Det har skabt et vældigt røre, at Socialdemokratiet har fået malet nogle malerier, som illustrerer partiets og Danmarks samtidige historie, og som har placeret min farfar, tidligere statsminister Vilhelm Buhl, i styrehuset på fiskekutteren Henny, der blandt andet sejlede jøder til Sverige. Problemet er, forstår man, at Vilhelm Buhl i september 1942 holdt en tale i radioen, hvori han opfordrede folk til at melde udøvere af den tiltagende sabotage til politiet.
Set i det retrospektive lys var det måske også dumt at holde den tale. Men hvorfor gjorde han det? Lad os se på det, men lad os først se på det betimelige i, at han står dér ved roret på maleriet om besættelsen. Spørgsmålet er, hvem der ellers skulle have stået der som den fremmeste blandt dem, der styrede Danmark i de år. Hvilke roller havde han?
Han var siden 1937 finansminister og fra efteråret 1941 i stigende grad fungerende statsminister under Thorvald Staunings sygdom. Da Stauning døde i maj 1942, var det finansminister Buhl, der overtog hans post. I november samme år gik han af efter pres fra tyskerne, der hellere ville have Erik Scavenius.
Men det var Vilhelm Buhl, der som det folkelige Danmarks stærkeste politiker om nogen tøjlede Scavenius, som ikke var valgt til Rigsdagen, og det var Buhl, som dikterede det danske nej til det tyske ultimatum i august 1943, da besættelsesmagten ville indføre dødsstraf og undtagelsestilstand. Derefter var der krigen ud ikke nogen fungerende regering i Danmark, men det var der nu alligevel, fordi et såkaldt 13-mandsudvalg af politikere sikrede de folkevalgte fornøden indflydelse og dermed de trufne beslutninger en folkelig legitimitet. Formanden for dette udvalg var Vilhelm Buhl, hvorfor udvalget også gik under navnet Buhls Kreds, og da befrielsen indtraf den 5. maj 1945, var det ham, der med accept fra Frihedsrådet blev statsminister i befrielsesregeringen. Det var således ham og hans regering af lige dele politikere og frihedskæmpere, der i den euforiske befrielsessommer sikrede overgangen til normale demokratiske tilstande.
Ingen kom i nærheden af ham, hvad magtfulde politikere i de år angik, så hvem skulle have været afbildet i det metaforiske styrehus, hvis ikke han?
Hvad særligt hans (ikke ubetydelige) rolle i evakueringen af jøderne angår, kan man læse nærmere i Bo Lidegaards bog Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943, og selv stillede han sit sommerhus i Søllerød til rådighed som skjulested for en jødisk familie, indtil den kunne komme til Sverige.
Men tilbage til antisabotagetalen. Hvorfor holdt han den? Her er et bud: Allerede i februar 1940 udtalte Winston Churchill om den danske neutralitetspolitik over for Tyskland: »Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget. De andre (Sverige og Norge) har dog en grav, over hvilken de kan fodre tigeren, men Danmark er så frygtelig nær Tyskland, at det ville være umuligt at bringe hjælp. Jeg ville i hvert fald ikke påtage mig at garantere Danmark.«
Danmark stod altså under den tyske fremmarch helt alene over for Tyskland, og fra øst lurede Sovjetunionen. I 1942, da sabotagen begyndte at tage form, blev den altovervejende udført af kommunister, der i stigende grad var blevet aktiveret i modstandskampen efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i juni 1941. Sikkert er det, at Vilhelm Buhl nærede frygt og foragt for kommunisterne. Der er da heller ikke tvivl om, at sabotagen for kommunisterne ikke kun var en kamp mod tyskerne, men samtidig et led i den revolutionære kamp mod »reaktionen« herhjemme, repræsenteret ved ikke mindst »klasseforræderne« i Socialdemokratiet.
Vilhelm Buhl var vist generelt bange for, at de danske kommunister skulle legitimere en sovjetisk annektering af Danmark i stil med den, der et par år forinden var overgået Estland, Letland og Litauen. Det ville være nærliggende for Sovjetunionen at benytte sig af chancen – hvis det ikke lige var for den tyske besættelse. Slaget om Stalingrad og det tilsvarende vendepunkt ved El-Alamein var her i begyndelsen af september 1942 stadig fremtid. Tyskland var bomstærk, og Tyskland »sad« på Danmark, der dermed (på dette tidspunkt) var urørlig for Sovjetunionen.
Men hvorfor så? For Vilhelm Buhl var det af afgørende betydning at bevare jurisdiktionen på danske hænder, jævnfør talens ord om, at det gælder om, at »man ikke kommer til at stå over for den situation, at der rejses spørgsmål om tilstrækkeligheden af vor nugældende straffelovgivning eller overhovedet om vor adgang til selv at holde justits på dette område«. Også de ord, hvorom postyret handler, kan måske forstås i dette lys, jævnfør ordene om fædrelandets interesser: »Også den, der over for myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler mod sit fædrelands interesser.«
Men igen: Det er stærk kost! Gik han ikke i sin appel videre, end han havde behøvet? Det skulle man synes, skønt han utvivlsomt har følt, at selve Danmarks eksistens som nation var truet. At den faktisk var det, fremgår af, at man nu ved, at Hitler under den »telegramkrise«, der brød løs senere samme september måned, instruerede den nye tyske øverstkommanderende, general von Hanneken, om, at »Danmark måtte blive en tysk provins«. (Læs nærmere i Hans Kirchhoffs bog Samarbejde og modstand under besættelsen).
Det er vel også værd at erindre, at talen, der i udkast var forfattet i Udenrigsministeriet, blev bakket op af ikke blot et enigt Socialdemokrati, men også af de øvrige partier i samlingsregeringen. Privat noterede redaktøren af Social-Demokraten, Peder Tabor, at »talen gjorde et godt indtryk«, og i den konservative rigsdagsgruppe erklærede Ole Bjørn Kraft, at »ingen ansvarlig statsmand kunne sige andet«.
Måske kan der endda have ligget hensyn til det krigsførende England bag talen. Det antyder Jens Otto Krag i sin skildring af Vilhelm Buhl i bogen Fra folket de kom fra 1962. Her henviser han til dr.phil. Jørgen Hæstrup, der i 1961 lod en afhandling med titlen »Table Top« trykke i »Jyske Samlinger«. Af denne afhandling fremgår ifølge Krag, at danske efterretningsofficerer allerede fra sommeren 1940 sendte informationer til England via Stockholm. Disse efterretninger om »troppe- og især skibsbevægelser« (Krags ord) skal have været af stor værdi for englænderne, og Krag skriver i sin gengivelse af Hæstrup, at »de vitale opgaver på henholdsvis kort og langt sigt, som officererne løste, forudsatte opretholdelsen af den bestående situation i Danmark, hvor regeringen med partierne og organisationerne bag sig af bitter nødvendighed førte en henholdende forhandlingspolitik over for tyskerne«. Krag refererer, at englænderne så sent som i april 1942 havde accepteret, at sabotage ikke var forenelig med en fortsættelse af efterretningsvirksomheden.
Fra London lød det derfor, at man ville øve sin radiopropaganda mere mådeholdent for »ikke at forstyrre status quo i Deres land«. Og videre: »I fremtiden vil al unødvendig opfordring til sabotage blive undgået, og unødvendige angreb vil ikke blive rettet mod den nuværende regering.«
Sådan lå landet den 2. september 1942. Og da Christmas Møller fire dage senere var i æteren fra London med det modsatte budskab – »Gør jert Værk!« – reagerede alle andre end kommunisterne med bestyrtelse. Det gjaldt også den engelske udenrigsminister Anthony Eden, fra hvem Christmas Møller måtte indkassere en røffel. Spørgsmålet er så nu, om Vilhelm Buhl den dag i radioen (også) søgte at sikre efterretningsofficerernes fortsatte virksomhed til gavn for England. Krag mener i hvert fald, at »Buhl kan have holdt sin tale i den gode tro, at det krigsførende England for nærværende havde accepteret den danske hovedlinie og endog ville afstå fra ’unødvendige angreb’ mod hans regering« – om end Krag også mener, at Vilhelm Buhl gik videre i sin appel, end det var nødvendigt.
At sabotagen senere i forløbet kom til at spille en overordentlig nyttig rolle for Danmarks position efter krigen, er en anderledes og kendt sag.
Debatten om maleriet i det socialdemokratiske gruppeværelse tegner et billede af, at valget stod mellem samarbejde og modstand. Virkeligheden var, at Danmark hele vejen igennem gjorde begge dele med Vilhelm Buhl som skiftevis rorgænger og maskinmester, og at danske politikere og myndigheder fra første færd var i tæt dialog med det engelske udenrigsministerium, der omvendt var indforstået med, hvad der foregik i Danmark.
Om jeg hermed har givet en rigtig forklaring, kan jeg intet garantere. Det er som nævnt blot et bud – og vel også en form for forsvar fra en efterkommer af en afdød.
Torsten Buhl er administrerende direktør, cand.jur. og barnebarn af Vilhelm Buhl.
Læs også Arne Hardis' artikel om Vilhelm Buhl: »Manden i styrehuset«
Hør også podcsten »Valgets tale med Arne Hardis« – første episode handler om netop Befrielsesvalget i 1945:
Lyt til »Valgets tale med Arne Hardis« her på weekendavisen.dk/podcast – eller hvor De ellers lytter til podcasts.
