Splittelse
Andrea Omic, cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse
Kigger man på de sidste mange årtiers præsidentielle valgresultater i USA, vil man hurtigt bemærke, at italesættelsen af USA som værende splittet under Trump synes at være retorisk spin.
De amerikanske vælgere har valgt 45 præsidenter i 58 valg siden forfatningens vedtagelse i 1789. Siden borgerkrigens afslutning i 1865 har kampene om præsidentposten været domineret af USAs to store politiske partier, Republikanerne og Demokraterne. Der er, til sammenligning med partierne på Christiansborg, større afstand mellem Republikanernes og Demokraternes fundamentale ideologiske udgangspunkter. Dette giver divergerende opfattelser af fundamentale ting som overførselsindkomsters eksistensberettigelse (frem for blot deres niveau), kirkens indflydelse, militærets rolle og budget, abort, privat våbenejerskab samt negative og positive frihedsrettigheder. Altså et dynamisk debatklima, der afføder et naturligt niveau af splittelse i befolkningen. Sådan har det altid været.
Når man kigger på fordelingen af stemmer under de fleste præsidentielle valg i USA, vil man se, at disse historisk set har været tæt på en 50/50-fordeling. Ifølge The Economist var stemmefordelingen i 1976 50,1 procent til Carter og 48 procent til Ford, i 2000 var den 47,9 procent til Bush og 48,4 procent til Gore, i 2004 var den 50,7 procent til Bush og 48,3 procent til Kerry, og i 2016 var den 46,2 procent til Trump og 48,2 procent til Clinton. Vi taler altså om marginale forskelle, som er blevet opblæst til en »splittelse«, som skaber kaotiske tilstande.
Går man et spadestik dybere i historien, vil man, ifølge Britannica, se, at amerikanerne siden valget af Andrew Jackson i 1828 har haft en konsistent trend: Præsidenter bliver valgt med omtrent 50 procent af befolkningens stemmer. Det første valg af Abraham Lincoln i 1860, der blev valgt med 39,9 procent af stemmerne, samt valget af Warren G. Harding i 1920, der blev valgt med 60,3 procent af stemmerne, synes at være de valg, der har den højeste grad af udskillelse fra trenden. Det synes derfor ahistorisk, at valget af Trump, der fik mere end 46 procent af stemmerne, skulle være roden til en farlig splittelse blandt de amerikanske vælgere.
Hvor vil man hen med dette retoriske spin? Det handler nok om, at man er uforstående over for den politiske linje, præsidenten har lagt, hvorfor man ophøjer valget af ham til et spørgsmål om integritet, sikkerhed og landets fremtidige sammenhængskraft. Intentioner kan vi selvfølgelig kun gisne om, men et endnu vigtigere spørgsmål er: Hvilken alternativ samfundsform er der for en befolkning på cirka 328 millioner i et liberalt demokrati, hvis det ikke skal indebære en grad af politisk splittelse?
En deling på 40/60 eller 50/50 procent er det mere eller mindre konstante niveau af »splittelse« ved de præsidentielle valg. Det kan være, at amerikanske medier har givet de mest højtråbende på yderfløjene øget taletid, men der er stadig kun anekdotisk evidens for, at befolkningen skulle være mere splittet end nogensinde før af dén årsag.
Det øgede fokus på de mest tilspidsede debatter kan skyldes Trumps debatform. Trump er ikke bundet af donationer fra diverse interesseorganisationer i lige så høj grad, som eksempelvis Obama var. Derfor har han mindre at miste ved at sætte spørgsmålstegn ved tingenes »naturlige« tilstand og tør vove pelsen ved at genoverveje tilgangen til klima-, flygtninge- og velfærdsdebatterne samt sætte abortspørgsmålet på dagsordenen. Dertil er måden, han gør det på, ubeskeden, hvilket får mange op i det røde felt. Ofte handler det mere om retorikken og tonen end det reelle indhold.
Åbningen for debat om politikområder, hvor der synes at være et venstreorienteret eller progressivt holdningsmonopol, der fremstår som en »moralsk overlegen« tilgang, er ikke udtryk for øget splittelse, men for, at det amerikanske demokrati er levende og bevæger sig i den rigtige retning. Ligesom når konkurrenceudsættelse af produkter og tjenester på det private marked afføder innovation, er et debatpolitisk klima med plads til mangfoldighed og udvikling vejen frem mod bedre løsninger.
Forøgelsen af acceptable holdninger i det offentlige rum er konstruktiv og fremmende for en kontinuerlig forbedring af idéer og løsningsmodeller, særligt i betragtning af, at mange af de svære spørgsmål, Trump er optaget af, i årtier ikke er blevet håndteret godt nok. Dét er at foretrække frem for en stagnation i tilgangen til vigtige emner såsom illegal immigration, klima, EU-landenes bidrag til NATO, ufødte menneskelivs negative frihedsrettigheder, Nordkorea og velfærd. I »sammenhængende« samfund uden dynamiske debatter, som må være modsætningen til et »splittet« samfund, er der ikke mangfoldighed eller tolerance. I stedet kontrolleres informationsveje ved at udskamme folk, der tænker anderledes. Herhjemme er vi også ofte vidner til manglende respekt for mennesker, der ikke er sociale retfærdighedskrigere, og som ikke abonnerer på identitetspolitik eller den postmoderne tilgang til tilværelsen i bred forstand. Eksempler er, når Joachim B. Olsen beskyldes for at være ond, eller når CEPOS’ Martin Ågerups tilgang til børnefattigdom sammenlignes med vold mod børn. De latterliggøres, og dette er farligt, hvis man vil bevare en fri og åben debatkultur. Man bør i et liberalt demokrati insistere på, at det er en vigtig værdi i sig selv, at man har lov til at sige, hvad man mener.
Såfremt den øgede splittelse i USA dækker over en længe ventet åbning for opfattelsen af, hvordan sådanne politikker bør gribes an, er det mere nærliggende at betegne landet som et funktionelt demokrati, der ikke ekskluderer folk fra den offentlige debat, hvis ikke de abonnerer på et smalt udvalg af tilladte, politisk korrekte holdninger.
Krigsflygtninge 1
Hanne Wilhjelm, dr.ing. og arkitekt
Jeg refererer til følgende trykt i WA #11 om tyske flygtninge under Besættelsen med overskriften »En sejlivet myte«: »Den udbredte fejlopfattelse stammer ikke mindst fra en læge, Kirsten Lylloff, der i 2005 fik en form for åbenbaring, så hun troede, hun var historiker.«
Det er let at få det indtryk, at redaktionen ikke tager debatstoffet alvorligt, når en så fejlagtig fremstilling af en historikers meritter står på tryk. Som abonnent beklager jeg det stærkt. Jeg er klar over, at redaktionen ikke tager ansvar for indsendte tekster, men jeg antager, at den trods alt gennemlæser de tekster, som sendes til avisen. Der kan jo være flere forklaringer: Den første er, at redaktionen ikke har opfanget en ubehagelig og personfikseret beskrivelse af en eventuel faglig uenighed. Den anden er, at tekstens forfatter, Else Wolsgård, eventuelt har en skjult dagsorden i forhold til et historisk spørgsmål.
For mig som abonnent er det utrolig ufint at fremstille en eventuel faglig uenighed på denne måde. Jeg er godt kendt med Lylloffs meritter. Jeg kan oplyse, at hun er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet og fik godkendt sin ph.d. fra Københavns Universitet i 2005.
Krigsflygtninge 2
Marianne Wagner, Nørre Alslev
Jeg får af og til den tanke, at Weekendavisen er blevet overtaget af elevrådet fra en dansk folkeskole. Et begavet et af slagsen ganske vist, men altså ikke med den modenhed og det intellektuelle niveau, en avis for voksne må formodes at kræve af sine skribenter. I WA #8 havde Klaus Wivel til min overraskelse tilsluttet sig flokken fra »elevrådet«, idet han i sin leder om syrienskrigerne fremfører en sand opvisning i den slags velformulerede følelseslogik, som kvikke folkeskoleelever mestrer, når de har opdaget, at de har en mening, de kan sætte ord på.
Wivel tager udgangspunkt i de danske myndigheders behandling af tyske krigsflygtninge under og efter Besættelsen, og her gør han både Johannes Kjærbøl og det danske folk ansvarlig for den store dødelighed blandt især tyske flygtningebørn. Problemet med de tyske krigsflygtninge er væsentlig mere kompliceret, end Kirsten Lylloffs bøger, skrevet på forargelse, lader ane. Her forholder jeg mig blot til dødeligheden blandt flygtningebørn. I Sønderjylland, hvor en del af de tyske flygtninge hos det tyske mindretal fik en bedre behandling, var dødeligheden også høj. Sikkert på grund af de strabadser, børnene havde været igennem under flugten. Emnet behandles i bogen Tyske flygtninge i Nordslesvig 1945-1948 af Leif Hansen Nielsen.
Så den del har umiddelbart ikke noget med danskernes eventuelle hævnfølelse at gøre. Det er den, Wivel tager udgangspunkt i, når han udstyrer det meste af Folketinget med hævnende engle, fordi de nægter at modtage de hellige krigere fra Syrien, som har dansk statsborgerskab.
I udgangspunktet er jeg enig med Wivel i, at Danmark er nødt til at modtage egne statsborgere, for det ligger i begrebet statsborgerskab, at det indebærer nogle rettigheder hos indehaveren og nogle pligter for den stat, han tilhører. Imidlertid er min logik en anden: Når det forholder sig således, undrer jeg mig over, at de partier i Folketinget, som nu nægter at modtage syrienskrigere med dansk statsborgerskab, ikke føler, de er ansvarlige. Men hvem uddelte statsborgerskab til disse mennesker? Hvem havde hovedet under armen, da man valgte at fortsætte med at uddele statsborgerskab til en række mennesker, hvor sandsynligheden for, at kærligheden til Danmark enten hos dem selv eller hos deres efterkommere kan ligge på et lille sted? Det var jo del af læren fra Krudttønden. Omar el-Hussein var dansk statsborger, fordi hans far var blevet tildelt det i 1992. Unge el-Hussein hadede Danmark.
Det burde en højt begavet journalist som Wivel snarere spørge sig selv og derefter politikerne om. Følelseslogik på elevrådsniveau har alt for længe forplumret debatten, og Klaus Wivel skulle holde sig for god til at fremføre den i en seriøs avis’ spalter.
Antisemitisme
Allan Lohmann-Olsen, Dyssegård
Pressens rolle i fastholdelsen af illusionen om, at venstrefløjen umuligt kan være antisemitisk, er ubestridelig. Historisk går der en direkte linje tilbage til mellemkrigsårene, hvor venstrefløjen var konfronteret med bølger af nationalisme i egne rækker. Skulle socialismen fortsat være international – eller er det muligt både at være nationalist og socialist? Denne ideologiske udfordring er aldrig blevet løst entydigt, men en del af løsningen i mellemkrigsårene var, at de internationalt orienterede socialister skubbede de nationalt orienterede socialister fra sig. Da opfandt man det fascinerende tidlige stykke fake news, at de nationale socialister (eller bare nationalsocialister) slet ikke var socialister, ikke engang venstreorienterede – de var højreorienterede!
Med et snuptag var venstrefløjen samtidig per definition kureret for antisemitismen, for det var de nationalt orienterede socialister, der i særlig grad var optaget af antisemitismen. Ved at placere nationalsocialisterne ovre hos fjenden (højrefløjen) havde man altså placeret antisemitismen på højrefløjen. Man kunne derfor ikke være antisemit og på venstrefløjen på samme tid. Punktum.
Men virkeligheden har det med at indhente ideologien, og selvfølgelig er man ikke vaccineret for antisemitisme, fordi man befinder sig på venstrefløjen. Antisemitismen var jo et venstrefløjsfænomen til at starte med, som blev ekskluderet af de internationalt orienterede socialister.
Dette er det historiske bagtæppe for, at Kim Bildsøe i Danmarks Radios nyheder den 18. februar kalder opgøret med antisemitismen i det britiske arbejderparti Labour for »et udtryk for et land i kaos«. Han skriver videre: »Alting er i opbrud. Alt det her er et udtryk for det kaos, der hersker i britisk politik – komplet domineret af Brexit, som er ved at rive landet og de britiske partier over.«
Nej, Kim. Dette er ikke et udtryk for noget som helst andet end det, det er: et meget tiltrængt opgør med antisemitismen på venstrefløjen, i dette tilfælde Labour. Det har ikke noget at gøre med andre politiske partier. Det har ikke noget at gøre med Brexit. Det skal ikke skrives ind i en anden kontekst. Kim Bildsøe forsøger at nedtone og udvande problemet. Antisemitismen er med andre ord ikke et egentligt problem i sig selv – det er er bare noget, der bliver sagt, fordi alt er kaos.
Men antisemitismen findes, og den findes også på venstrefløjen, og det er et problem, som store dele af pressen, herunder DR, ikke ønsker at forholde sig direkte og konsekvent til.
Brande
Jørn Fabricius Filminstruktør og forfatter
Hvor er det tragisk, at Brandes borgmester og byrådsmedlemmer (i lighed med mange andre kommuner) udelukkende er fokuseret på »vækst« og prestigeprojekter uden hensyn til eller respekt for den omkringliggende natur.
Danmark er et lille land. På Blichers tid talte man om Alheden. I dag ligger Brande ved et af de få tilbageværende hedearealer i Jylland, som vi alle har pligt til at værne om. Men med den påtænkte meningsløse rædsel af en skyskraber på hele 320 meter vil oplevelsen af dette hedeareal for altid være borte. En sådan bygning har absolut intet at gøre i en mindre by på den jyske hede. Her handler det udelukkende om misforstået prestige.
Så om skyskraberen bliver grim eller pæn, er ligegyldigt, for hvor man end bevæger sig i mange, mange kilometers afstand af det påtænkte monstrum, vil det rage op i det flade landskab og ødelægge oplevelsen af et af de få stykker vild hede, vi endnu har tilbage.
Der må da være instanser som Danmarks Naturfredningsforening eller andre, der kan stoppe dette hensynsløse og Brande-egoistiske vanvid.
Slut
Benjamin Katz, psykolog og forfatter
Når jeg oplever to begavede akademikere, Svend Brinkmann og Ib Ulbæk, heftigt diskutere spørgsmålet om livets mening og dødens rolle i det (WA #5, 8 og 9), kommer jeg til at tænke på en gammel rabbiner, der sagde: »Den største visdom af alle er ikke at være vis overhovedet.« Hvad mente han med det? At når vi kender livets præmisser, bør vi være så enkle som overhovedet muligt.
Jeg voksede op i en kibbutz i Israel, og krige var en del af vores liv som børn og unge. Døden var en fast gæst og tog børn, unge, voksne og gamle med sig. Det tog mig ikke mange år at fatte og føle, at livets mening er forbundet med, at det er tidsbegrænset og umådelig sårbart. Når børn døde i kibbutzen, var min smerte ti gange større, end hvis det var et ældre menneske. Alt dette var selvindlysende sandfærdigt.
Det kan godt være, at det akademiske liv kræver en pris ved at få nogle af sine repræsentanter til at pakke selv indlysende indsigter ind i fine ord og overkloge formuleringer. Det er det mindste af det. Det værste er, at man mister jordforbindelsen.
Dette kan sammenfattes i historien om Nasuradin, en klog mand, der arbejder som færgemand med sin lille båd. En skriftklog mand beder ham om at blive sejlet til den anden side af floden og kritiserer ham derefter for hans dårlige sprog. Han siger til Nasuradin, at ved at have formuleret sig ukorrekt har han mistet det halve af sit liv. Nasuradin siger intet og sejler videre.
Da de er kommet halvvejs, spørger han den skriftkloge mand: »Kan du svømme?« – »Nej! Hvorfor?« svarer manden.
»Fordi båden er ved at synke, og nu har du mistet hele dit liv.«
