FOR at være realist i Israel må man tro på mirakler. Sådan sagde landets første premierminister, David Ben-Gurion, i en præcis opsummering af egne erfaringer. Han vidste, hvad han talte om: Han var leder for et lille jødisk mindretal i Palæstina, arbejdede for at få jødiske flygtninge fra Nazityskland, var politisk leder under Uafhængighedskrigen og premierminister, som både skulle opbygge et land fra grunden og tage imod flygtende arabiske jøder fra hele Mellemøsten. Han havde posten i lidt over 13 år.
ISRAEL svæver på mange måder et sted mellem fantasi og virkelighed, myte og realitet. Et sted, hvor de konstant skal forholde sig til eksistentielle spørgsmål om landets identitet. Valget tirsdag viser, at de har fået nok af dette limbo. De vil derfor, sandsynligvis, genvælge Benjamin Netanyahu, som dermed kommer til at sidde længere som landets leder end selveste Ben-Gurion. Det er en politisk bedrift, men det udgør netop også sit eget svar på det eksistentielle spørgsmål, som har kendetegnet Israel og det jødiske folk i 100 år. Hvilket land skal Israel være?
ER Israel et land for jøderne eller et jødisk land? Zionismen opstod af det historiske faktum, at jøderne i Europa og Rusland kun kunne leve frit og sikkert, hvis de fik deres eget land. Men skulle dette tilflugtssted først og fremmest være et demokratisk, tolerant foregangsland – med et jødisk flertal, men med plads til alle? Eller skulle Israel være noget andet: et jødisk land, hvor det jødiske er definerende, og hvor Israel genopstår som en treenighed af nation, religion og bibelsk land?
VALGET handler på sin egen måde om denne indre eksistenskamp: På den ene side står visionerne fra Theodor Herzl og hans tanker i manifestet Jødestaten eller romanen Altneuland – hvor den gamle og nye verden smeltede sammen i en europæisk, socialistisk fantasi omkalfatret til en appelsinplantage i Levanten. En sekulær stat, stærk og pragmatisk nok til at løse sine konflikter og leve i fred med de arabiske naboer. Og dén forestilling om Israel blev ikke mindst understøttet af resten af verden i de første 30 år efter grundlæggelsen.
ET farligt fantasifoster og en håbløst naiv opfattelse af zionismen, mente modstanderne på den anden side, der lige så længe har plæderet for et Storisrael på hele det bibelske land med jødedom og jødisk identitet som rettesnor. Dette jødiske Sparta blev italesat af de såkaldte revisionister herunder Benjamin Netanyahus egen far og stod i klar opposition til den arbejderbevægelse, der grundlagde staten og længe sad på magten. Men er det så dét Israel, et flertal ønsker? En israelsk udgave af Iran, hvor demokrati og retsstat er underlagt religion og etnicitet, en permanent besættelsesmagt, hvor militæret udgør den stærkeste fælles identitet?
NEJ. Langt de fleste israelere ønsker det, zionismen som udgangspunkt handlede om: at man som jøde kan leve et liv som alle andre folkeslag – uden at blive truet med udslettelse og med retten til at leve, lige præcis som man ønsker det med eller uden kalot og ørekrøller. Sagen er, at israelerne har afprøvet den forestilling om landet, som de hvide, europæiske og socialistiske zionister gav dem ved grundlæggelsen: kibbutzerne, kollektivismen og viljen til kompromis med araberne, og det duede ikke: De nye generationer gad ikke kibbutzerne, kollektivismen viste sig mest at gælde de europæiske ashkenazijøder, mens de sefardiske, arabiske jøder konsekvent blev forfordelt, og kompromiset med palæstinenserne, ja, dén historie er sørgeligt velkendt.
TIL historien om Netanyahu hører, at han netop personificerer dette Israel: ikke de veluddannede efterkommere af Ben-Gurion, Peres og Rabin, men de russiske immigranters børn og børnebørn, de yemenitiske og etiopiske jøder og de religiøse, lige fra almindelige konservative til ortodokse. For dem er Netanyahu netop ikke en mand, der tror på mirakler. Han er realist. Og hans succes skyldes måske, at han er den første realist på posten. Hans ideologi er magten.
UTOPIEN fungerer ingen steder, heller ikke i Israel. Israelerne higer efter, drømmer om et almindeligt liv i et almindeligt land, og Netanyahu har givet dem fred i flere år, end nogen af hans forgængere har præsteret. For dét er de til gengæld parat til at acceptere hans korruption og magtfuldkommenhed, til at ignorere hans alliance med det yderste højre, der undergraver statens demokratiske institutioner, hans venskab med Putin, Orban, Trump og Bolsanero, og til at glemme alt om den besættelse af palæstinenserne, der år for år æder det israelske demokrati op. De er villige til at lade ham kolonisere og derefter annektere Vestbredden og ødelægge alle muligheder for fred i fremtiden. På den måde er israelerne absolut ikke alene. Resten af verden har det præcis lige sådan: Vi er lige så trætte af at drømme om det Israel, der aldrig har eksisteret. Så længe, der er ro i Israel, kan Netanyahu gøre, hvad han vil. Og Israel passe sig selv. Som et helt normalt land.
Læs også Allan Sørensens artikel fra Jerusalem om et israelsk valg, der handler mere om cannabis og bots end om Gaza og sikkerhed: »Syrefest på Tempelbjerget«
