På Strada Garibaldi i Parma en dag i november står jeg pludselig over for ham. Hans øjne er venlige, næsen bred og lige, kæben kraftig, og på de kødfulde læber over den markerede hage spiller krusningen af et selvsikkert smil.
Det, jeg ser på en plakat bag ruden i en aviskiosk, er ikke den fascistiske Duce, som førte sit folk i krig og iværksatte jødeforfølgelser og undertrykkelse af anderledes tænkende. Eller det skælvende vrag, som den 28. april 1945 tryglede om nåde, inden han blev henrettet af partisaner i en gyde ved Comosøen. Men fremstillingen af en kombattant, en landsfader og en elsker i én og samme person. Et forbillede for kommende generationer.
Jeg vidste godt, at Benito Amilcare Mussolini for en stor del af den italienske befolkning stadig er en helteskikkelse, men at se hans kontrafej hænge frit fremme ved højlys dag på hovedstrøget i Parma, den italienske antifascismes vugge, gør alligevel et vist indtryk. »Mussolini. Kalender 2019,« står der.
Jeg køber et eksemplar af den lokale avis og støder tilfældigt på en nekrolog over en af byens mange partisaner, Soemo Alfieri med kampnavnet »Russia«, som dagen forinden er død i en alder af 90. Han var 15, da han gik op i bjergene for at kæmpe mod fascisterne og nazisterne, og 17, da Il Duce blev henrettet. En af de sidste af en generation, som er ved at løbe ud.
På min rejse fra nord mod syd støder jeg i Umbrien på en anden partisan, Enrico Angelini, som netop er gået bort, 93 år gammel, og som til det sidste rykkede ud med opløsningsmiddel og stålbørste, når nogen havde sprayet et hagekors på en mur i hans by, Foligno.
Snart er alle de gamle partisaner væk som et sidste ekko af Bella Ciao, antifascisternes hymne. Kun Mussolini fortsætter med at hjemsøge sit folk.
I virkeligheden startede rehabiliteringen af ham i samme øjeblik, skuddene faldt. »Giv os vores Fører tilbage,« fortæller forfatteren Andrea Camilleri, at der stod skrevet på en mur i Rom kun 14 dage efter henrettelsen. Og der var ikke engang gået et år, inden en flok hengivne fascister stjal Mussolinis jordiske rester fra den anonyme grav i Milano, hvor han i første omgang var blevet stedt til hvile. I ly af natten blev han kørt væk på en trillebør og gemt af vejen i en dragkiste, og først efter tre måneder lykkedes det myndighederne at opspore liget hos et par munke, som passede på det for fascisterne. Rygterne vil vide, at Mussolinis arme var faldet af undervejs.
Ti år senere gav den italienske regering så tilladelse til, at Mussolini måtte begraves i familiekrypten hjemme i fødebyen Predappio. En på alle måder typisk italiensk løsning, hvor ingen spørger om formen, før kagen er bagt.
Auschwitzland
Således kunne nostalgikere og nyfascister indlede den uafbrudte pilgrimsrejse til Predappio, som nu har stået på lige så længe, som Mussolini nåede at leve; dette år nu med introduktionen af T-shirten med påskriften »Auschwitzland«, designet som Disney-koncernens logo, bare med kz-lejrens karakteristiske facade i stedet for Askepotslottet.
»Det er bare sort humor,« forklarede den kvindelige Mussolini-pilgrim frejdigt, inden det storgrinende billede af hende ramte medierne og gik verden rundt.
Billedet afstedkom flere anmeldelser, blandt andet fra Auschwitz Birkenau-Museet, men blev ikke påtalt af Italiens ellers meget opmærksomme indenrigsminister, den højrepopulistiske Lega-leder Matteo Salvini, som selv kort forinden havde besteget sit ministerium i Rom og fra tagtoppen med fryd i stemmen udpeget alt det gode, Mussolini gjorde for italiensk arkitektur og landbrug.
Den lille blanke snublesten i fortovet ud for Via Nazionale 87 tæller ikke med i den sammenhæng. »Her boede Beniamino Cori. Født 1879. Anholdt 23.4.1944. Deporteret til Auschwitz. Myrdet 30.6.1944,« står der. Jeg søger flere oplysninger om Cori, men finder ikke meget ud over, at han blev sendt til Auschwitz fra den italienske koncentrationslejr Fossoli ikke så langt fra Parma.
Jo, der er sket noget i Italien siden sidst. Forandringerne har længe været undervejs, men nu er de faldet i slag som klokkeværket i et stueur på et plejehjem. For nylig blev 20 snublesten brækket fri af fortovet og fjernet i den italienske hovedstad. Den jødiske kunsthistoriker og arkitekt Adachiara Zevi kaldte hærværket »et uhørt fascistisk og antisemitisk angreb, foretaget af folk, som ikke handler i spøg, men desværre føler sig legitimerede af vores regering, der opildner til had mod de anderledes.«
Domenico Mariani er ved at nå den plejekrævende alder, efter at han det meste af sit liv har været entreprenør i Afrika. Men han er ikke dårligere, end at han sammen med tre andre fra billardklubben i Avigliano Umbro forleden tog bilen op til Predappio for at se Mussolinis grav.
»Jeg havde aldrig været der før,« sagde han og fremviste en flaske »sort vin«, som han havde købt i en af de mange velassorterede souvenirbutikker, der betjener pilgrimmene. Under den ugentlige fællesspisning læner han sig ind over fadet med spydstegte drosler og skovduer og betror mig sin teori om kristendommens opståen:
»Efter Masada udtænkte jøderne en snedig plan mod romerne. ’Vi giver dem en orm, som vil splitte og ødelægge dem.’ Det var Jesus. Og det lykkedes. Hvis det ikke havde været for kristendommen, og særligt for den katolske kirke, så havde Romerriget stadig været stort og mægtigt,« siger han. Kristendommen er altså en virus, udtænkt af jøderne, mener han.
På hans anden side sidder en gammel kommunist og lytter med, mens han kæmper med en halv due. Han ryster langsomt på hovedet, men siger ikke noget, som ville han udtrykke, at »min tid er gået, jeg orker ikke det hele én gang til«.
Fiskeskipperens datter
Angela Maraventano er en af de italienere, der er ganske godt tilfredse med højredrejningen og partiformand Salvinis nye uofficielle titel som Italiens nye stærke mand.
Da hun var ung i 1970erne og 80erne på den lille ø Lampedusa, stemte hun på det nyfacistiske parti MSI, ledet af Giorgio Almirante, som under fascismen var chefredaktør på bladet La Difesa della Razza, »Racens Forsvar«, hvor der blev slået på tromme for »den overlegne ariske race«, som man mente italienerne tilhørte. Det var nu ikke noget, Angela Maraventano gik op i, fortæller hun, da jeg møder hende på Legaens kontorer ved Senatet i Rom.
»Jeg var jo bare fiskeskipperens datter og stemte som min far. Og han fortalte, at der under fascismen blev bygget skoler, og at børnene fik udleveret kladdehæfter uden at skulle betale for dem. Så bliver man ældre og begynder at læse og høre ting, som er knap så rare, men jeg levede jo ikke under fascismen, så jeg vil ikke dømme nogen. Jeg kan bare sige, at der er noget ved fascismen, jeg sætter pris på, og andet, jeg ikke bryder mig om. Jeg kan godt lide det med at værne om og passe på det, vi har, og have regler. Men hele den opdeling i rigtige og forkerte, og at slå ihjel, det kan jeg ikke stå inde for. Jeg er helt sikkert ikke en morder og ønsker heller ikke at blive det,« siger Maraventano.
Hun blev i 2008 valgt til Senatet i en norditaliensk valgkreds for Lega, som dengang endnu hed Lega Nord og var ledet af sin grundlægger, Umberto Bossi.
Faktisk var det lidt af en sensation, da hun som syditaliensk kvinde – og ovenikøbet så langt sydpå som Lampedusa – begyndte at agitere for Legaens synspunkter og foreslog, at Lampedusa forlod den administrative tilknytning til Sicilien og blev lagt sammen med den norditalienske provins Bergamo, fordi Sicilien efter hendes mening misrøgtede de små øer.
Inden hun gik ind i politik, skrev hun på vegne af en borgerkomité rundt til de politiske partier for at få hjælp. Lega Nord var de eneste, der overhovedet svarede og viste interesse, fortæller hun. Derfor blev hun Lega-kvinde. Det med migranterne kom først senere.
Jeg viser hende billedet af kvinden med Auschwitzland og spørger, om det er dér, vi er på vej hen.
»Det dér er efter min mening ikke noget, der har med nutidens idéer at gøre. Dertil vil vi aldrig nå. Både min datter på 21 og min nevø på 23 stemmer Lega, og de vil aldrig blive sådan.«
Men hvordan forklarer man sådan en T-shirt? spørger jeg.
»Det er jo bare nogle folk, der er lidt vrede og gerne vil tiltrække sig lidt opmærksomhed og blive hørt, ikke mere. Sådan er højrefløjen ikke i dag, og det tror jeg heller aldrig, den bliver. Man kan jo aldrig sige sig fri for kriminelle fanatikere, men de vil aldrig være mange nok til at danne et seriøst parti.«
Jeg spørger, hvad hun mener om Mussolini. Var han en stor statsmand? Og hun svarer, at »nej nej, den snak fører ingen vegne«.
Den store mamma
I Orvieto en times kørsel nord for Rom viser jeg også Auschwitzland-billedet til Enrico Fink, oldebarn af en jødisk-russisk flygtning og en fremtrædende skikkelse på den jødiske musik- og teaterscene i Italien. Han smiler som én, der har set og hørt det, der er værre.
»Men problemet med den slags er, at jo mere man accepterer det, desto flere ender også med at tro, at Auschwitz aldrig foregik i virkeligheden, men at det var en slags Hollywood eller Disneyland og opdigtet fra ende til anden. Det er der virkelig folk, der tror. Et mindretal, bevares, men alligevel nok til at gøre indtryk. Jeg så det også i nogle af de svar, jeg fik,« siger han.
Han hentyder til et åbent brev, han sendte til Mussolinis barnebarn, EU-parlamentarikeren og det tidligere italienske parlamentsmedlem Alessandra Mussolini, som i sommer forlod Berlusconis parti Forza Italia og erklærede sig som Lega-sympatisør.
Anledningen var, at Alessandra Mussolini, som kom i parlamentet første gang i 1992 for det nyfascistiske parti MSI og altid med stor nidkærhed har vogtet sin bedstefars eftermæle, dette efterår bekendtgjorde, at hun ville anmelde alle, der i billeder eller tekst behandlede hendes bedstefar »fornærmende« på de sociale medier.
Hvilket fik Enrico Fink til at forfatte følgende Facebook-opslag, som gik viralt:
»Kære Alessandra Mussolini, jeg læser på din Facebook-profil, at du vil lægge sag an mod dem, der kaster smuds på mindet om din bedstefar. Jeg forstår dig godt. Din bedstefar blev dræbt, så du ikke nåede at lære ham at kende, det er du ked af, og du vil forsvare hans eftermæle. Det er fuldt forståeligt og til en vis grad også rigtigt at gøre. Jeg tillader mig at være dus med dig, for vi har den del til fælles. Også min bedstefar blev slået ihjel, også jeg lærte ham ikke at kende, og det er jeg også ked af. Også jeg vil forsvare mindet om min bedstefar.
Der er bare det ved det, at den ansvarlige for min bedstefars død er din bedstefar. Min bedstefar blev sammen med ti medlemmer af min fars familie, gamle og børn, anholdt af det italienske fascistiske politi, på ordrer underskrevet af din bedstefar, interneret i Fossoli-lejren og derefter sendt til Auschwitz, hvorfra de ikke vendte tilbage. Så måske forstår du, at selv om jeg respekterer dine meninger, ikke kan mene andet, end at din bedstefar var en forbryder og en skændsel for menneskeheden.
Og selv om jeg er en indædt modstander af dødsstraf, kan jeg ikke være andet end tilfreds med, at han – om end alt for sent – fik det endeligt, han fik. Hvis du agter at sagsøge mig, vil jeg med glæde forklare mig bedre i retten. Men jeg tror, du ved, at jeg har gode argumenter, ligesom mange af de andre, du vil sagsøge. Med venlig hilsen.« I et PS nævnes alle de familiemedlemmer, som døde i Auschwitz, 11 i alt.
Der kom aldrig svar direkte fra la Mussolini, hverken i form af en anmeldelse eller en besked. Det havde Fink nu heller ikke regnet med. »Jeg tror bare, det var et mediestunt for at få lidt opmærksomhed,« siger han.
Klapjagten på »de anderledes«
Vi sidder på en bænk på corsoen – hovedgaden – i Orvieto, en velhavende umbrisk provinsby, kendt for sin domkirke med Signorelli-freskoer, sin dybe belejringsbrønd og sine fine barer, hvor de korruptionsdømte politikere i 1990erne opholdt sig under afsoningen af deres domme i det lokale fængsel. Det er en fredelig, fed søndag formiddag, og indbyggerne og de tilrejsende turister lufter deres enebørn frem og tilbage over de blankslidte sten.
Enrico Fink mener heller ikke, at fascismen er på vej tilbage i Italien iført skrårem og blanke støvler. Den vil udgive sig for at være noget andet, men på mange måder være det samme.
»Altså ingen latterlig stræben efter at genskabe det romerske imperium og heller ingen direkte eller indirekte angreb på den jødiske verden, men derimod på nye mål som immigranter og dem, der er ’anderledes’. Og det fokus har fået en farlig vold til at stige op til overfladen. Jeg lever selv i Firenze, som er en fredelig by, og lige nu er vi i Umbrien, hvor der også er stille og roligt, men ikke så langt væk herfra, i Roms forstæder for eksempel, trives nyfascismen glimrende, og der er åbnet en klapjagt på immigranterne.«
En af grundene til fascismens genopblomstring skyldes efter hans mening, at italienerne efter krigen gav efter for deres udglattende instinkt og havde alt for travlt med at slutte fred med hinanden under den store kristelig-demokratiske paraply, en stor katolsk mamma, som elskede alle, måske lige bortset fra kommunisterne.
Hvor myten om italiani brava gente – at italienerne er gode, fordi de er italienere – trivedes og voksede sig stor igen. Og hvor der absolut ikke var nogen grund til at skændes om, hvem der havde gjort hvad under krigen, for nu var alle jo »gode«. Således fik italienerne efter Enrico Finks mening aldrig gjort op med fascismen. Man hængte den blot til tørre og startede forfra, ofte med de samme mennesker.
»Det er skammeligt at tænke på. På den måde er det Italien, som i dag retter sin vrede mod bølgen af migranter, et land, som ikke i minimal grad har gjort op med sig selv, hvad det foretog sig af folkemord i Nordafrika i kolonitiden. Vores skyld er så stor, at vi bare burde tie stille, bøje hovederne og forsøge at hjælpe til, hvor vi kan. Men nej.«
Således befinder Italien, men også så mange andre lande, sig i en cyklus, der for øjeblikket er som en tilbagevenden til fortiden, mener Enrico Fink.
I aviskiosken i den landsby, jeg selv engang boede i, spørger jeg indehaverens søn, som jeg har kendt, siden han gik i korte bukser, om hvad han mener om den politiske situation.
»Vi er sunket så langt ned i lortet, at det efterhånden er lige meget, hvem der regerer, vi vil bare blive ved med at synke. Det eneste, der kan redde os, er en revolution, der kaster det hele op i luften igen. Sådan som det er sket før i vores historie,« svarer han. Så opgivende har jeg aldrig hørt ham før.
Eksplosiv blanding
Min rejse gennem Italien fører mig til den syditalienske storby Bari ved støvlehælen, hvor Italien slutter til synet af to have, der skyller over hinanden.
Her møder jeg forfatter og sociolog Leonardo Palmisano over en kop kaffe på en søvnig Caffè Borghese ikke langt fra den gamle bydel, som engang havde ry for at være et af de farligste steder i Italien. Han mener, der er en klar risiko for, at Italien, hvis den nuværende regering sidder ved magten i længere tid, udvikler sig til, hvad han kalder »et national-socialistisk demokrati«.
»Faren ligger i dynamikken mellem de to partier. Lad mig forklare. Den gennemsnitlige M5S-vælger er upolitisk og således det bedst tænkelige objekt for et sådant forløb. Også under fascismen fik Mussolini solid opbakning fra »upolitiske« vælgermasser, først og fremmest syditalienere, som ikke havde nogen form for politisk dannelse, men i bund og grund bare havde brug for en stærk mand med nogle få idéer. Hvis vi spoler frem til nutiden, er den stærke mand Salvini. Og de få idéer kommer M5S med. Hvis disse to elementer får lov at vokse sammen for alvor, er risikoen for, at Italien antager karakter af et national-socialistisk demokrati, til stede. De femstjernedes vælgere virker parate til det,« siger han.
Han har to af dem i sin nære familie. Begge unge med en god uddannelse og et arbejde, den ene kommer fra højrefløjen, den anden fra venstre, og begge er de overbeviste om, at regeringen er på rette spor med frit lejde for skattesnydere og borgerløn, fordi de tror, det vil øge forbruget og den lokale økonomi.
»Men når jeg så indvender, at dette sukker eller denne kop ikke bliver produceret i Italien, og at det meste af borgerlønnen ikke vil skabe italienske arbejdspladser, så er de fløjtende ligeglade. De fatter simpelt hen ikke denne analyse,« siger Palmisano.
Og det er på sådan et grundlag, at man bygger en fascistisk ideologi, understreger han.
»Ikke nødvendigvis en ekstrem fascisme. Salvini bruger i dag racismen til at fremstå tydeligere. Men i virkeligheden var det M5S i form af Beppe Grillo, som for første gang fremførte idéen om, at ordensmagten skulle gribe fysisk ind over for immigranterne. Så i det ene regeringsparti, M5S, er der en populisme med klare fascistiske træk. I det andet en leder. Blandingen er en bombe. Vi befinder os i en ny fase.«
