Jesper Lau Hansen er professor i jura.
Mueller-rapportens konstatering af, at påstanden om et samarbejde mellem Trump og Rusland for at vinde valget i 2016 var fake news, er blevet køligt modtaget af medierne. Man medgiver kort, at der ikke var hold i påstanden, men skynder sig at nævne andre uafprøvede beskyldninger, mens man fastholder vigtigheden af en kritisk presse. Denne modvillige behandling giver indtryk af, at de ansvarlige ikke forstår, hvor alvorligt de har svigtet i denne sag – og desværre også i andre. At svigtet netop ligger i en manglende kritisk sans. En mangel, der eroderer mediernes troværdighed og forgifter den demokratiske debat.
I dette tilfælde synes historien at gentage sig som farce og først bagefter som tragedie. Da Trump under valgkampen åbent erklærede, at han ikke ville anerkende et valgnederlag, men hævdede, at Clinton ville snyde sig til sejren, udløste denne fundamentale mangel på respekt for demokratiet en forargelse, der var forståelig i brede kredse. Dog ikke hos Demokraterne, som selv havde gjort det samme, da Gore tabte til Bush i 2000. Denne forstillede farce var hurtigt overstået, for aldrig så snart havde Trump vundet en snæver valgsejr, før Demokraterne på ny påstod, at det skyldtes svindel. En påstand, der blev taget alvorligt og indebar en beskyldning om strafbart landsforræderi.
Det er klart bevist, at Rusland blandede sig i valgkampen med det formål at skade Clinton og skabe mest muligt kaos, blandt andet ved at støtte alle uegnede kandidater, herunder Trump og Sanders. Effekten af denne indblanding synes at have været beskeden og ikke udslagsgivende i opgøret mellem de to blokke, men dens følgevirkninger kan stadig mærkes på, at den moderate Clinton i dag fremstilles som helt uvælgelig, selvom hun faktisk fik flest stemmer, mens Demokraterne som parti er blevet langt mere ekstremt, ganske som ønsket af Rusland.
Men det blev også hurtigt klart, at mistanken om samarbejde baserede sig på upålidelige kilder, navnlig en rapport betalt af Demokraterne og baseret på russisk (mis-)information af den gammelsovjetiske slags med slibrig sex som madding. I stedet for at forholde sig kritisk og undersøge historien med den alvor, den fortjente, opbyggede medierne et hysterisk ekkokammer baseret på løse rygter og stadig mere fantastiske konspirationer, mens man både undlod at efterprøve deres pålidelighed og afvise dem, når de viste sig upålidelige. Weekendavisens dobbeltopslag med talrige personnavne indbundet i et net af pile fremstår som et pinligt eksempel på dette hysteri. At Trump heller ikke synes mere indtaget i Rusland, end Obama var det i sin tid, blev også ignoreret. Først med Mueller er boblen bristet.
Det tragiske er ikke, at medierne herved utilsigtet og modvilligt har givet Trump, der har et notorisk svagt forhold til sandheden, en kæmpe fordel. Han hævdede, at Obama-regeringen aflyttede hans kampagne. Han havde ret. Han hævdede, at han var uskyldig i anklagerne om valgsvindel. Han havde ret. For en mand med så broget en fortid, har medierne lige gjort det meget sværere at kritisere ham.
Det tragiske er heller ikke, at det ikke er første gang, at medierne svigter deres opgave. Brugen af fake news til at sværte politiske modstandere var især tydelig efter Irakkrigen, hvor det blev hævdet, at regeringerne bag krigen havde løjet og vildledt. Rapport efter rapport afviste over årene denne uhyrlige påstand. Men da den danske krigsudredning blev præsenteret i februar, misforstod samtlige danske medier dens pædagogiske skemaer, med WAs leder som et særligt grelt eksempel. Det blev præsenteret, som om der nu var bevist løgn og vildledning, selvom udredningen tværtimod fastslog, at regeringen havde gengivet FEs opfattelse, og at opfattelsen i øvrigt var rimelig og ikke noget, regeringen havde påtvunget FE. Senere i et interview bragt i Universitetsavisen i februar tog de to forskere bag udredningen udtrykkeligt afstand fra denne udlægning i medierne, hvilket de fleste medier, WA inklusive, har valgt at ignorere.
Det rigtigt tragiske er en manglende forståelse af, at man i et demokrati må diskutere med sine modstandere. Man kan ikke bare påstå, at de lyver og skal straffes. At være kritisk indebærer også en pligt til at være kritisk over for kritikken, og at undersøge, om kritikken er berettiget. Når man tænker over, hvor høje standarder for kildekritik journalisterne bag Watergate-afsløringen måtte leve op til, står tragedien lysende klart.
Det turde ellers være indlysende: Alternativet til Trump er ikke at opføre sig som Trump.
Dette er en kommentar og udtrykker derfor alene skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til kommentarer på opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Klaus Wivels artikel fra Weekendavisen #13, fredag 29. marts 2019, om mediers og politikes modtagelse af Mueller-rapporten: »Intet brag, blot en klynken«
