Michael Böss er historiker, forfatter og lektor emeritus.
En af den sidste uges hedeste debatter har været Radio24syvs beslutning om ikke at ansøge om en fornyet licens til efteråret. Det har heddet sig, at det er DF, der har »lukket« stationen, fordi den som følge af medieforliget kunne gennemtvinge en udflytning af stationen. Hvis man for eksempel læser, hvad Naser Khader (K) tidligere skrev om forhandlingsforløbet på sin Facebook-profil, bliver man bekræftet i dette indtryk. Men også i, at forligspartierne ikke har haft stort at skulle sige, fordi det til sidst kun var kulturministeren og DFs formand, som forhandlede. Alligevel er det værd at bide mærke i, at Socialdemokratiets kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, i slutningen af sidste weekend meldte ud, at man ikke skulle forvente, at en socialdemokratisk regering ville ændre på beslutningen. Det tyder på, at den ikke kun skyldes pres fra DF, men at den også falder i tråd med bredere politiske overvejelser om balancerne i det danske samfund, herunder mediestrukturen.
Det, der bør debatteres, er derfor ikke, om DF forsøger at få bugt med en station, hvor programværterne ofte har givet partiet en ilde medfart, eller om der er tale om nogle jyske politikere, der ikke kan lide hovedstaden og en radio, som de anser for at være en venneklub for den kreative klasse i København. I stedet bør vi diskutere, hvad der gik galt fra begyndelsen, det vil sige for otte år siden, da der i forbindelse med udbuddet af den ledige FM-frekvens ikke blev stillet krav om territorial repræsentativitet.
Konsekvensen var, at Radio24syv fra begyndelsen fremstod som en københavnsk lokalradio. Dette indtryk blev forstærket af den amatørisme, som prægede den nye radios opstartsfase. De var simpelthen fumlende og rodede i deres arbejdsgange, og nogle af os, der har medvirket adskillige gange som faglige eksperter, kan stadig en gang imellem opleve en mangel på professionalisme – men også megen venlighed og begejstring – når vi bliver bedt om at bidrage. Der kan være en verden til forskel på Radio24syv og for eksempel DR1 og TV2 News, hvad gælder professionalisme og grundighed. Jeg får selv undertiden det indtryk, at man på 24syv nærmest betragter det som en charme at være uformel, uforberedt og have et afslappet forhold til aftaler og tidsplaner.
Debatten om stationsledelsens beslutning om at lukke til november fik en forfærdelig dårlig start. Det skyldtes programchef Mads Brüggers ukloge reaktion på regeringens krav om, at en kommende station skulle placeres mindst 110 kilometer fra København, og at højst 30 procent af redaktionen måtte ligge i København. Hans bemærkninger om den begrænsede talentmasse i provinsen og sandsynligheden for, at der fandtes »en usleben diamant i Viborg«, virkede ikke overraskende som benzin på et bål. Straks blev der igen skudt hen over de skyttegrave, der i de senere år er blevet gravet mellem »hovedstaden« og »Jylland« – som åbenbart er blevet til et negativt ord, man i visse kredse bruger om Danmark uden for Storkøbenhavn.
Det var da også rigtigt dumt sagt, og det var derfor prisværdigt, at hans chef, Jørgen Ramskov, der selv har rødder i Horsens, tog ham i rette. Alligevel var debatten med det samme kørt af sporet, og den har lige siden været ført i et højt toneleje på Facebook. Så højt, at man risikerede at blive uvenner med sine venner, hvis man stillede kritiske spørgsmål til »den store vrede«. Men debattonen og forargelsen – som tilsyneladende går på tværs af politiske standpunkter (bortset fra DFs) – har desværre forhindret en saglig debat om det rimelige i, at Danmarks to eneste »talekanaler« ligger i København.
Jørgen Ramskov har flere gange i den sidste uge understreget, at Radio24syv er »landsdækkende«, og her henvist til, at den har lyttere over hele landet. Og det er jo rigtigt nok: i de seneste år har 24syv formået at opbygge stor popularitet og en stor lytterskare i alle dele af Danmark, ikke mindst i kraft af mange fremragende, nytænkende og underholdende programtyper. Men jeg vil alligevel tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved, om gode lyttertal i hele landet er et kriterium for at være »landsdækkende«. Jeg mener ikke, at det er den måde, begrebet skal forstås på inden for en dansk public service-tradition.
Som tidligere medarbejder ved DR P1 – gennem 13 år – må jeg minde om, at vi har haft en offentlig debat om mediestrukturen lige siden begyndelsen af 1970erne. Dengang blev alle radioprogrammer på DR produceret på Rosenvængets Allé, og tv blev produceret i Utterslev Mose. Af den grund var sendefladerne stærkt domineret af hovedstadsmiljøet. Hvis TV-Avisen skulle have en almindelig borger til at udtale sig om en aktuel sag, behøvede nyhedsjournalisten blot tage »ud til« Vanløse eller »hen på« Kgs. Nytorv for at møde »danskerne«. Og hvis der blev produceret et kulturprogram, handlede det altid om for eksempel den seneste teaterpremiere eller en nyåbnet udstilling på et af hovedstadens museer. Ikke om bøger skrevet af en forfatter på Mors eller en akademiker på Aarhus Universitet.
Det lykkedes dog at lægge så meget politisk pres på DRs ledelse, at vi endte med en mere decentral struktur. DR havde haft regionale radiostationer siden 1960, men nu fik disse stationer også ansvar for at bidrage til de landsdækkende kanaler, herunder P1, hvor jeg selv blev tilknyttet som freelancer syv år efter grundlæggelsen af den nye station i Holstebro (Radio Midt-Vest) i 1979. Rundtomkring i landet sad der freelancere som mig selv og producerede til P1 og P4. Blandt andet om kulturlivet i denne del af landet. I 1981 blev der etableret en »provinsafdeling« for tv-produktion i Aarhus, og TV2, der begyndte at sende fra 1988, blev tre år senere forsynet med otte regionale tv-stationer.
Rationalet bag disse decentraliseringer har altid været, at programfladerne skal rumme stof og stemmer fra hele landet. Ellers ville der være en del af den danske virkelighed, som ikke ville blive dækket. Det må i al sin korthed siges at være betydningen af, at et medie kan kaldes for landsdækkende.
I forbindelse med DRs decentralisering i 1970erne lød der den samme slags protester, som vi nu hører i forbindelse med ønsket om at tvinge kommende ansøgere til det fjerde FM-bånd til at producere udsendelser uden for København. Også dengang blev det hævdet, at »talenterne og intelligensen« kun var at finde i hovedstaden. Så det er underligt og forstemmende nu pludselig at opleve det samme ske igen i dag – hvor der dog i mellemtiden er sket en centraliserings DRs radiokanaler.
Det er altså ikke et argument for at bevare Radio24syv, at de laver gode og originale programmer. Det er helt fint, at de gør det, og det er tilmed strålende, at de i de senere år har haft held med at forny radiomediet. Men det ændrer ikke ved det rimelige i at stille krav om, at Danmarks største private radiokanal med en privilegeret placering i medielandskabet og offentlige støttekroner er geografisk repræsentativ. Det kan ikke være rigtigt, at en station, som kalder sig landsdækkende, lever højt på, at de medvirkende »bare lige« kan tage S-toget til Vesterport. Det betyder jo, at det rent faktisk er blevet en kanal for hovedstadens »kulturpersonligheder« – og bedste snakkehoveder. For snak og skarpe debattører har det jo ikke skortet på. Til gengæld har det knebet gevaldigt med informationsniveauet og folkeoplysningen.
Det er derfor vigtigt at få debatten op på et højere niveau end den nuværende fladpandede debat om en kamp mellem hovedstaden og provinsen/Jylland. I stedet bør den handle om, hvordan der bliver plads til stemmer fra hele landet på det fjerde FM-bånd. Det kunne for eksempel ske ved at kræve en anden placering i landet i forbindelse med det kommende udbud. Det kunne dog også ske ved at gøre det til en betingelse for at opnå licens, at en station placerer redaktioner flere steder i landet.
Det er ærgerligt, at Radio24syv ikke vil tage udfordringen op og se de nye krav som en mulighed for at videreudvikle sig selv og sin egen selvforståelse. Det har jo hidtil været en station i bevægelse. Så det var nok en god idé også at bevæge dele af redaktionen ud af hovedstaden. Så kan de for min skyld godt beholde studierne i Vester Farimagsgade. For også København er jo en del af Danmark.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens egens holdning. Du kan indsende forslag til opinion@weekendavisen.dk
