– Et af projekterne på din nye udstilling er The Hornsleth Homeless Tracker, hvor du samarbejder med hjemløse. I den forbindelse har du sagt, at ulighed er roden til alt ondt, men også, at man ikke kan lave stor kunst i et samfund uden store klasseskel. Hvordan hænger det sammen?
»Det er billedet på den store menneskelige splittelse. På den ene side ønsker vi den fred og tryghed, som velfærdsstaten kan give. På den anden side kunne Shakespeare aldrig have overlevet i et peach melba-samfund som det danske. Der er ikke konflikter nok, ingen sociale forskelle eller kæmpende dynastier.«
– Mener du, at et velfærdssamfund som det danske er en forhindring for at lave stor kunst?
»Det er i hvert fald min mistanke.«
– Det siger vel ikke noget godt om dig eller andre danske kunstnere.
»Mine interesser ligger jo også meget uden for Danmark.«
– Men du lever i velfærdssamfundet, og samtidig laver du kunst. Vil det sige, at den kunst bliver middelmådig?
»Det bliver tamt.«
– Også din egen kunst?
»Nej, selvfølgelig ikke. Min kunst handler om eksistensen på et globalt plan. Min angst kører jo på, hvordan det er at være menneske nu og her, ikke kun i Danmark.«
– Hvordan kan du lave stor kunst, selvom du bor i peach melba-staten?
»Jeg åbner en avis og ser, at isen smelter, Trump brænder hele lortet af, plastik i verdenshavene, er det ikke rigeligt?«
– Men andre danske kunstnere ser vel det samme, når de åbner avisen.
»Hvis du bor i England i dag eller USA, går du lige uden for døren, og der har du dramaet på lokalt plan. Meget rige mennesker, masser af tomme lejligheder, tusindvis af hjemløse, det er et andet drama.«
– Men du bor ikke i England.
»Jeg har boet der.«
– Jeg forstår måske stadig ikke forskellen på dig og andre danske kunstnere. Du får det til at lyde, som om velfærdsstaten lægger en dyne over folk, så de ikke kan lave noget stort, men du bor selv i den kokon.
»Når du spørger sådan, tænker jeg på Oscar Wilde, der sagde, at vi alle bor i rendestenen, men nogle af os kigger på stjernerne. Det er lige omvendt her.«
– Det vil sige, at du bor i velfærdsstaten ...
»Og kigger ud i det store helvede. Hvis du laver kunst om danske forhold, er der ikke meget at komme efter. Vi har løst problemerne her.«
– Har andre kunstnere ikke dit internationale udsyn?
»Nævn en.«
– En dansk kunstner? Øh, Olafur Eliasson.
»Tag for eksempel Tal R, hvad handler det om?«
– Så godt kender jeg ham ikke.
»Der kan du bare se. Du ved jo ikke, hvad de kunstnere går og laver, det er mørkesnak. De tager ikke ansvar for noget.«
– Jeg ved ikke, om min uvidenhed er repræsentativ. Andre vil godt kunne fortælle dig, hvad Tal R laver.
»Det er netop min pointe. De gemmer sig bag et kunstslør, et semantisk tågekammer, så de kan sige, det er kunst. Almindelige mennesker har ingen relation til det. Gå tilbage til Middelalderen, da kalkmalerierne var vor tids 60-tommersfjernsyn. Kan du forestille dig at gå ind fra markedet og se de her vanvittige malerier i de italienske kirker. De kiggede på dem i timevis, de talte om dem, det var en del af livet. I dag har vi Netflix, og der er intet i den kunst, som er på museer, som du som almindelig lægmand kan referere til.«
– Men kan man så referere til dig? Skiller du dig ud?
»Jeg er en af de få, der gør modstand, slår sig i tøjret. Jeg er ikke helt dopet endnu.«
– Af velfærdsstaten?
»Ja.«
– Men hvis velfærdsstaten er så dårlig til at skabe store kunstnere, burde vi så ikke have mere ulighed?
»Jo, netop. Eller også er der ikke brug for kunst, fordi kunst er en kompensationsaktivitet.«
– Når der er for meget drama?
»Ja. Måske skrev Shakespeare sine værker i en verden, der var så skæv og mærkelig, at alle syntes, den var uretfærdig. I dag er de store projekter Nikolaj & Julie, Mødregruppen og Vild med dans. Det er til at kaste op over.«
– Hvad foretrækker du så, velfærdsdynen eller ulighed?
»Jeg synes, det er fint med velfærdsdynen, den må I gerne have, men jeg keder mig bare ad helvede til. Jeg synes, der er vigtige ting at slås med. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.«
– Du kommer selv med bombastiske udsagn om, at ulighed er roden til alt ondt, og at stor kunst kræver klasseskel. Skal det ikke tages for pålydende?
»Jo. Det er virkelig et dilemma.«
– Så du mener begge ting på én gang?
»Ja, jeg kan ikke blive enig med mig selv. Det er ikke et normativt skel. Kan man ikke leve i to spor på én gang. Skal man svare så entydigt?«
Kort fortalt:
I morgen åbner udstillingen SUPER CRASH på Randers Kunstmuseum, Kristian von Hornsleths første museumsudstilling i Danmark. SUPER CRASH viser værker fra 1999 til 2019, blandt andet The Hornsleth Homeless Tracker, hvor man kan »købe« en hjemløs, hvilket betyder, at man kan følge hans eller hendes færden via gps. Udstillingen kører til den 28. juli.
