Jørn Bro er pensioneret politimester og søn af en modstandsmand.
I Berlingske den 25. februar og i Weekendavisen den 22. marts d.å. tager Torsten Buhl sin farfar, besættelsestidens statsminister Vilhelm Buhl, i forsvar.
Det er menneskeligt sympatisk, og der fremføres en række væsentlige betragtninger til støtte for Vilhelm Buhls varetagelse af en overordentlig vanskelig post i en skæbnesvanger tid.
Af et maleri i det socialdemokratiske gruppeværelse på Christiansborg, som har udløst debatten, og af Torsten Buhls betragtninger danner sig et indtryk af, at Socialdemokratiet søges fremstillet som et modstandsparti – et bærende element i den danske modstandsbevægelse.
Det var ikke tilfældet.
Partiet og de med partiet nært forbundne faglige organisationer gjorde alt for at afholde befolkningen fra sabotage og anden modstandsvirksomhed – og fra sammenstød og konfrontationer med besættelsesmagten.
I det lys skal man se statsminister Buhls tale i Danmarks Radio den 2. september 1942 som en regeringserklæring, hvor han på regeringens og de samarbejdende partiers vegne fordømte den gryende modstandsbevægelse. Det gjorde i datiden stærkt indtryk. Den bremsede og begrænsede tilgangen til den gryende borgerlige, det vil sige den ikke-kommunistiske, modstandsbevægelse.
Det var voldsomt for de idealistiske og patriotiske, især unge mennesker, der overvejede, hvad der kunne gøres for at placere Danmark i kampen mod det nazistiske Tyskland, at blive udråbt som potentielt dybt kriminelle af landets regering.
Statsministerens opfordring til angiveri af modstandsfolk var også normdannende i en befolkning med stor autoritetstro og lovlydighed. Angiveri – stikkeri – var en forbandelse for modstandsbevægelsen og en god del af den succes, som Gestapo jævnligt havde i sin indsats mod modstandsbevægelsen, der i et lille land opererede under meget vanskelige vilkår.
Gamle modstandsfolk glemte aldrig den tale.
Partiets mål var at bringe Danmark gennem krigen og besættelsen med mindst mulige menneskelige og materielle tab. Krigen og Danmarks befrielse måtte de allierede tage sig af. Det var en målsætning, der kan argumenteres heftigt for og imod. Og det er der blevet.
At det gennempacifistiske Socialdemokrati med afrustning og afsky for militærvæsen på sit førkrigsprogram skulle have nogen sympati eller forståelse for væbnet modstand, er mildest talt en tilsnigelse.
Som statsbærende parti havde Socialdemokratiet blikket fast rettet mod tiden efter ophør af den tyske besættelse. Den væbnede modstand overlod man gerne til andre.
Ved hjælp af officerskorpset, der til trods for 1930rnes ydmygelser fra socialdemokratisk og radikalt hold var gennemloyalt over for de folkevalgte politikere, satte man sig på den illegale hær, de militære ventegrupper, så der var et statsligt magtapparat til rådighed ved befrielsen.
Det var klogt, men gør ikke partiet til et modstandsparti, som med rette og rimelighed skal bemande den symbolladede fiskekutter på maleriet.
Skulle overhovedet nogen socialdemokratisk politiker placeres i kutterens styrehus, må det være Frode Jakobsen fra Frihedsrådet. Han var en undtagelse.
Det var derimod en stor og modig politisk bedrift, at det lykkedes at svinge Socialdemokratiet fra pacifisme og nedrustning til en central og positiv rolle ved dansk indtræden i NATO – uden at partiet brækkede midt over.
Den indsats kunne nok fortjene nogle anerkendende penselstrøg.
Man kunne forestille sig et billede af en korvet under NATO-flag med Hans Hedtoft på kommandobroen. Et sådant billede ville ikke have pådraget sig påstande om historietyveri.
Dette er en kommentar og udtrykker derfor alene skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Torsten Buhls kronik fra Weekendavisen #12, fredag 22. marts 2019: »Forsvar for Vilhelm Buhl«
Læs også Arne Hardis' artikel om maleriet i Socialdemokratiets gruppeværelse på Christiansborg: »Manden i styrehuset«
