AMNESTY har på ny i denne uge vist, at menneskerettigheder er for vigtige til at overlade til menneskerettighedsorganisationer. Fornuftigt nok er det blevet beklaget, at man truede et satireprogram på Radio24syv med advokat, hvis ikke radiostationen stoppede med at udstille en af Amnestys stærkt indflydelsesrige medarbejderes hykleri. Det blev alligevel for tykt for en organisation, hvis hele udgangspunkt er at forsvare ytringsfrihed. Men sagen udstiller, hvorfor Amnesty i stadig højere grad er blevet en menneskerettighedsmæssig spøgelsesbilist.
ER det Amnestys ambition at bevare sin relevans, kunne det være værd at minde om, hvorfor bevægelsen overhovedet opstod. Oprindelsen skylder vi en nobel, britisk advokat ved navn Peter Benenson, der i begyndelsen af 1960erne i London faldt over en artikel, der handlede om to studenter i det dengang fascistiske Portugal. De var blevet sendt syv år i fængsel, fordi de havde tilladt sig på offentlig plads at udbringe en skål for friheden. Det blev Benenson så rystet over, at han i 1961 skrev et åbent brev til forsiden af The Observer, hvor han bad læserne støtte disse »samvittighedsfanger«. Den massive opbakning førte til stiftelsen af Amnesty. Dengang var det afgørende, at Amnesty bekæmpede dødsstraf og kun støttede fanger, der ikke brugte politisk vold eller advokerede for den. Af samme grund måtte man i 1960erne afvise at erklære den fængslede Nelson Mandela som en samvittighedsfange i Sydafrika, fordi han havde opfordret til voldelig opstand.
FARET frem har Amnesty i de seneste mange år med sager, som i stadig ringe grad flugter med de oprindelige tanker. Bevægelsen synes mere og mere opædt af den yderste venstrefløj. Pinligst var det, da man for ti år siden allierede sig med tidligere, torturramte Guantanamo-fanger, skønt de tydeligvis solidariserede sig med Taleban. Det fik lederen af Amnesty Internationals kvindeenhed, den indiskfødte brite Gita Sahgal, til i Sunday Times at klage over dette »gigantiske fejljugement«. I stedet for at vise islamisterne vintervejen fyrede Amnesty Gita Sahgal. »Det virker, som om Amnestys ledelse er gået moralsk konkurs,« skrev Salman Rushdie dengang. En af de fanger besøgte også Amnesty i Danmark, hvor han fik sagt, at afghanske kvinder selv valgte at gå med burka, og at han var tilhænger af dødsstraf. Det tog man ikke rigtigt anstød af i den danske afdeling, som dengang var mest optaget af at klage over regeringens indvandringspolitik samt over amerikanske og israelske krænkelser. Hvad der ellers foregik af overgreb i Mellemøsten og i andre autoritære regimer, var mindre presserende. Sådan er det stadig. De overgreb bliver skam af og til nævnt, men det er ikke sager, Amnesty fører sig frem på i offentligheden.
VILD er den påstand således, som Amnesty i Danmark lancerede i begyndelsen af marts, da man udsendte en rapport, som dybest set var et læserbrev forklædt som forskning, til støtte for et politisk krav om at gøre samtykkeerklæringer til lov. Her blev det hævdet, at Danmark havde en »udbredt voldtægtskultur« – en rystende nyhed, der blev placeret på forsiden af Politiken, og som fik behørig omtale i Washington Post, Time Magazine, CNN og New York Times. Tænk sig, det frisindede land ... Når Amnesty i Danmark er selvhøjtidelige nok til at lade den slags grundløst og ideologisk ævl gå i kredsløb om Jorden, er det mindre mærkeligt, at man også kan få den tanke at ville lukke munden på en satiriker.
Læs også Leny Malacinskis kommentar: »Kvindelist«
