»Prøv at spille på flygelet derhenne. Hør dets klang. Flammerne er her om et kvarter.«
Sådan siger en af San Franciscos indbyggere til forfatteren Jack London, lige før hans hjem og tilværelse går op i flammer. Det er den 18. april 1906, tidligt samme morgen er byen blevet ramt af et kraftigt jordskælv, som dræber 3.000 mennesker og ødelægger 80 procent af byen. Jack London er taget ud for at samle beretninger sammen, men det er hans egne iagttagelser, der er mest slående:
»Alle menneskets kunstfærdige hjælpemidler og forholdsregler var tilintetgjort af 30 sekunders rystelser i jordoverfladen,« skriver Jack London.
I Weekendavisens særlige juletillæg »Natur & kaos« fejrer vi igen fremragende, personlig, rystende og rørende journalistik og andre skriftlige fortællinger. I år har vi valgt menneskets forhold til naturen, nærmere bestemt naturens voldsomhed og kaos, der på få øjeblikke kan ødelægge eller ligefrem udslette hele civilisationer.
Vi begynder selvfølgelig med Bibelens fortælling om Noas ark og slutter med Ib Michaels beretning fra den store tsunami, som i 2004 dræbte op mod 280.000 mennesker. Beretningerne imellem de to flodbølger handler alle om menneskets dramatiske liv med de fire elementer:
Jorden er og bliver – uanset menneskets udbredelse og raseren – en blå planet med vand overalt, over os og under os og lige uden for vores skrøbelige dæmninger. »Det regner./ Og fordi det regner/har det aldrig gjort andet end at regne,« skriver Henrik Nordbrandt i sit digt. Stormfloder langs den danske vestkyst har kostet flere menneskeliv end samtlige krige, ligesom de dybfrosne bælter i 1657-58 fik skæbnesvangre konsekvenser for vores land.
Disse dæmninger bygger vi, ligesom vore mure, huse og byer, på jorden, der ligger hård og solid, som en rolig ven, indtil den bevæger sig, strækker sig og pludselig skælver – og efterlader os som myrer i en knust myretue: »Hvad er jeg? Hvor er jeg? ... Pinte og plagede atomer på denne klump af mudder,« skriver Voltaire i sin skelsættende tekst om det store jordskælv i Lissabon i 1755, ikke mindst om flodbølgen af overtro og dommedagshistorier, der fulgte skælvet.
Fra jorden kommer ilden: Fra Vesuv lyste »brede flammer og ildsøjler, hvis lysende glans nattens mørke ekstra betonede«, skriver Plinius den yngre om det vulkanudbrud, der dræbte hans egen onkel og ødelagde Pompeji. Det er, som om selv årtusinders menneskelig kommen og gåen ikke betyder så meget: For Plinius er frygten og fascinationen den samme som for Joan Didion, der 1900 år senere fortæller om den brændende by — »Los Angeles’ dybeste billede af sig selv«.
Det fjerde element er luften, hvis forandringer aflæses af dem, der lever i og af naturen. Bonden går ud for at tyde himlens varsler, fortæller den finske journalist Zacharias Topelius om den sommerfrost, der er skæbnesvanger for høsten: »Hellere slagregn, uvejr og storm end denne forfærdelige, klare, lydløse, underlige stilhed i hele naturen, som indvarsler fordærverens tyste fjed, der nærmer sig augustnatten.«
I alle disse dybt interessante beretninger tipper naturens balance uden hensyn til os mennesker, hvis hele tilværelse har handlet om at styre og kontrollere elementerne. »Jeg tænkte på, hvor mange gange jeg havde fanget ræve i fælder, og nu sad jeg selv i saksen,« skriver Peter Freuchen om dengang, han blev fanget af en snestorm og endte med selv at måtte klippe sine rådne, forfrosne tæer af.
Mange af skildringerne er præget af måben og målløshed: Vi ved godt, at vi er gæster her på Jorden, men vi forstår det ikke, før vandet stiger, orkanen raser, og undergrunden skælver.
Det er en banal erkendelse, men som mange banale erkendelser helt eksistentiel. Aristoteles, meteorologiens forfader, skriver i sin tekst om de mægtige naturforandringer, der sker så langsomt, at vi ikke forstår dem, før hele nationer er væk. Men hvad så, når vi mennesker selv er skyld i disse forandringer i natur og klima? Forstår vi det da heller ikke, før det er for sent? Og formår vi at gøre lige så lidt ved det som Plinius den Yngre, da han tog flugten fra Vesuv: »Et tæt mørke truede os i ryggen og kom løbende efter os som en vildbæk hen over jorden.«
Beretningerne på de følgende sider minder om, at naturens kraft er uovervindelig. Når vi en dag er væk, vil jorden fortsat skælve, vandet bruse, vinden blæse og ilden flamme.
God læselyst og glædelig jul.
