Mueller-rapportens konklusion om, at hverken Donald Trump eller nogen i hans stab har deltaget i en sammensværgelse med russerne i forbindelse med valget i 2016 – i alt fald ikke på en måde, der bevisligt strider mod lovgivningen – burde vække idel glæde i alle amerikanske hjem.
Tænk, hvis det modsatte var tilfældet: Så havde Trump begået landsforrædderi, og den efterfølgende rigsretssag havde splintret det i forvejen polariserede USA til atomer. Så stor tak til Mueller og hans team for det grundige efterforskningsarbejde og den endelige rapport, som vi indtil videre kun kender et firesiders sammendrag af.
Så skulle man tro, at der herskede tilfredshed i alle lejre i det amerikanske samfund, men det er langtfra tilfældet. I den demokratiske lejr, såvel blandt politikere som liberale medier, var der bygget forventninger op, som kun billedet af en præsident – eller i det mindste stabsmedlemmer – ført bort i håndjern kunne indfri. Prominente politikere som Adam Schiff, formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, vedbliver at hævde, at der »uden tvivl fandt en sammensværgelse sted« uden at forklare, hvorfor Mueller så kom til en anden konklusion.
Og blandt Republikanerne hersker raseri i stedet for glæde. Præsidenten selv – der ikke har bestilt andet end at betvivle den russiske indblanding og beklikke Muellers motiver – kalder det »skamfuldt«, at både han selv og landet skulle trækkes igennem Mueller-efterforskningens »heksejagt«. Republikanernes landsledelse har ligefrem regnet ud, hvor mange skatteyderpenge Mueller-efterforskningen har »spildt«: 50.230 dollar om dagen i 675 dage. Af de amerikanske »liberale« medier kræves nu, som det kan læses her i avisen, at de klæder sig i sæk og aske og går bodsgang efter deres »forskruede« dækning af sagen.
Lad os lige få nogle kendsgerninger på plads: Mueller-teamet har gennem knap to års arbejde oprullet det største fjendtlige angreb på USAs demokrati i landets historie. Det har ført til sigtelser mod 34 personer, herunder 26 russere med tilknytning til Putins hemmelige tjenester. Seks medlemmer af Trumps inderkreds er sigtet og for de flestes vedkommende domfældt i sager, der er udsprunget af efterforskningen, men ikke direkte handler om deltagelse i sammensværgelse.
Yderligere kendsgerninger: Russerne havde talrige veldokumenterede kontakter til Trump-kampagnen under valgkampen. Det bedst kendte er mødet i Trump Tower, hvor Trumps søn, Donald Trump Jr., hans svigersøn Kushner og kampagneleder Manafort mødtes med en russisk repræsentant, der lovede dem beskidt materiale om Hillary Clinton. I stedet for at gå til FBI med oplysningerne udtalte Trump Jr. sin begejstring.
Vi ved også, fra udsagn fra Trumps advokat og troubleshooter Michael Cohen, at Trump helt frem til oktober 2016, en måned før valget, var i kontakt med russerne om bygning af et Trump Tower i Moskva, og altså havde solide forretningsinteresser i at opretholde et godt forhold til russerne.
Hvis noget tilsvarende var sket i et normalt demokrati, lad os sige Danmark, ville kandidaten være politisk færdig på stedet.
Nu er Mueller-efterforskningen afsluttet med en klar konklusion. Det bedste, man kan sige i den forbindelse, er, at valgkampen op til valget i 2020 nu ikke kommer til at fortabe sig i jura, men vil handle om alt det, vælgerne går op i: sundhed, bolig, job, økonomi, klima. Politik, med andre ord.
Demokraterne får ikke nogen nem genvej i kampen tilbage til Det Hvide Hus, men må kæmpe hårdt fra sag til sag og fra stat til stat. Det burde være muligt, hvis man ellers undgår identitetspolitiske udskejelser.
For nok er Trump ikke en kriminel landsforrædder. Men det gør ham ikke til en god præsident.
Læs også Klaus Wivels artikel om, hvordan Robert Muellers »frifindelse« af Donald Trump bliver brugt politisk, og hvordan den bliver behandlet i medierne: »Intet brag, blot en klynken«
Læs også Peter Keldorffs artikel om, at Donald Trump trump ikke er ude af farezonen: »Alle præsidentens sager«
