Fra 1.4. har Folketinget forsynet straffelovens § 80 med følgende formulering: »ved fastsættelsen af straffen kan det ikke indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende«. Som beskrevet af Henrik Dørge i WA #10 har tilføjelsen rod i et vietnamesisk forældrepars betingede fængselsdom for vold mod deres børn afsagt ved Retten i Næstved oktober 2017. Her lagde byretten i sin begrundelse af dommen vægt på, at de strafbare forhold måtte anses for »kulturelt betingede«. Dette faldt adskillige borgerlige retsordførere for brystet, på trods af at strafudmålingen ikke var påfaldende mild. DFs ordfører Peter Kofod konkluderede for eksempel kryptisk, at hensynet til vietnamesernes kultur måtte have indvirket på dommen »på én eller anden måde«, skønt han medgav, at det ikke fremgik af straffen.
Tilføjelsens ophavsmænd og -kvinder overser imidlertid katastrofalt, at en gerningsmands kulturelle isolation fra gældende ret kan påberåbes som formildende omstændighed i to afgørende forskellige betydninger. For det første kan en gerningsmand forsøge at påberåbe sig en ret til at fortsætte en praksis, der er lovlig og kulturelt rodfæstet, hvor hun kommer fra, men ulovlig, hvor den strafbare handling blev begået. Dette forsvar er oplagt ubrugeligt. Enhver har juridisk pligt til at overholde gældende lov, hvor hun befinder sig. Dette udelukker den påberåbte ret, som enhver dommer ved. Her kræves ingen ændringer af straffeloven. Men kulturel isolation kan også påberåbes som formildende omstændighed i en meget anderledes forstand. Det kan nemlig hævdes, at gerningsmanden på grund af sin kulturelle baggrund og isolation fejlagtigt antog, at hendes strafbare handling slet ikke var strafbar, eller i det mindste antog, at den var alment accepteret i det danske samfund. Dette forsvar gør hendes lovovertrædelse og uacceptable adfærd groft uagtsom snarere end forsætlig; hendes gerning var ikke udtryk for en bevidst hensigt om at bryde loven.
Det er et almindeligt princip i dansk ret at dømme uagtsomme lovovertrædelser mildere end forsætlige. For eksempel er strafferammen for uagtsomt manddrab langt mildere end for mord. Og de fleste danskere forventer nok, at tilsvarende principper respekteres i udlandet, hvis de kommer galt af sted. For eksempel er der lande, hvor det modsat herhjemme er strafbart at hænge sit undertøj til tørre udendørs. Her vil de fleste danskere nok forvente at slippe med en mild bøde eller en undskyldning ved uagtsomme førstegangsforseelser. Ikke at blive behandlet som forhærdede forbrydere.
Man kan altså mistænke flertallet bag lovændringen for, at den ønsker groft uagtsomme, men uforsætlige, lovovertrædelser med rod i fremmed sædvane straffet med maksimal hårdhed; som om der var tale om forsætlige forbrydelser. Og med rod i reaktionerne på Næstved-sagen kan man ovenikøbet mistænke, at denne drakoniske praksis især er møntet på mellem- og fjernøstlige indvandrere til Danmark. Hvis dette er korrekt, lægges der op til et brud med helt basale retsprincipper såsom lighed for loven og hensyntagen til gerningsmandens motiver i strafudmålingen. Det virker som en absurd overreaktion fra den lovgivende magts side at sælge ud af så fundamentale principper for at undgå, at en byretsdommer i fremtiden begrunder en domsafsigelse tvetydigt ud fra kulturelle hensyn. Især når vi officielt samtidig slutter op om internationale organer, der kæmper for at udbrede de relevante retsprincipper til såkaldt mindre civiliserede stater.
Læs også Henrik Dørges artikel i Weekendavisen #10, fredag 8. marts 2019: »Spøgelset fra Næstved«
