Jens Forman, cand.mag. et art.,
tidligere gymnasielærer og lærebogforfatter i islam og kristendom
Mohamad Abd Almonan hævder i WAs kronik 11. marts, at der hersker trosfrihed i islam og den muslimske verden. Men desværre: Det gør der ikke, hvilket man kan se i det klassiske tekstgrundlag og dets tolkning, også i dag.
Gud siger angiveligt i Koranen: Der er ingen tvang i religionen (sura 2,256). Men hvad betyder det? I de fire klassiske lovskoler med deres fire versioner af sharia, Guds Lov, er der enighed om tolkningen (selv om de ellers ofte er uenige): Betydningen er for det første, at der ikke må bruges tvang for at omvende kristne, jøder, hinduer mv. til islam. Som skrevet står: I (muslimer) skal bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion (det vil sige jøder og kristne, der ikke bliver muslimer), indtil de kuet er rede til at betale skat (særskat). At kalde dette kristne valg for »trosfrihed« virker i dag lidt problematisk, selv om det da er korrekt, at jøder (for slet ikke at tale om muslimer) blev behandlet endnu værre i den kristne verden før 1800.
For det andet gælder trosfriheden slet ikke for muslimer: Hvis man er født ind i islam eller konverteret, så venter der den største straf (Helvede), hvis man igen er blevet vantro (sura 3,90 og 88,24). Såvidt i Koranen, Guds ord. Men i hadither, der er fortællinger om, hvad profeten skulle have sagt og gjort, og som i mainstream-islam har autoritet på niveau med Koranen, skal den frafaldne muslim allerede straffes dramatisk før døden. Profeten skal i utallige varianter have sagt, at »den, der forkaster sin religion (islam), skal dræbes«. (google: apostasi + Bukhari, der regnes for den mest anerkendte traditionssamler). Således var også den gældende ret i den muslimske verden før kolonitiden. En åbenlyst frafalden skulle stilles over for et ultimatum: Enten opgive at forlade islam eller blive henrettet.
Noget så dramatisk som ovennævnte er det sjældent at møde i dagens muslimske verden. Men for de kristne gælder stadig overalt i de 57 muslimske stater (undtagen de tidligere sovjetiske republikker), at kristne diskrimineres, og at kristen mission, også i det såkaldt sekulære Tyrkiet, er direkte forbudt og strafbart. Og vælger en muslim at blive kristen, får det stadig overalt drastiske konsekvenser: I Saudi-Arabien og Iran mv. får man det klassiske ultimatum, men også i de fleste såkaldte modernistlande er der alvorlige konsekvenser. Lad mig eksemplificere med Egypten: Af passet fremgår ens religion (som i næsten alle muslimske lande), og hvis en kristen ønsker at skifte til islam, er det en banal ekspeditionssag. Derimod kan en muslim ikke få ændret sin religion i passet. I stedet får hans beslutning – medmindre han skifter mening – en række konsekvenser (og stadig intet nyt pas): Han mister al arv fra sine muslimske forældre, han kan ikke få et nyt ægteskab registreret, et eksisterende ægteskab bliver tvangsopløst (som ikke-muslim kan man ikke være gift med en muslimsk kvinde), og da hans børn forbliver muslimer, skal de tvangsfjernes fra hans skadelige indflydelse. Denne holdning til frafaldne muslimer har tilmed bred folkelig opbakning: 40 procent af alle muslimer mener sågar, at ethvert frafald skal straffes med døden (Pew Research Institute 2013).
Det foregående rejser derfor det spørgsmål til den unge, sympatiske kronikør: Hvad mener du præcist med »trosfrihed«? Går du ind for religionsfrihed generelt? Altså at der også i den muslimske verden kan missioneres for kristendom, og at en muslim uden store personlige omkostninger skal kunne forlade islam? Eller er der kun frihed den ene vej? At det altså er en menneskeret for alle ikke-muslimer at kunne blive muslim, mens det samtidig kan forbydes muslimer at forlade islam? Sådan som det sidst også formuleres i artikel 10 i Cairo-erklæringen fra 1990. En erklæring, som alle 57 muslimske stater har tilsluttet sig!
Jens Forman er cand.mag. et art., tidligere gymnasielærer og lærebogforfatter i islam og kristendom.
Dette er en kommentar og udtrykker derfor alene skribentens eller skribenternes holdning. Du kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
