Indtil for relativt nylig har det været muligt at bilde sig ind, at præsident Trumps præsidentskab ikke for alvor ville anfægte efterkrigstidens Pax Americana, at udnævnelsen af folk som udenrigsminister Tillerson, forsvarsminister Mattis og stabschef Kelly ville sikre kontinuitet, at disse »voksne i rummet« ville kunne tale Trump fra at følge sine primalinstinkter.
Ikke længere. Hvis man skulle sætte en gravsten for Pax Americana, ville dødsdagen kunne fastsættes til den 19. december, den dag Trump, tilsyneladende impulsivt i en telefonsamtale med den tyrkiske hersker Erdogan, bekendtgjorde, at alle amerikanske styrker trækkes ud af Syrien. Samtidig blev det klart, at også halvdelen af de 14.000 amerikanske soldater i Afghanistan trækkes hjem. Dagen efter besluttede forsvarsminister James Mattis, at han ikke kunne tjene en administration, som ikke var villig til at værne om det amerikanske engagement i resten af verden.
Den chokerende effekt af Mattis’ afgang blev naturligvis kun forstærket ved, at en anden af Trumps førhen så forgudede generaler, John Kelly, samtidig opgav ævred som præsidentens stabschef, efter at han igennem halvandet år havde forsøgt at få sat lidt styr på Trumps kaotiske administration.
Fra nu af er det Trump i reneste aftapning, hvilket blev fuldstændig klart, da han under et regeringsmøde onsdag udtalte, at USA fra nu af vil overlade ansvaret for Afghanistan til naboerne Rusland og Pakistan, og afsvor ethvert amerikansk engagement i Syrien med ordene: »Syrien er tabt for længe siden. Og vi taler ikke om store rigdomme. Vi taler om sand og død.«
At USAs europæiske allierede gennem syv årtier med god grund kan frygte, at Trumps brud med »de voksne« i sin administration også får konsekvenser for NATO-samarbejdet, blev klart, da Trump over for sine ministre erklærede, at det ikke anfægter ham, hvad europæerne mener. »Jeg skal ikke være populær i Europa. Jeg vil have, at Europa betaler. Jeg er ligeglad med Europa.«
Det er forventeligt, at en amerikansk præsident reagerer på, at langvarige militære engagementer i lande som Afghanistan, Syrien og Irak møder større og større modstand i den amerikanske befolkning i takt med, at de ønskede resultater synes ude af proportioner med krigsindsatsen.
Det er Trumps rationale, der er forkert. Terrorismen er ikke nedkæmpet i disse lande, som præsidenten påstår; Islamisk Stat eksisterer fortsat i lommer i Irak og Syrien og kan hurtigt genetablere sig, hvis de rigtige omstændigheder opstår – hvoraf en amerikansk troppetilbagetrækning er en af dem. USAs kurdiske allierede, der med succes har båret hovedbyrden med at bekæmpe IS på landjorden, lades i stikken – sårbare, som de er, over for et forventet tyrkisk angreb. I Afghanistan er det eneste sikre resultat af USAs tilbagetrækning, at Taleban hurtigt vil være tilbage ved magten i Kabul – med de konsekvenser, det vil få for terrorgruppers mulighed for at etablere nye fristeder.
I den nye trumpianske verdensuorden er det hvert land for sig selv i en tid, der mere og mere minder om 1930rne, som Antony Blinken og Robert Kagan skriver i Washington Post, med »populister, nationalister og demagoger i vækst, stadig mere aggressive autokratiske styrer, et splittet Europa berøvet for selvtillid, og demokratier under angreb, sårbare over for manipulation udefra«. Nu blot tilsat den nye tids problemer: cyberkrig og klimakrise. Velkommen til Trumps verden, år 2019.
