af koryfæer som Carl Nielsen, C.E.F. Weyse med flere. Der var nogle år der, hvor jeg var en højst nationalt indstillet lille fætter, forført som jeg var af sangens kraft: »Byger der går og kommer – dét er den danske sommer.« Kan det siges kortere og klarere?
Men. Men men men. Alle de der vidunderlige sange handlede om et Danmark, der stort set var forsvundet. Og et folk, der ikke længere fandtes. Mælkedrengenes, svajernes og spanskrørets Danmark, det autoritetstro, strengt hierarkiske og statiske Danmark måtte vige for et brug-og-smid-væk-Danmark, et parcel-, højhus- og charterferie-samfund, som blev båret igennem af 1960ernes højkonjunktur og sanseløse forbrugsfest. Nærbutikker og småhandlende afløstes af storcentre og supermarkeder, betonbyggerier lagde sig som bælter om byerne, der alle fik gågader, landbruget industrialiseredes, åer og vandløb rettedes ud, og verden blev ikke ligefrem kønnere at se på.
Voksede man som undertegnede op i en af de nybyggede forstæder, kunne den klassiske danske sangtradition med ét virke som et musikalsk frilandsmuseum, et monument over en fjern og mytisk fortid, som givetvis tilmed mestendels var digt og løgn. At jeg samtidig kom i puberteten og pludselig så mit fødeland i et helt anderledes og lidet flatterende lys, hører med til historien. Ikonoklast er næppe for stærkt et ord at bruge.
Den ny tid krævede en ny musik. Og den var som alt andet i tiden elektrisk forstærket. Køleskabe og frysere, støvsugere og opvaskemaskiner, fjernsyn og højfjeldssole, der blev sat stik i kontakterne, elmålerne arbejdede på overtid. Og drukket blev der, og festet igennem på alle hylder, belønningen for det foregående årtis nøjsomhed skulle indløses, og musikken brølede fra nyindkøbte stereoanlæg, mens der blev klinket, inklineret og nejet.
I 1968 lancerede Statsradiofonien (modvilligt) Dansktoppen, hvis kunstnere leverede lydspor til den såkaldt jævne danskers hverdage og fester og satte sving i karrierer for navne som Birthe Kjær, Keld Heick, Bjørn & Okay, Dorthe Kollo og dusinvis andre. De sang med et optimistisk anslag om de nære ting, om ding dong super duper sing song fini mini flower power tøj og gid du var i Skanderborg og smilende Susie og hjerter af honning, så ikke et sæde var tørt. Kun en vis John Mogensen ymtede noget om, at Dybbøl Mølle maler helt ad helved’ til, men med så bred en pensel, at ingen følte sig ekskluderet. Selvom han ikke skrev så hulens mange sange, lever de bedste af dem den dag i dag, fordi de simpelthen var gjort af slidstærkt materiale, mundrette, morsomme, inkluderende og gennemkomponerede, som de var. Ham kunne jeg ikke stå for.
Men så rigt var landet blevet, i en sådan overflod svømmede det, at mange fra de såkaldt store årgange vendte sig mod det og simpelthen forkastede grundpillen i den fagre ny verden: forbrug. Samtidig ændrede sangene struktur, nu var der tale om soloindsatser, de blev ikke skrevet til fællessang i skole- eller foreningsregi, men til at blive performet af deres ophav, fyret ud over rampen, som det hed sig. Teksterne gik ikke længere på versefødder, men var mere løst strukturerede og skabt til fremførsel på guitar eller orkester og så solostemme.
Herhjemme startede rock’n’roll som kopimusik, indtil folkemusikalske navne som Cæsar, Trille, Per Dich og Povl Dissing begyndte at synge danske sange, der omhandlede den fagre ny verden på relevant vis. Centralt stod tekstforfatteren Thøger Olesen, der i 1965 tog initiativ til Visevershus i Tivoli, hvor man kunne opleve aktørerne i levende live. Et afgørende nybrud er Cæsars hit fra 1966, på den ene side sang han i bedste proteststil om »Jorden i flammer« og på den anden om »Storkespringvandet«. Begge melodier var af udenlandsk herkomst, men sidstnævnte behandlede et aktuelt og lokalt fænomen, sammenstødet mellem datidens provoer og ordensmagten ved Storkespringvandet på Amagertorv i København, et varsel om det gryende ungdomsoprør, der de følgende år for alvor tog fart og i processen medførte en mindre kulturrevolution, hvis effekt stadig mærkes.
Inspireret af den psykedeliske musik fra San Francisco og London sang de fleste af periodens grupper på engelsk, kun Steppeulvene med den fortabte Eik Skaløe i spidsen sang i 1967 et topmoderne og dylanificeret dansk på deres enkeltstående lp, Hip, der ganske retfærdigt er blevet en klassiker, Itsi Bitsi, tag med mig til Nepal. Han viste vejen, trods det beskedne værk er det stadig en suveræn indsats, enhver sangskriver kan lære noget af.
Men hvad der samlede modkulturens indbyrdes forskellige stemmer i de tidlige 1970ere, var nok især modstanden mod Danmarks optagelse i EU, dengang kaldet EEC. Nu kom det nationale i spil, hvilket gav Skousen & Ingemann et kæmpehit med albummet Herfra hvor vi står (1971), der gjorde det in at synge på vores eget sprog, som sangskriver Niels Skousen så også mestrede som få. Han er stadig aktiv, bedre end nogensinde, så hvad bliver det til med det Ridderkors, Daisy?
Det melankolske titelnummer gik rent ind hos dem af os, der troede på tanken om et fællesskab, hvor der også var plads til de udsatte, de aparte og de udstødte. Hvad der få år senere blev en af kongstankerne bag fristaden Christiania, en af årtiets helt varme politiske kartofler. Politisk som i venstreorienteret var også pladeselskabet Demos, der gav stemme til kunstnere som Røde Mor, Holst & Würgler, Jomfru Ane Band og noget så eksotisk som den grønlandske gruppe Sume, det lyttede vi alt sammen en del til mellem Pink Floyd og Black Sabbath-seancerne.
Det var dog kvartetten Gasolin’, som for alvor gav os rødder et sprog at have vores rockmusik i. Anført af den poetisk anlagte Kim Larsen ramte gruppen klokkerent i ’71 med den allerførste sang på deres debutalbum, den om »Langebro«, for hvis du tør, så kom med mig. Her var både socialrealisme og poesi og parolefri solidaritet, for gasserne var ikke så politiske, at det gjorde noget. Også selvom der ikke herskede tvivl om, hvis side de var på, og så var de frække, skægge og underholdende, hvilket var en lise i en politisk polariseret tid, og de blev helt fortjent årtiets store navn, i hvert fald indtil spasmagerne i Shu-bi-dua kom i omdrejninger.
At Gasolin’ var mit band, er hævet over enhver tvivl, det føltes vitterligt, som henvendte de sig direkte til mig. Og med sit første, vildt charmerende og hysterisk succesfulde soloalbum, Værsgo, byggede Kim Larsen i ’73 med enkle virkemidler bro over tidens såkaldte generationskløft, hvad han skulle vise sig i stand til karrieren igennem, helt frem til sin død i 2018. Larsen kunne som ingen andre fremmane et billede af danskerne, som de helst ser sig selv: lune, rummelige, humoristiske, omsorgsfulde, livsnydende, frække, kærlige, uformelle, naturbetagede, festglade og så videre. At det ikke har hold i virkeligheden, spiller en mindre rolle. Det virker.
Derefter gik det stærkt; fra og med lp’en Den store flugt fra ’72 fangede trubaduren Sebastian fornemt tidsånden, hans melodiske sans var uforlignelig og hans bedste tekster både kærlige og kritiske. Sange som »Måske ku’ vi« og »Du er ikke alene« betød afsindigt meget for mange, men Sebastian var ydermere sin generations mest alsidige komponist, hvad angår både tekst og melodi. Så da han fik problemer med stemmen, flyttede han ubesværet fokus over mod musikteatret, hvor han nærmest gik fra triumf til triumf, men det er pladerne fra 70erne og 80erne, jeg vender tilbage til igen og igen.
C.V. Jørgensen besad fra starten i ’74 en misundelsesværdig præcis sprogsans, med hvilken han på den ene side hudflettede småborgerlighed og autoriteter, på den anden ømt besang det nære. Hvis man som undertegnede kun i behersket grad var venstreorienteret, men til gengæld stadig imod stort set alt, kom Jørgensen som sendt fra himlen med sin misantropi, livslede og pludselige, tiltrængte glimt af livsglæde. Hen ad vejen blev han mildere og mildere, med mesterværket Sjælland (1994 leverede han en stribe fortryllende verdslige salmer, til stemmen fuldstændig forstummede i 2002. Men så har vi da stadigvæk værket, der som få har inspireret andre, yngre fuskere i faget.
Trille trådte i karakter som sangskriver i midten af årtiet med en stribe albums, der med næsten påtrængende hudløshed og i et prunkløst hverdagssprog beskrev den moderne kvindes kvaler og kvababbelser, men også hendes glæder og længsler. Rødstrømpebevægelsen tog hende til sig med visse forbehold, men vi andre kunne også godt lytte til hendes kloge sange. Også kvindebandet Shit & Chanel med Anne Linnet og Lis Sørensen i front havde kvindesagen et ikke uproblematisk forhold til, til gengæld beviste de, at kvinder sagtens kunne det lort.
Både Linnet og Sørensen opnåede langt større succes i det efterfølgende årti som solister, sidstnævnte med et rimeligt ortodokst udtryk, mens Linnet hurtigt viste sig som en af sin generations største sangskrivere. Hun vakte så en helvedes furore i ’83 med albummet Marquis de Sade, som lige fra omslaget omfavnede en sadomasochistisk æstetik, som godt kunne give familien Danmark kaffen galt i halsen. Fik den en hård modtagelse over hele linjen, har eftertiden forstået at værdsætte den, og sangen »Glor på vinduer« spilles stadig på diskoteker. Og den er herrefed, for Linnet er toppen af poppen.
Ellers prægedes 80erne af det, der nedsættende kaldtes »Kystbanerock«, fordi mange af udøverne var vokset op nord for København. Genren, en melodiøs form for poprock, blev populær med navne som Sneakers med Sanne Salomonsen, Tøsedrengene med Anne Dorte Michelsen, News med blandt andre Søs Fenger og OneTwo med Cæcilie Norby og Nina Forsberg som nogle af de fremmeste, men også ensembler som Danseorkesteret, Back to Back og Moonjam samt solister som Nanna og Thomas Helmig fyldte sportshaller og aulaer. Det var dygtigt lavet, det var hundepopulært, men ikke ret meget mig. Fraset Lars H.U.G., Elisabeth og TV-2 gik jeg uden om fænomenet i en stor bue, men undslippe det kunne jeg så ikke. Nu hvor støvet har lagt sig, kan jeg godt høre nogle perler, næsten alle de nævnte orkestre skrev et par stærke sange, der tåler tidens tand. Min favorit af slagsen er Rocazinos »Ridder Lykke«, fordi den er så sød og fin.
I 90erne opstod en modreaktion mod genrens altdominerende popularitet, og de fleste nye navne sang på engelsk. Men heldigvis ikke Love Shop, som fra og med debuten 1990 (fra samme år) fik mig lige i solar plexus. Sangen »En nat bliver det sommer«, jamen, så bliver det ikke bedre i min bog. I år udsendtes gruppens tolvte album såmænd, det holder stilen, sangskriver Jens Unmack er stadig suveræn, og jeg er stadig på. Ellers buldrede 80ernes store navne videre, om end med mindre succes, men der kom ikke mange nye til. Et uomtvisteligt talent som Nikolaj Nørlund, en stemme som Allan Olsens, en herlig duo som Souvenirs, et udfordrende ensemble som Under Byen, jo vist, men ellers blev det primært gennembrudsårtiet for dansksproget hiphop, der alle dens kvaliteter ufortalte altså ikke gør sig i sange og derfor falder uden for dagens emne.
Jeg får stadig indimellem en Eureka-oplevelse, når jeg hører en rigtig god sang. Det glæder mig især, at sanger-sangskrivergenren fik et comeback i starten af 00erne, navne som Peter Sommer, Kenneth Thordal, Marie Key Juncker, Trinelise Væring, Klondyke (med sangskriveren Mikael K) og Natasja har alle skrevet stærke ting, der både kan og vil mere end blot bryde stilheden. På det seneste har jeg glædet mig over folk som Bisse, Katinka, Carl Emil Petersen og Lise Westzynthius, som alle både arbejder inden for og op mod traditionen. Kredser om identitet og væren på en begavet og vedkommende måde. For mig.
Nye generationer er kommet til, vokset op i en digital verden, fremtiden tilhører dem. Det er sgu ok.
Hør de første afsnit af podcasten »Den danske sang« her:
Hør »Den danske sang« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcasts.
