I William Blakes skønne digt »Jerusalem«, Englands uofficielle nationalhymne, lyder det:
I will not cease from Mental Fight
Nor shall my Sword sleep in my hand
Till we have built Jerusalem
In England’s green & pleasant Land
De synger den i de engelske kirker, til den engelske nationaldag, St. George’s Day, før det engelske rugbylandsholds kampe og til kronprinsens bryllup. Blake var inspireret af legenden om den unge Jesus’ rejse til Glastonbury i Somerset, England, hvor han kortvarigt skabte paradis på de grønne enge. Og til al evighed skal englænderne ej helme, før de har genskabt den himmelske stad som et engelsk grevskab.
ENGLAND har en politisk kultur, der synes traditionel og lidt oppustet på en hyggelig måde, men man skal ikke tage fejl: Forestillingen om fortidig storhed fylder så meget, at den antager religiøse dimensioner. Den engelske nostalgi efter tiden som verdenshavenes hersker ligner ikke serbernes militante drøm om Slaget på Solsortesletten eller russernes imperiale fantomsmerter, dertil synes englænderne jo alt for pragmatiske, ja, selvironiske. Men også englænderne har blikket stift rettet mod fortidens storhed, og som bekendt er intet så farligt som folk, der føler, at de burde have en langt højere status end den, deres aktuelle meritter giver dem. Det er denne destruktive politiske kultur, der har skabt det kaos, som nu råder i Storbritannien. Det var englænderne, ikke skotterne eller nordirerne, der i så overvældende grad stemte kongeriget ud af EU.
ER de så blevet klogere efter de sidste to års elendighed? Er de holdt op med at fantasere om de grønne enge, der snart vil vokse frem, når England atter bliver stærkt og frit? Nej, intet tyder på, at de ikke igen ville udkæmpe et slag i denne »blodløse revolution«, som EU-modstanderen Nigel Farage kaldte Brexit-afstemningen for to år siden. Denne ulyksalige blanding af svag engelsk nationalidentitet, dens sentimentale vrede og forestilling om EU-bureaukratisk (tysk) undertrykkelse har i 50 år gennemsyret landets politiske kultur. Det forsvinder ikke af nogle års tumult – tværtimod bekræftes fantasterne øjensynlig af den aktuelle nedsmeltning. Mange håber, at en ny folkeafstemning vil løse det hele, men hertil må man sige: Don’t get your hopes up!
POLITIKERNE i britisk toppolitik kommer historisk fra England med få skotske undtagelser (heriblandt de seneste to premierministre fra Labour). Ifølge myten står engelske politikere for den fineste tradition for pragmatisme og klarsyn. Men se nu: Theresa May er endt med at sætte sig selv og sit parti før landets ve og vel. Jeremy Corbyn har gjort det samme. Havde de to partiledere haft landets interesse som førsteprioritet, havde de naturligvis indgået en aftale om det fremtidige forhold til EU og fået den stemt gennem parlamentet. Det er ufatteligt, at May og Corbyn stadig i dag leder de to store partier.
GENFÆRD fra fortiden hærger Westminster. På denne uges tre afstemninger i parlamentet skulle man måske tro, der et eller andet sted eksisterede en plan, men intet tyder på det. Tænk engang: På to år er det ikke lykkedes at skabe politisk flertal for en løsning på tværs af partierne, endsige internt i de to store partier. Englands vildfarelser betyder, at hele Storbritannien ryger ud af EU med et brag, medmindre de britiske politikere bliver enige om noget andet. Uanset en udskydelse af Brexit og flere forhandlinger med EU opstår en sådan løsning ikke uden et meget stærkt politisk lederskab, som sætter hele Storbritanniens skæbne højest, og som fører politik efter de faktiske forhold – i nutiden. Indtil da vil drømmene om fortidens grønne enge udarte sig til et mareridt.
Læs også Mette Rodgers' artikel om Theresa Mays seneste nederlag i føljetonen om Brexit: »Tryllekunstnerens flop«
