Identitet. Danskernes besættelse af egen danskhed er ved at opløse rigsfællesskabet, advarer dansk professor med islandsk baggrund.

Det sidste skub

Den stadig snævrere opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk, får færinger og grønlændere til at føle sig mindre hjemme i rigsfællesskabet. Således bidrager de kræfter i Danmark, der anbefaler en stærkere og mere entydig national identitet som modsvar på indvandring og globalisering, paradoksalt nok til opløsning af selve de bånd, der holder det danske rige sammen. Det mener i hvert fald professor Rasmus Gjedssø Bertelsen, dansk professor i international politik i Arktis ved UiT – Norges arktiske universitet i Tromsø.

»Vi ser et stadig snævrere dansk identitetsbegreb, som bruges instrumentelt, for ikke at sige opportunistisk, og vi kan se på stemmefordelingen på partierne, at det er en strategi, der bærer frugt. Men det er også en strategi, der kolliderer med ideen om at holde sammen på et oversøisk, multinationalt, multietnisk, flersproget rigsfællesskab,« siger han.

Rasmus Bertelsen er født i 1975 i København, men opvokset og til dels uddannet i Island, hvor han har udviklet sit særlige nordatlantiske perspektiv. Han skrev ph.d. på University of Cambridge om de britiske og franske eliters syn på kolonierne i Mellemøsten og fortsatte som post.doc. på Harvard University i USA. I de seneste fire år har han været professor i nordområdestudier og Barents Chair in Politics på universitetet i Tromsø.

Vi mødes til seminar på Dansk Institut for Internationale Studier i København i anledning af 100-året for Islands løsrivelse fra Danmark, som arrangørerne finder voldsomt relevant for rigsfællesskabets fremtid. På kanten af seminaret forklarer han mig, hvordan den aktuelle politiske udvikling i Danmark i hans analyse virker direkte forstærkende på rigsfællesskabets opløsning:

»Hvad vil det sige at være dansk i dag – etnisk, sprogligt, religiøst?« spørger han.

»Skal man se ud som dig og mig for at være dansk? Skal man have dansk som modersmål? Danmark som et nationalromantisk land er i direkte kontrast til republikker som Frankrig og USA, som er funderet på en idé, der principielt ikke har nogen hudfarve, religion eller sprog, mens dansk identitet netop ikke har noget med en idé at gøre. Der er ingen amerikansk uafhængighedserklæring eller fransk menneskerettighedserklæring bag; den danske grundlov har ingen ambition om at have universel værdi, kun om at beskytte det danske folk og nation. Den har aldrig haft nogen betydning uden for kongeriget, men fra midten af 1800-tallet, hvor den bliver til, begynder den nye nationale folkeidentitet for alvor at få praktisk betydning,« siger han.

Bertelsen minder om, at rigets tab af de tyske hertugdømmer i det nuværende Nordtyskland netop skete, fordi dansk og tysk nationalisme stødte sammen. Tiden, hvor tysk kunne være kommandosprog i den danske hær, og en tysker kunne blive rigets mest indflydelsesrige mand næst efter kongen, som Struensee i 1700-tallet, var endegyldigt forbi.

»I dag er det umuligt at forestille sig en ikke-dansktalende, ikke-etnisk-dansk statsminister i Danmark, og i de nordatlantiske samfund er det identitetsmæssige altså stadig uhyre vigtigt. Da Island besluttede sig for at løsrive sig i 1918, var det ikke for at frigøre sig fra et frygteligt tungt, dansk åg; så horrible har vi danskere aldrig været. Det identitetsmæssige var allerede dengang en uhyre vigtig drivkraft for islændinge. Man vil simpelthen være sig selv og fri fra den danske stat,« siger Bertelsen og peger på tilsvarende træk på Færøerne og i Grønland.

Er Grønlands og Færøernes løsrivelse så helt uafvendelig?

»Ja, det er tæt på. Er der plads til færinger og grønlændere i den danske identitet i dag? Til ikke at have dansk som modersmål? Til at spise anderledes mad? Taler de offentlige institutioner i Danmark færøsk og grønlandsk?« spørger han retorisk.

»Jeg har svært ved at se den danske identitet som særlig rummelig, og man kan altså ikke beordre andre til at føle sig omfattet af ens egen nationale selvopfattelse,« siger han.

Hvis den danske regering ønsker at bevare rigsfællesskabet, anbefaler han en langt stærkere dansk indsats i Grønland, så uddannelsesniveauet og økonomien kommer på højde med Færøernes.

»Konfliktniveauet mellem Danmark og Færøerne er meget lavere end mellem Danmark og Grønland. I Grønland støder visionen om løsrivelse benhårdt ind i de praktiske forhindringer – det lave uddannelses­niveau og afhængigheden af bloktilskuddet fra Danmark – og det skærper konflikten med Danmark. Og de, der tror, at de kan overbevise grønlænderne om, at deres drømme er urealistiske, opfatter jeg altså som helt useriøse,« siger han.

Der er ingen varme tilhængere af rigsfællesskabet i DIIS-seminarets panel, men stor nordatlantisk sagkundskab. Bertelsen taler side om side med den filosofiuddannede Mininnguaq Kleist, leder af Grønlands repræsentation i Bruxelles, den islandske historiker Áugust Thór Árnason og juraprofessor Rachael Lorna Johnstone, der underviser både i Akureyri og på Ilisimartusafik, Grønlands Universitet, i Nuuk.

Rasmus Bertelsen indleder med ungdomsbilleder af sig selv på ryggen af en islandsk hest, og han refererer til en spritny bog om Islands løsrivelse udgivet af Altinget og Islands historiske selskab.

Her skriver han om Forbundsloven af 1918, der dannede grundlag for Islands løsrivelse; en lov, der i hans øjne bør studeres nøje af danske og grønlandske politikere: »Akademisk, centraladministrativ og politisk historieløshed i især Danmark og Grønland begrænser den strategisk-politiske debat om rigsfællesskabets fremtid,« skriver han blandt andet.

Fra talerstolen hos DIIS beskriver han tre centrale faktorer i løsrivelsesprocesserne på Færøerne, Island og Grønland: Den politiske vilje til løsrivelse, uddannelsesniveauet og graden af økonomisk uafhængighed. I Grønland er der rigelig vilje til løsrivelse, finder han, mens det kniber gevaldigt på de to andre punkter.

Bertelsen efterlyser en langt mere rationel, praktisk og mindre ideologisk dialog mellem Grønland og Danmark – gerne inspireret af Forbundsloven fra 1918, der netop løste en række lavpraktiske udfordringer ved Islands løsrivelse.

Loven, der i øvrigt nød varm støtte fra Frederik VIII, betød, at Danmark fra 1918 i en 25-årig overgangsperiode sikrede, at Island stadig havde en fiskerikontrol, en valuta, udenrigstjeneste, adgang til universitet med videre, selv om Island var blevet en suveræn stat.

»Jeg finder den moderne danske dialog med Nordatlanten meget forvirret og konfliktpræget,« siger Bertelsen fra talerstolen.

»Der er ingen intellektuel struktur for samtalen med Færøerne og Grønland om den fælles historie eller om, hvordan forholdet skal se ud i fremtiden,« siger han.

 

Læs også artiklen om, at et flertal af grønlændere ønsker selvstændighed – men ikke nu: »Løsrivelse anno 2037«

Læs også historiker Thorkild Kjærgaards artikel fra Weekendavisen #47, fredag 23. november 2018, om, at selvstændighedsdagsordenen truer det grønlandske samfund: »Det grønlandske janusansigt«