Kommentar. Der har længe været en kløft mellem USAs mål i Syrien og den skrabede indsats, man var villig til at yde. Derfor er der en vis logik i Trumps beslutning om at trække sig helt ud af landet.

Kontroversiel retræte

Præsident Trumps beslutning om at trække de amerikanske styrker hjem fra Syrien har skabt kaos og katastrofestemning i Washington og hos allierede i hele Mellemøsten og Europa.

Washington glødede i kølvandet på Trumps udmelding. »Jeg har aldrig set noget lignende i mine 12 år som formand for Senatets udenrigsudvalg,« udtalte Bob Corker. Den populære republikanske senator Lindsey Graham kaldte beslutningen en fejltagelse på linje med Obamas tilbagetrækning fra Irak, og forsvarsminister James Mattis endte med at trække sig fra sin post i protest mod præsidentens politik.

Der er ingen tvivl om, at Trumps beslutning vil få vidtrækkende konsekvenser. Det er en fjer i hatten på Syriens Assad, Rusland og Iran. Og er selvfølgelig også et skridt, der behager den tyrkiske præsident Erdogan, som nu får frit lejde til at indtage de nordlige grænseregioner øst for floden Eufrat, som Ankara så længe har truet med at gøre.

Det er en kniv i ryggen på kurderne, som har været Vestens tætteste allierede, og som effektivt har bekæmpet Islamisk Stat på jorden, ligesom beslutningen uden tvivl generelt vil svække tiltroen til USA, hvis troværdighed i forvejen er på retur.

Ministre og diplomater i Trumps eget embedsværk føler sig snigløbet og udstillet, og udmeldingen afslører den dybe kløft, der løber mellem store dele af administrationen og præsidenten selv. Dagen før Trumps beslutning proklamerede den nyudpegede amerikanske Syrien-udsending, Jim Jeffrey, »at USA bliver i Syrien på ubestemt tid.«

Siden sin indsættelse har præsident Trump ønsket at trække sig fra Syrien, mens præsidentens eget embedsværk, forsvars- og udenrigs- ministre, Det Nationale Sikkerhedsråd og allierede i Mellemøsten har trukket voldsomt i den anden retning.

I marts meldte Trump, at USA snart ville bringe de amerikanske styrker hjem. Men præsidenten blev endnu en gang overtalt til at lade styrkerne blive – lokket med en ny »Syrien-strategi« og flere vidtløftige begrundelser for nødvendigheden af militær tilstedeværelse i Syrien: Irans indflydelse i Mellemøsten skulle inddæmmes, alle iranske tropper og militser skulle tvinges til at trække sig ud af Syrien, Islamisk Stat skulle udryddes varigt, kurderne beskyttes, og USA skulle sikre, at Syrien fik et reelt regimeskifte.

Men det var og er fortsat helt urealistiske målsætninger. Som en god kollega og tidligere rådgiver for Obama-administrationen, Marc Lynch, sagde til mig: »Det udgør ikke en Syrien-strategi, blot en oppustet ønskeseddel, som i praksis betyder, at det amerikanske militær kan blive i Syrien uendeligt.«

Tag eksempelvis ambitionen om at drive Iran ud af Syrien. Med sine 2000 mand på jorden og luftstøtten til det kurdisk dominerede SDF ville USA aldrig kunne inddæmme iransk indflydelse eller tvinge Teheran til at trække sine tropper hjem og opgive støtten til de mange shia-militser, der tilsammen udgør op imod 80.000 mand.

Hvad Syrien-konflikten handler om set fra Teheran, er ønsket om at sikre sig strategisk dybde og i sidste instans præstestyrets egen overlevelse. Gennem Syrien har Iran sikret sig endnu et brohoved til Israel, samtidig med at man holder arabiske rivaler i skak. For Teheran handler Syrien om strategisk overlevelse; det gør det ikke for USA.

Kort efter at Trump-administrationen lancerede sit nye mål om iransk tilbagetrækning fra Syrien, talte jeg med en højtstående iransk diplomat. Han begyndte at klukle, da talen faldt på de nye amerikanske krav til Iran. For diplomaten vidste, at USA ikke ville være parat til at gå i krig med Iran på grund af Syrien, og at der i den forstand ikke var overensstemmelse mellem de erklærede målsætninger og USAs reelle indsats.

Det samme gælder i forhold til de kurdiske grupper i Syrien. Kurderne er historisk blevet svigtet af regionale og internationale stormagter – lige fra Sèvres-traktatens løfter om en folkeafstemning om kurdisk selvstændighed efter Første Verdenskrigs afslutning, over oprøret mod Saddam Hussein og senest det internationale samfunds passivitet efter afstemningen om selvstændighed i det kurdiske Irak sidste år og Bagdads efterfølgende indtog i Kirkuk.

Så det er kynisk magtpolitik, men ikke særlig overraskende, når Trump vælger at imødekomme en NATO-allieret, Tyrkiet, fremfor de kurdiske grupper.

De seneste måneder har amerikanske generaler og højtstående officerer forsøgt at forsikre de kurdiske styrker om, at USA ville blive varigt i Syrien, og at baser og udstyr er blevet forstærket. Det er formentlig en stor del af baggrunden for Mattis’ afgang, at det amerikanske forsvar på den måde lagde hele sin vægt bag løfterne til de syriske kurdere og blev undsagt af præsidenten.

Men de kurdiske grupper blev klogeligt ved med at tvivle. De så, hvordan det gik i Afrin, hvor tyrkiske styrker uantastet fik lov til at gå ind og indtage byen. Siden det syriske oprørs start har kurderne da også holdt linjerne varme til både Damaskus og Rusland.

Kurderne og amerikanerne har delt en fælles fjende i Islamisk Stat, men med den militære nedkæmpelse af IS blev diplomater og politikere i Washington langt mere lydhøre over for Erdogans indvendinger og trusler.

De kurdiske styrker vil nu formentlig søge beskyttelse hos Assad-regimet og Rusland, og Tyrkiet kan derfor ende med at indtage en mindre bufferzone langs grænsen. Længere sydpå vil vi sandsynligvis se en uskøn blanding af iranske shiamilitser, russiske lejesoldater og Assad-styrker, der rykker længere ind i det frugtbare område omkring Deir Ezzour, hvor der er oliefelter og grænseovergange til Irak.

Er Islamisk Stat nedkæmpet og »mission accomplished«, som Trump annoncerede? Rent militært er Islamisk Stat besejret; de kontrollerer ikke længere et territorium, en befolkning eller politiske institutioner. Det er ikke længere en stat in spe, men en spredt partisangruppe på flugt eller under jorden.

Den ambitiøse målsætning om varig bekæmpelse er selvfølgelig ikke indløst. Ræsonnementet bag varig bekæmpelse bunder blandt andet i den republikanske kritik af Obamas troppe- tilbagetrækning fra Irak i 2009-2011. Ifølge kritikerne førte den til, at al-Qaeda, som ellers var nedkæmpet, omgrupperede sig, og ud af asken opstod Islamisk Stat.

Men dengang var der op imod 150.000 amerikanske soldater i Irak, og USA var massivt til stede, også økonomisk og politisk. I dag er der 2000 mand i et hjørne af Syrien.

Hvis terrorgruppen skal udslettes varigt, skal der tages fat på de bagvedliggende årsager til Islamisk Stats (gen)komst. Det er de håbløse politiske og økonomiske vilkår, og korrupte, klientilistiske og repressive politiske systemer, der risikerer at skabe et nyt Islamisk Stat. Det er krigsplagede, sammenbrudte statsinstitutioner i lande, hvor militser regerer som stater i staten godt støttet af fremmede magter, der skaber grobunden for terrorgrupper og cyklisk vold.

Heldigvis er der stadig andre stemmer og grupper tilbage i Syrien; journalister, lokalpolitikere og intellektuelle, der kæmper for et andet Syrien. Men det er netop dem, som først Obama og siden Trump gradvist har trukket støtten til.

Den sidste, vidtløftige målsætning handler om det politiske spor. USA ønsker, ifølge Jim Jeffrey, en reel forandring af Assad-regimet og en plads ved forhandlingsbordet. Men Syriens politiske fremtid bliver i dag primært bestemt af trekløveret Iran, Tyrkiet og Rusland, ikke USA. Det er Rusland, der står i spidsen for de løbende politiske forhandlinger i Astana og Sotji. Siden januar har Moskva forsøgt at skabe et kompromis om dannelse af en syrisk forfatnings- kommission og nyvalg.

USA har længe været kørt ud på et sidespor. Det skyldes blandt andet, at den amerikanske militære indsats ikke matcher den russiske og iranske, og at USA endte med fuldstændig at stoppe støtten til Den Frie Syriske Hær (FSA). På samme vis har USA gradvist trukket sig fra de politiske og civile programmer til fordel for den syriske opposition og civilsamfund, og de facto har USA uddelegeret beskyttelsen af Idlib-regionen til Tyrkiet.

Også når det gælder genopbygning, er det formentlig Europa og Golflandene og ikke USA, som spytter i kassen. Til forskel fra USA er Mellemøsten Europas baghave, og Europa har modtaget langt flere syriske flygtninge. Derfor er de europæiske regeringer særligt ivrige efter at skabe de økonomiske og politiske betingelser, der kan få syriske flygtninge til at vende hjem, og her er genopbygning en vigtig brik.

I kulisserne er flere arabiske Golf-stater – der før var ærkefjender af Assad – også begyndt at række ud til Assad-regimet; de er i fuld gang med at åbne ambassader, lave handelsaftaler og bane vejen for, at Syrien kan genindtræde i Den Arabiske Liga. Med oliepenge til genopbygning håber de formentlig på at begrænse Irans massive indflydelse en smule.

Den amerikanske Syrien-politik har været katastrofal. USA har gjort for lidt og har handlet for sent. Dermed har man svigtet de tusindvis af syrere, som kæmpede for et andet politisk system.

Men det er Washington-spin, når Trumps embedsværk spiller ud med vidtløftige mål om varig nedkæmpelse af Islamisk Stat og fuld iransk tilbagetrækning med få midler.

USA valgte både under Obama og siden under Trump, at Syrien ikke var vigtig nok til at begrunde et mere markant amerikansk engagement, og man tabte reelt spillet om Syriens fremtid tilbage i 2015, da Rusland gik ind. I det lys har Trumps beslutning en indre fornuft og er blot en naturlig forlængelse af tidligere amerikanske beslutninger.