Musik. Joseph og Bastian optræder som gademusikanter og høster både anerkendelse og klirrende mønter fra publikum. Mon de kan blive det næste store rockband?

Gadens stjerner

Ingen af de travle fodgængere på Strøget ser ud til at bemærke de to drenge, der har stillet sig op ved Rundetaarn. Men så begynder Joseph Saleh at synge. Stemmen er sjælden for en 13-årig: sprød og eksperimenterende, og samtidig danser hans fingre rundt på en guitar. Ved sin side har han kammeraten Bastian Bonfils. Han er 12 år og spiller også på guitar. Bastian kniber læberne sammen, når han spiller. De er koncentrerede.

De to drenge er netop startet på AC/DC-­rock­nummeret »Highway to hell«, og der går ikke mange sekunder, før gadens forbi­passerende stopper op for at lytte.

»Hold op, hvor er de talentfulde. Hvor er det vildt, de har modet, når de er så unge,« lyder det anerkendende fra en af tilhørerne.

(Hør eksempler på Josephs og Bastians musik i Maja Langbergs oplæsning af artiklen - klik på afspilleren lige over artiklen.)

Gademusikanter er ofte voksne. Men de to drenge fra 6. klasse på Sølvgades Skole lader ikke deres unge alder bremse dem. De nyder at spille for de mange fremmede mennesker i Københavns gader, og de gør det cirka en gang om ugen.

Foran dem ligger en guitarkasse, der med jævne mellemrum rammes af mønter og sedler. Deres optræden er en god forretning. Men det er ikke kun derfor, de to drenge fylder Strøget med musik.

»Vi elsker bare så meget at spille. Vi kan ikke lade være,« siger Joseph.

Eftertragtede øvetider

Bastian og Joseph begyndte at eksperimentere med gadeoptræden for et par måneder siden. Deres band hedder Loud Noises og indeholder et tredje medlem, Anton Torjusen. Han er trommeslager, og derfor er han ikke med, når bandet spiller på gaden. Trommerne er for besværlige at have med udenfor. Til gengæld er Anton med, når drengene spiller i fritidsklubbens musiklokale efter skole, eller når de giver koncert i klubben.

De tre drenge bruger så meget tid, de overhovedet kan, i musiklokalet. Problemet er bare, at Loud Noises ikke er klubbens eneste band, og derfor er der kamp om øvetiderne. Men hvor der er vilje, er der måske en vej, og Loud Noises er snedige. Nogle gange er der nemlig nogle, der ikke møder op til deres tid, og så slår drengene til.

Vi startede med at spille popmusik. Men det var simpelthen for kedeligt og altid det samme: vers, opbygning, to ord, en kedelig melodi og forfra.

Joseph

»Vi laver faktisk ikke så meget andet i klubben end at vente på en tid i musik­rummet,« erkender Bastian.

Joseph indskyder med et grin:

»Vi presser virkelig også vores musiklærer meget og prøver at overtale ham til at give os flere tider.«

Bastian og Joseph kan ikke forstå, at der er nogle, der bliver væk fra en tid i musiklokalet. Men de har også selv oplevet i bandet, at andre ikke prioriterer musikken lige så højt, som de selv gør. Bandet blev startet i 4. klasse, men trods den korte levetid på to år opremser Joseph en imponerende liste af navne på drenge, som de har måttet sige farvel til: Charlie, Oswald, Hugo, Jack og Nicolas. De var ikke seriøse nok.

»Vores band er for dem, der elsker musik. Og dem, der vil bruge al deres tid på musik,« forklarer Joseph alvorligt.

Bastian nikker og siger:

»Det tager overraskende lang tid at øve bare en enkelt sang, så det går jo ikke, hvis man for eksempel hellere vil spille computer eller ikke møder op til de tider i musiklokalet, vi har.«

Joseph (tv.) og Bastian (th.) drømmer om, at gademusikken bliver starten på et sandt eventyr. »Ed Sheeran startede også med at spille på gaden. Og han blev verdenskendt,« siger Joseph.
Joseph (tv.) og Bastian (th.) drømmer om, at gademusikken bliver starten på et sandt eventyr. »Ed Sheeran startede også med at spille på gaden. Og han blev verdenskendt,« siger Joseph.

Når fritidsklubben lukker, fortsætter drengene ofte med at spille videre derhjemme. Faktisk er kælderen hjemme hos Bastian ved at blive forvandlet til et studie med trommesæt, forstærkere og lydisolerede vægge. Det er heldigt, at kælderen er to etager længere nede end den lejlighed, Bastian og hans familie bor i, fortæller han. For Loud Noises kan bedst lide at spille høj, vild rock.

»Vi startede med at spille popmusik. Men det var simpelthen for kedeligt og altid det samme: vers, opbygning, to ord, en kedelig melodi og forfra,« siger Joseph.

En bekymret mor

Det er tydeligt, at den seriøse tilgang til musikken giver pote. Gruppen af tilhørere på pladsen ved Rundetaarn vokser og vokser. Nogle står endda så lang tid, at de hører de samme sange flere gange. Loud Noises spilleliste er simpelthen ikke lang nok.

Blandt tilhørerne står der også én, der har mere skeptiske briller på. Det er Josephs mor, Olesya Rozhnova. Hun kommer fra Rusland, og selvom hun er stolt af sin søn, er hun nervøs for, hvad de mange mennesker på Strøget tænker. For når hun i sit hjemland og rundtomkring i verden ser folk optræde på gaden, er hendes første tanke altid, at de mangler penge.

»Hvis jeg ikke kendte Bastian og Joseph, ville jeg være bange for, at de ikke var okay. Jeg ville være i tvivl, om de har penge nok til busbilletten eller får mad på bordet,« siger hun bag store, sorte solbriller, der skærmer mod den klare københavnske vintersol.

Hun håber derfor, at de mange tilhørere kan se, at drengene spiller på gaden, fordi de synes, det er sjovt. Ikke fordi de mangler penge.

Spørger man drengene selv, er de dog ikke sene til at indrømme, at det føles ret godt med de klirrende mønter i guitarkassen. Et par timers optræden på Strøget giver oftest mellem 100 og 200 kroner til hver.

»Vi optræder selvfølgelig også på gaden for at tjene penge. Hvorfor skulle vi ikke indrømme det?« siger Joseph med et træk på skuldrene og fortæller, at de sparer op til en computer, bandet kan bruge til at lave musik.

100 kroner og en fingerring

På Strøget er drengene begyndt på Queen-hittet »Another One Bites the Dust«, og tre flippede typer med blomstrede tasker og lilla gamacher kommer cyklende i en voldsom fart mod den store gruppe af mennesker. De træder brat på bremserne, da de hører musikken.

Den ene kvinde har blåt hår og råber til de to andre, at de skal skynde sig at filme drengene.

Joseph og Bastian holder pause på Joe & The Juice og deler dagens indtjening. De slår sten-seks-papir om en fingerring, som en blåhåret kvinde smed i guitarkassen. Joseph vinder.
Joseph og Bastian holder pause på Joe & The Juice og deler dagens indtjening. De slår sten-seks-papir om en fingerring, som en blåhåret kvinde smed i guitarkassen. Joseph vinder.

»Ej, hvor er de fede!« udbryder hun til resten af den lyttende forsamling og sætter sig på brostenene. Det virker, som om hun forsvinder ind i en fjern drømmeverden, mens hendes øjne hviler på Loud Noises.

»Fortsæt, spil mere!« lyder hendes ordre.

Bastian og Joseph smiler forlegent, men adlyder. Inden cyklisterne forsvinder videre, lægger den blåhårede kvinde 100 kroner og en fingerring i guitarkassen. Josephs mor har fulgt seancen og sukker.

»Hvordan skal jeg nogensinde overtale ham til at tage en uddannelse?«

Fortnite-pause

Når det stadig kun er februar, kan det godt være ret koldt at spille guitar med bare fingre, og Bastian og Joseph har forskellige taktikker, når kulden begynder at prikke. Ofte går de i Elgiganten og spiller Fortnite på en af de mange computere, indtil varmen kommer tilbage. Andre gange søger de ly på Joe & The Juice. I dag falder valget på juicebaren, og de nikker hjemmevant til manden bag kassen, da de går indenfor. Han er iklædt sort T-shirt og har store overarme.

»De er så seje og søde, og så er de jo virkelig dygtige samtidig,« siger han til mig, mens de finder plads i varmen.

Joe & The Juice ligger kun omkring 50 meter fra Loud Noises’ stamplads ved Rundetaarn, så han kan ofte høre dem, når han mikser juice til kunderne. Bastian og Joseph bruger pausen på at få overblik over dagens foreløbige indtjening. Guitarkassen finder vej til bordet, og de tæller sirligt mønt for mønt.

85 kroner, 86 kroner, 87 kroner …

En dollarseddel har sneget sig ned i kassen. Ingen af dem ved helt, hvor meget den er værd, men et kig på mobilen gør dem klogere. Cirka 6,5 danske kroner. I alt ender de på 207 kroner, og de regner sig frem til, at det giver 103,5 kroner til hver. Fingerringen fra den blåhårede kvinde slår de sten-saks-papir om. Joseph vinder og smiler stolt, da han sætter den på fingeren.

»Hvis vi bliver kendte, kunne det her være en god start på en historie,« siger Joseph.

Jeg spørger ham, hvilken historie han mener. Bastian svarer:

»Historien om to drenge, der starter på Strøget. Sparer sammen til en computer. Laver en masse musik. Udgiver det. Bliver kæmpestore,« siger han med funklende øjne.

»Ed Sheeran startede også med at spille på gaden. Og han blev verdenskendt,« bakker Joseph sin kammerat op.

I tør godt drømme stort?

»Ja. Vi vil være de næste Queen,« lyder det hurtigt fra Bastian.

»Men vi ved jo godt, det er virkelig svært at leve af musik,« siger Joseph.

Loud Noises tager de talte mønter og sedler op af guitarkassen, forsvinder ud på gaden og starter spillelisten forfra.

Regler for gademusik

Det er ikke altid, gademusikanter modtages med glæde. Musikerne beskyldes til tider for at larme, for at være talent­løse og for at spille de samme sange igen og igen. I Københavns Kommune er der derfor nogle regler for, hvor højt musikanterne må spille, og hvor lang tid de må stå det samme sted. Derudover skal man være lidt varsom med at samle penge ind. Københavns Politi siger, at der aldrig er nogen, der er blevet dømt for at have en hat eller guitar­kasse liggende ved sin side, når man spiller. Til gengæld er det ikke lovligt at gå rundt og bede de tilskuerne om penge.