SKAL man tro vandrehistorierne, sker det jævnligt, at en patient, der skal have amputeret benet, får gennemført en perfekt operation – på det forkerte ben. Det er sådan, den meget omtalte sundhedsreform risikerer at udvikle sig. Reformen var det eneste konkrete element i Lars Løkke Rasmussens nytårstale. Her gentog han, at der skal oprettes 21 nye »sundhedsfællesskaber«, som skal bygge bro mellem sygehuset, kommunen og den praktiserende læge – for patientens skyld. Det lyder godt, men for resten af blå blok handler dét om at afskaffe regionerne. Både Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance og dele af Venstre vil aflive det niveau, der i dag administrerer det meste af sundhedssektoren. 21 nye, koordinerende sundhedscentre vil jo gøre regionerne overflødige, lyder det. (En sidegevinst er, at de fleste af dem er regeret af rød blok).
SYGDOMMEN i sundhedsvæsenet sidder ikke i regionerne. Og det er ikke en løsning at lægge tilsynet med de 21 nye sundhedscentre ind under staten, som mange ønsker det. Herregud, lyder det, Danmark er jo så lille et land – det kan staten vel klare. Nej, staten kan ikke administrere komplicerede sager uden at gøre skade. Skandalen om Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden er jo det rene vand ved siden af IT-skandalerne i staten. En sådan manøvre vil også øge afstanden endnu mere mellem patienterne og lægerne og de ansvarlige politikere. Altså det stik modsatte af hensigten.
BEHANDLES sygdommen i væsenet på den måde, vil det altså forværre tilstanden. Og netop den helt grundlæggende skavank har statsministeren øje på. »Den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør,« som statsministeren sagde det i nytårstalen: Så snart noget går på tværs mellem praktiserende læger og kommuner og hospitaler, ja også internt på de enkelte hospitaler, går det hurtigt galt. Det fører til fejlbehandlinger, manglende opfølgning og på kommunalt niveau nogle absurde forskelle i kvaliteten. Ofte er det helt op til patienten at holde styr på forløbet. Og det øger markant den sociale slagside i hele sundhedsvæsenet.
MÅ vi minde om, at der allerede er gjort talrige forsøg på at løse denne vedvarende svaghed – under overskrifter som Patienten i Centrum, Ventet og Velkommen og så videre. Det meste er ordgejl, omsat i endeløse kurser og beskæftigelsesterapi for mellemledere. Det virker kun delvist de steder, hvor regioner og hospitalsledelser har sat alle sejl til for at styrke samarbejdet.
DIAGNOSEN er altså ikke, at strukturen er gal. Nej, sygdommen skyldes den kassetænkning i sundhedsvæsenet, hvor hver enkelt enhed – fra den store hospitalsafdeling til den praktiserende læge – måles på egen effektivitet og produktivitet: Hvor mange kommer ind, og hvor hurtigt kommer de ud? Der findes ikke nogen steder i systemet gennemgående incitamenter til at samarbejde; til at følge patienten videre eller tage rigtigt imod ham til genoptræning og videre behandling. Det er ikke så sært, for det kræver naturligvis, at alle i sektoren også måles klart og eftertrykkeligt på deres evne til at arbejde sammen. Det bør være mindst lige så afgørende som de produktivitetsmål, der styres efter i dag.
STILLES de rette rammer og krav, vil der også ske den nødvendige kulturforandring, hvor sundhedsvæsenet er til for patientens skyld – og ikke omvendt. Det handler altså først og fremmest om begavet ledelse: at politikerne klart beslutter, at der nu skal måles på hele patientforløb. Og at de – både lands- og regionalpolitikere og administrative chefer – derefter overlader så meget af arbejdet som muligt til fagfolk. Og kommer de under udarbejdelsen af denne nødvendige forandring i tvivl om hvordan, kan de jo for en gang skyld inddrage lægerne rigtigt i processen.
