Den omstridte undersøiske gasledning fra Rusland til Tyskland, som skal passere forbi Bornholm, rundede onsdag en lille mærkedag. To er der gået, siden Nord Stream 2, selskabet bag rørledningen, indgav en ansøgning til de danske myndigheder om at få grønt lys til projektet. Tilladelsen foreligger endnu ikke, og på det seneste er en afgørelse endda blevet udskudt på ubestemt tid. Der er nu udsigt til en yderligere forsinkelse på omkring et år, før man fra dansk side måske vil bekvemme sig til at tage stilling til, om gassen fra verdens største gasreserver i Nordrusland kan strømme gennem rørene i Østersøen.
Sagen om den planlagte 1.250 kilometer lange rørledning på Østersøens bund er som bekendt en dilemmafyldt affære, der sætter det officielle Danmark i en ubehagelig udenrigspolitisk klemme.
På den ene side presser Tyskland på for at få gennemført projektet med kapacitet til at levere 55 milliarder kubikmeter naturgas om året. Den store nabo mod syd, der er Danmarks vigtigste samhandelspartner, vil få brug for større mængder gas de kommende år, fordi kul og atomkraft er på vej til at blive udfaset i den tyske energiforsyning.
På den anden side bliver projektet bekæmpet af USA og flere østeuropæiske lande med Polen i spidsen, fordi rørledningen vil øge Europas energiafhængighed af Rusland, som Vesten i de senere år jo mildt sagt har fået et stadig mere anstrengt forhold til.
Finland og Sverige har for længst givet de nødvendige tilladelser til, at rørledningen kan gå gennem deres havområder i Østersøen. De to lande er ikke medlemmer af NATO og har for eksempel derfor ikke behøvet bekymre sig om, hvorvidt deres accept kunne blive straffet med et hårdkogt amerikansk krav fra Trump-administrationen om at øge udgifterne til forsvaret.
Med andre ord sidder Danmark tilbage med aben i den storpolitiske strid, og sagt kort kan den danske position i forhold til projektet beskrives som passiv-aggressiv. Energistyrelsen, der har det formelle ansvar for at behandle sagen, har ikke givet afslag, men har undladt at træffe en afgørelse. Regeringens lodder synes dermed indtil videre at være placeret i Washingtons vægtskål ved at forhale sagen.
Det seneste udslag af træneringen dokumenteres i en skrivelse, som Energistyrelsen for en halv snes dage siden sendte til projektselskabet Nord Stream 2, der har base i Schweiz og er ejet af Gazprom med den russiske stat som hovedaktionær. Her bliver selskabet opfordret til at undersøge en ny linjeføring et godt stykke syd for Bornholm, og før den er blevet grundigt vurderet, kan Nord Stream 2 godt glemme alt om at lægge rør ned ud for Bornholm.
Beskeden kommer efter, at Nord Stream 2 forinden har indgivet ansøgninger om to andre linjeføringer.
Den første ansøgning fra april 2017 drejer sig om en rute syd om Bornholm gennem dansk territorialfarvand. Linjeføringen går parallelt med et sæt eksisterende rør, som det russiskejede selskab fik tilladelse til for ti år siden. Siden er Putins regime unægtelig faldet i kurs, og det resulterede i, at Folketinget i november 2017 gav udenrigsministeren vetoret til at afvise rørledninger på dansk søterritorium, hvis det anses for nødvendigt for at beskytte rigets interesser.
Som reaktion på den christiansborgske obstruktion ansøgte Nord Stream 2 i august sidste år om at få grønt lys for en alternativ rute nordvest om Bornholm, der ligger i internationalt farvand, og som regeringen derfor ikke kan afvise af geopolitiske grunde. Myndighederne kan kun give afslag, hvis projektet har negative konsekvenser for eksempelvis miljøet eller sikkerheden for skibstrafikken. Denne anden linjeføring er knap så god, især fordi farvandet nord for Bornholm har en intensiv trafik af skibe, men i den såkaldte miljøkonsekvensrapport omtales den dog som »en gennemførlig rutevariant«. Samtidig har Søfartsstyrelsen og Miljøstyrelsen, de vigtigste faglige myndigheder, ikke gjort anskrig mod linjeføringen i deres høringssvar.
Folkeretten binder
Alligevel har Energistyrelsen altså nu opfordret Nord Stream 2 til at få gransket en ny og tredje rute sydligere for Bornholm end den første ansøgning, og uden for dansk søterritorium, fordi påvirkningen af skibsfarten og Natura 2000-områderne »på det foreliggende grundlag vurderes at være væsentlig mindre for den sydlige rute end for den nordvestlige rute«. Skrivelsen giver ikke et egentligt afslag på linjeføring nummer to. For skulle undersøgelserne af den tredje rute vise sig at være en dårligere løsning, »vil Energistyrelsen kunne give tilladelse til den nordvestlige rute«.
Bemærkelsesværdigt er også, at Energistyrelsen i skrivelsen til det russiskejede selskab slet ikke omtaler den første linjeføring som en mulighed, selv om den er mest optimal. Den ser man simpelthen bare bort fra, eftersom udenrigsminister Anders Samuelsen og hans embedsmænd åbenbart giver sig god tid til at finde ud af, om veto-kortet skal trækkes eller ej.
Ifølge Nord Stream 2 har Energistyrelsen under alle omstændigheder pligt til at give tilladelse til rute nummer to nordvest om Bornholm. Selskabets juridiske standpunkt får støtte fra Bent Ole Gram Mortensen, som er professor i miljø- og energiret på Syddansk Universitet. Han peger på, at havretskonventionen, der er at betragte som en del af folkeretten, binder Danmark:
»Uden for territorialfarvandet må man ikke sige nej, medmindre man har en rigtig god grund til det. Og det har vi ikke. Der er ikke nogen lovlig grund til at forhindre, at andre lande, der har tilsluttet sig havretskonventionen, kan bygge sådan en ledning,« siger Bent Ole Gram Mortensen og tilføjer:
»At man frygter, at nabolande gør sig mere og mere afhængige af russisk gas, er ikke et sagligt hensyn. Det kan også godt være, at vi ikke kan lide Rusland, blandt andet på grund af Krim, men det er heller ikke grund nok til at sætte folkeretten over styr. Og det tyder på, at man de facto sætter folkeretten ud af spil ved at trække sagen i langdrag.«
Seniorforsker Hans Mouritzen fra DIIS er enig i, at Energistyrelsens skrivelse forstærker opfattelsen af, at man fra dansk side trækker tiden ud. »Jeg forstår ikke rigtigt motivet,« siger Hans Mouritzen, »for der er vel ingen, der er så naive, at de forestiller sig, at de rør, der er lagt ned i det meste af Østersøen, nu skal blive taget op igen. Så jeg har svært ved at se en fornuftig forklaring.«
Den norske gas
Sendrægtigheden står i modsætning til forløbet i et andet stort gasledningsprojekt. Baltic Pipe skal gøre det muligt at transportere op til årligt 10 milliarder kubikmeter gas fra de norske felter i Nordsøen til Polen, hvor man gerne vil udskifte en del af det store forbrug af kul med det mere klimavenlige naturgas, bare den ikke er russisk. Projektet indbefatter en 120 kilometer lang gasledning fra Nordsøen til Jyllands vestkyst nær Blåbjerg, en udbygning af transmissionsnettet på land med nye gasledninger, som strækker sig over i alt cirka 220 kilometer på tværs af Jylland, Fyn og det sydvestlige Sjælland, og endelig en 275 kilometer lang undersøisk linjeføring gennem Østersøen fra Faxe Syd til Polen.
I juni sidste år sendte Energinet, statens virksomhed, der forestår projektet sammen med den polske gastransmissionsoperatør GAZ-SYSTEM, en ansøgning til Energistyrelsen vedrørende offshore-delen, i midten af oktober gav Udenrigsministeriet grønt lys for linjeføringen gennem dansk territorialfarvand, og Energinet forventer at få Energistyrelsens afgørelse dette efterår. Alt andet end en godkendelse vil være sensationelt. Staten har allerede kalkuleret med at investere omkring seks milliarder kroner i projektet i forventning om, at tarifferne fra gastransmissionen vil give et samlet samfundsøkonomisk overskud på cirka to milliarder kroner.
Ifølge Bent Ole Gram Mortensen er myndighedernes uens ageren påfaldende:
»Ved Baltic Pipe var man i Udenrigsministeriet jo hurtig og vaks. Men når det gælder Nord Stream 2, træffer de ikke en beslutning,« siger han og tilføjer:
»Man må ikke forskelsbehandle i to ens sager.«
Indenrigspolitisk behøver regeringen ikke være bange for, at nøleriet i Nord Stream 2-sagen forårsager ministerstorm. Ganske vist mener Dansk Folkeparti, at man lige så godt kan give grønt lys med det samme, da der i sidste ende alligevel ikke er nogen vej udenom. Men de øvrige partier på Christiansborg bakker foreløbig op om, at Kreml ikke skal imødekommes.
Nord Stream 2 har ikke besluttet, hvordan man skal forholde sig til den seneste udmelding fra Energistyrelsen. Selskabet kan på nuværende tidspunkt heller ikke oplyse, hvad forsinkelsen vil være ved at undersøge og søge om tilladelse til den tredje linjeføring. Men udskydelsen vil selvsagt fordyre projektet, der har et budget på 9,5 milliarder euro. Om Nord Stream 2 så vil kræve erstatning af staten for at blive påført den ekstra omkostning, står foreløbigt hen i det uvisse. I forvejen er selskabet langt fremme med at få enderne til at mødes. Der er lagt over 900 kilometer rør.
