LEDER

Den varme luft

HVIS man leder efter det politiske emne, der har rykket mest i det forløbne år, kan man kaste et blik på en meningsmåling, der kom lige før jul. Her ligger klimaet øverst på listen over de emner, vælgerne finder vigtigst. Den globale opvarmning bekymrer vælgerne mere end udlændinge! Det er lidt af en gletsjer-forskydning, som kan aflæses mange steder: Partierne kappes om at fremstå mest ambitiøse, private virksomheder fremlægger langsigtede klimamål, der tales og skrives overalt om individuelle klimaregnskab over bøffer og flyrejser. Og igen diskuteres det, om vækst-paradigmet ikke burde afvikles.

MAN skal da også være en særling for ikke at blive påvirket af årets begivenheder: Den amerikanske vestkyst, helt op til Seattle, har været hærget af flammer, ligesom skovbrande rasede i både ­Grækenland og Sibirien. Vores egen skønne sommer var forsiden på en global hedebølge, der slog tusindvis ihjel og smadrede høsten andre steder. De atlantiske orkaner var kraftigere end gennemsnittet for fjerde år i træk. Sandsynligheden for de ekstreme vejrforhold øges af den stigende gennemsnitstemperatur, som får isen til at smelte, og ørkenen til at brede sig hurtigere end frygtet. Mest omtalt var FNs rapport, der viste, at det kræver ekstreme og akutte politiske tiltag at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader i år 2100. Den aktuelle udledning af CO₂ vil få temperaturen til at stige yderligere: Tre grader vil ifølge FN gøre verden »uigenkendelig« med årelange tørkeperioder helt op i Europa, Rusland og Nordamerika, udryddelse af koralrevene og dyrearter, kortere levetid for mennesket, millioner af døde, »store krige« og ødelæggelse af udsatte byer som for eksempel Miami.

KUNNE det tænkes, at 2018 er et magisk vendepunkt? I både klimatologi og sociologi taler man netop om tipping points, vendepunkter, hvor et fænomen tipper over og forandrer karakter. I sociologien sker det, når mindre bevægelser i en gruppes adfærd pludselig skubber flertallet til at flytte sig, så hele gruppens opførsel er ændret for bestandigt. Er det dér, vi er i dag?

FRELSE menneskeheden fra klimaforandringerne – det burde jo stå øverst på programmet hos alle ambitiøse politikere. Men alligevel er der en afgrund mellem talerne – for eksempel til det netop afholdte klimatopmøde – og de faktiske handlinger. Verdens udledning af CO₂ stiger og har aldrig været højere. Selv i Europa udleder vi stadig flere drivhusgasser.

JORDEN bliver altså varmere, selv om der både er teknologi og politisk-økonomiske værktøjer, der vil gøre ­fossile brændsler dyrere og udbrede den vedvarende energi: subsidier, afgifter eller ligefrem forbud. Men der mangler noget afgørende: politisk vilje. Den findes ikke, og det er der en logisk grund til. Danske politikere, ligesom de fleste andre politikere i Europa, ved, at det ikke gør nogen forskel, om lige netop de går forrest. Frankrigs præsident Macron kan jo minde dem om, hvad der sker, hvis man sætter benzinafgiften op: lammende protester fra vælgere, der kan se, at resten af verden fyrer løs med kul og olie og billig benzin. Selv i Tyskland bygger de nye kulkraftværker.

MED den politiske handlings­lammelse følger stor frustration – som i Politiken, hvor oliegenerationens bedsteforældre skriver skamfulde breve til deres børnebørn. Frustrationen udtrykkes ikke med store demonstrationer eller markante vælgervandringer, men med en social bevægelse, der gør spørg­smålet til et individuelt, næsten moralsk, anliggende. Også i Politiken kunne man onsdag udfylde sine personlige klimamål for 2019 – og få »en smuk plakat« tilsendt. Avisen havde forleden et interview med den britiske aktivist George Monbiot, der vil gøre det »pinligt for folk at indrømme«, at de spiser kød.

LØFTER om personlige livsomlægninger som politisk protest minder om modstanden mod atomvåbenkapløbet i ’70erne og ‘80erne – med »atomvåbenfri zoner« på universiteter og i kollektiver. Det betød selvfølgelig intet – ud over en afstivning af folks selvfølelse. Og det indebar ikke nogen ændring af folks liv – præcis som de aktuelle CO₂-kompensationer ved flyrejser.

OG hvad så? Har frontløberne i klimabevægelsen da ikke flyttet vores måde at tænke på? For kort tid siden blev det jo anset som ligefrem besynderligt at tale om oksekødets forbandelse. Det gør det ikke længere. Det er også sandt, at særligt Alternativets dagsorden har haft politisk indflydelse. Problemet er bare, at disse frontløbere har inkonsekvensen til fælles med de politikere, de kritiserer. I Alternativet elsker de at flyve på dykker­ferier. De mange, mange tusinde rejser til klimatopmødet udledte så meget CO₂, at det ville udligne et mellemstort lands kollektive beslutning om at blive vegansk. Samme dag som klimaplakaten havde Politiken et rejsetillæg på 128 sider. Netmediet Zetland, der har som mål at »presse på« for klimaløsninger, har indgået partnerskab med Norwegian om at sælge abonnementer – samme Norwegian, der næste år åbner otte nye ruter fra Billund. Hovedparten af den sociale klimabevægelse gør som politikerne: Prøver at vinde den grønne førertrøje uden at anstrenge sig for meget.

MORALSK går det derfor skidt med at påpege fattigere landes og dår­ligere stillede medborgeres klimaregnskab. Budskabet er jo, at lige netop spydspidserne i klimabevægelsen har gode grunde til at flyve rundt i verden, mens alle andre burde lade være. Ligesom politikerne til topmøderne sætter klima-aktivisterne frivillige mål op, som de kan overholde, hvis det passer sig. Det tyder på, at ikke engang de selv tror på det.

PANIK over klimaforandringerne er der altså hverken gået i politikere eller vælgere. Måske forstår vi så udmærket, at heller ikke kineserne eller inderne frivilligt vil forringe deres levevilkår. Indien fyrer med billigt kul, produceret i fattige delstater, hvor kullet giver arbejde og mad på bordet. De fossile brændstoffer er billige, de kan lagres i praktiske tønder og bunker, og de findes i enorme mængder. Har man brug for billig energi, bruger man naturligvis dét. Så længe det er virkeligheden, er det helt ørkesløst at drømme om en hurtig, grøn omstilling.

VAR det ikke en god idé at tage klimaspørgsmålet alvorligt på en mindre skinhellig og mere realistisk måde? At finde et fornuftigt sted mellem det individuelle ansvar og de utopiske universelle løsninger? Og bruge kræfterne lige netop dér, hvor vi kan gøre en forskel?

ALT godt kommer hér ikke til den tålmodige. Ingen ­fornuftige mennesker bestrider klima­forandringernes konsekvenser. Men alle fornuftige folk burde holde op med at tro, at mennesket vil ændre grundlæggende adfærd i forhold til ­materielle goder, eller håbe at udviklingslande pludselig sætter store afgifter på kul. Den fantasi er forbeholdt dem, der for længst har glemt, hvad fattigdom og sygdom er. Derfor burde vi bruge kræfterne på løsninger, der vil virke så hurtigt og globalt som muligt.

GODT vil det være at bruge energi og penge på at forske i netop dét, der vil gøre vedvarende energi billigere og universelt brugbart. Egentlig burde Danmark kaste kræfterne ind i udviklingen af atomkraft, særligt af atomdrevne fragtskibe, hvor netop et dansk bidrag vi gøre en stor forskel. Men andet kan også gøre det: Lagringen af vedvarende energi er den store udfordring, og i Danmark er vi netop dygtige til kemisk lagring af grøn strøm. Vi kunne også satse stort på udviklingen af batterier til lagring af energi fra vind og sol. Det vil uden tvivl være det bedste, Danmark kan gøre. Og det er dét, ambitiøse klima-aktivister burde demonstrere for: En helt massiv forskningsindsats. Mangler der penge, kan man jo foreslå en frivillig skat til formålet; mange vil sikkert gerne være med til at løfte opgaven. Dét vil være et ambitiøst mål at sætte på klimaplakaten for 2019.

 

Læs også debatindlægget fra Ida Auken og Martin Lidegaard i Weekendavisen #2, fredag 11. januar 2019: »Om igen, Krasnik!«