Jordemødrene går kapgang i træskoene, man skynder sig, men det går ikke an at løbe, de skal udstråle ro, mens de traver gennem fødegangen. De hvide kitler stimler sammen i vagtrummet, da det bliver morgen, og nattevagten er ovre. Udenfor er himlen stadig dyb decembersort. Der hænger julestjerner af slidt, filtret guldtråd i loftet. De netop mødte jordemødre kigger årvågent op mod tavlen, hvor de fødende kvinders fornavne står skrevet ud for hvert sit stuenummer. Hvor mange centimeter har hun åbnet sig? Er det første barn? Tvillinger? Grønt fostervand, svangerskabsforgiftning? Fødegangen er en myretue, der er altid lidt for travlt, siger jordemoder Stina Falsig, men heldigvis sidder der nogle dygtige koner med sudokuhjerne og får puslespillet til at gå op, så der alligevel er en stue og en jordemoder til alle.
Hun skæver til guldstjernerne i loftet og fortæller, hvordan hun selv fødte her for 11 år siden. »Dengang hang de præcis samme stjerner deroppe. Når jeg ser dem, kan jeg levende huske, hvordan jeg gik op og ned ad gangen, mens veerne kom rullende.« Jordemoder Marie Stampe Emborg fortæller om juleaften på fødegangen. »Stemningen er anderledes, det er en hyggelig undtagelsestilstand, at man går her og pusler, mens resten af verden er optaget af juleaften. Det er ligesom at være sneet inde.« En jordemoder, der har været i faget en årrække, erklærer, at hun kan huske alle sine juleaftensbørn.
Hvis nogen siger »jul« og »fødsel«, er det første, jeg tænker på – måske foruden barn Jesus i krybben – Dea Trier Mørchs stemningsfulde Vinterbørn, som følger en række fødende på Rigshopitalet i 1970erne. Her ligger kvinderne længe på svangre- og barselsgangen, mens de lærer hinanden at kende. I dag bliver de førstegangsfødende på Riget sendt hjem fire timer efter fødslen. På Hvidovre har man endnu lov til at lade de mødre, der føder første gang, blive i to døgn. Men er det anden gang, man føder, skal man i udgangspunktet hjem nogle timer efter fødslen.
På personalestuen drikker jeg sort jordemoderkaffe og taler med SOSU-assistenten Dorte Just, som har været i faget i 39 år – og stadig snuser til de nyfødte. Der står en kurv med småbitte huer, som frivillige ældre damer strikker til de nyfødte. I december har alle huerne røde farver. Der dufter godt i køkkenet af tykke skiver ristet hvedebrød med smør, ost og syltetøj. Stina Falsig er ved at anrette en fødselsdagsbakke med Dannebrog til et nybagt forældrepar. Hun hælder kaffe op til kanten i de store krus. Faren havde forsøgt at liste ud for at hente en kop, mens fødslen var i gang, men blev sat på plads af sin sammenbidte kæreste: »Du skal overhovedet ikke have kaffe, når jeg skal føde!«
Dagen går. Der er stille ude på gangen. Med mellemrum bliver der skreget inde fra en stue. Mørkt, dyreagtigt, forpint. Så er der stille igen. Endnu et skrig. Stille. Så vred, våd barnegråd. Her ser så almindeligt ud, men lige bag døren kommer nyt liv til verden. Urlydene slipper gennem de lukkede døre og kaster sig gennem gangens hospitalsgrå linoleum. En nybagt mor med milde øjne går med små, forsigtige skridt mod udgangen med sit barn i en ulden bylt på armen. I modsat retning ruller et metalbord fuld af blodige klude og et vaskefad fyldt med rosa vand af sted.
Pludselig står Stina Falsig for enden af gangen og vinker for at signalere, at jeg skal komme. Nu. Jeg løber. Marie Kulaksiz er otte centimeter åben, »i bragende fødsel,« vurderer Stina, »Marie er andengangsfødende, de sidste to centimeter kan gå stærkt. Jeg kan høre på hendes vejrtrækning, at pressetrangen sætter ind lige om lidt«. Klokken er 19.02. Marie ligger på siden på en hospitalsseng og smågræder. Vi kører hende ind på en stue. Hun er rød om øjnene, kniber dem i, selv med åbne øjne ser hun kun det, der befinder sig helt tæt på lejet.
»Jeg bliver så bange! Det gør så ondt! Det kommer igen nu!«
»Det er ikke farligt, det er helt okay. Du gør det så fint.« Stina bøjer sig ind over sengen og taler mildt, folderne i hendes kittel går i ét med sengetøjet. Marie er forsvundet helt ind i veerne. »I må ikke gå!« råber hun.
»Vi går ingen steder. Når næste ve kommer, så tænk, at det er okay. Nu kommer den, så skal du gispe.« Ovre i hjørnet begynder jeg spontant at gispe med, pyh! pyh! pyh! Marie gør sit bedste, men det gør for ondt, hun brøler, som om hun prøver at få stemmen til at briste. Veen trækker sig tilbage, Marie trækker vejret dybt og silende. Stina finder barnets hjertelyd, det lyder som en hest, der galoperer gennem lavt vand, en våd, taktfast lyd inde fra maven: »Hun har det så godt derinde,« forsikrer jordemoderen. De to kvinder taler fra hver sin ende af et følelsesspektrum, Stina er overjordisk rolig, mens Maries stemme er radbrækket af smerte, alligevel er de tydeligt forbundne. Da Stina stikker over for at gøre et notat ved bordet halvanden meter væk, råber Marie: »Hvor er du?!« Faren svarer, at han står lige ved siden af hende. Men det er jordemoderen, Marie mangler.
Vandet er endnu ikke gået, barnet er på vej til at blive født inde i sine hinder, i en vandballon. I sejrsskjorte, kalder man det. Den spændte rødlige ballon bliver presset ud mellem Maries ben, da den næste ve går igennem hende. Så trækker ballonen, barnets astronauthjelm, sig tilbage. Faren spørger bekymret, om det er farligt, at barnet stadig ligger inde i fosterhinden? »Nej, det bringer held!« pruster Stina frejdigt, mens hun koncentreret presser en varm klud ind mod Maries mellemkød.
Min krop har fortrængt erindringen om fødselssmerterne. Men de dybe lyde, Maries veer trækker frem, får kroppen til at huske: det nådesløse vrid gennem kroppen, knoglerne, der bliver presset fra hinanden. Smerterne, der kulminerer. Tror man. Og så bliver veerne alligevel stærkere. Til sidst rammer man en mur: »Jeg kan ikke mere!« Så ved jordemoderen, at barnet bliver født lige om lidt.
Pludselig går vandet i et sprøjt, der er hul på ballonen, veerne topper nu, Marie skriger: »Jeg vil ikke!« Så kommer det lille hoved fuldt af sort hår, så den lille krop i en flydende bevægelse. Hun lander på sin mors mave, og Maries ansigt er forandret, lykkeligt overvældet, hun hvisker: »Tak, tak, tak« frem for sig. Klokken er 19.36, og Alba er født.
Vi trisser tilbage på personalestuen. Stina praler: »Jeg har udviklet en særlig springteknik for ikke at blive ramt af sprøjtende fostervand.« En kollega er ikke lige så hurtig på fødderne, så hun er begyndt at gå med forklæde. »Et almindeligt køkkenforklæde?« spørger jeg naivt. »Nej, mere som et slagterforklæde. I plastik, og til under knæene. Så kan man let tørre blodet af.« I omklædningsrummet bemærker en ung jordemoderstuderende anerkendende, at jeg har fået lidt blod på min ene skosnude. Jeg bliver helt stolt, jeg har altså også været med i kampens hede? Da jeg beundrende kigger nærmere på klatten, viser det sig dog at være bolognese fra min madpakke.
Næste dag i personalestuen fortæller SOSU-assistent Helle Ann-Beth Hansen mig, at stue 11, som ligger for enden af gangen, bliver brugt, når en kvinde skal føde et ikke-levende barn. Stuen ligger afsides, for at forældrene er fri for at høre babygråden fra de omkringliggende stuer, mens deres eget stille barn kommer til verden. »De bliver gjort i stand, de små væsner. Så kan forældrene have dem hos sig.« Helle Ann-Beth Hansen fortæller, at hospitalet netop er begyndt at bruge en lift med køleelementer, som barnet kan ligge i. Så kan forældrene beholde barnet hos sig så længe, de har behov for. Stina Falsig fortæller, at hun også taler med de døde børn, der kommer til verden, når hun undersøger dem bagefter. »Jeg kan ikke have et barn mellem hænderne og ikke tale til det. De er her jo, selvom de ikke er her.«
Jordemødrene siver ind og henter kaffe. Vi taler om de lyde, en kvinde i fødsel laver. Det er ikke præcis et skrig, ikke som i gyserfilm, angstens høje, skingre toner. Fødselsbrøl er gutturale, dybe, hele mellemgulvet støtter lyden og presser samtidig barnet nedad og ud. Det er en særlig lyd, en urbrummen, der sidder dybt i halsen, og som man aldrig bruger ellers. Jeg kan huske det, fra da jeg selv fødte. Pludselig blev en mørk kvie-lyd presset op gennem min krop, mens mit barn begyndte at presse sig nedad.
Der bliver talt om intuition, fingerspidsfornemmelser. Jordemoderuddannelsen er en håndværkeruddannelse, siger Stina Falsig. Det er mesterlære, derfor er halvdelen af uddannelsen praktik, man skal ud og have hænderne på maverne. »Når vi siger, at vi har fornemmelser, er det slet ikke så luftigt. Man skal have hænderne på og lære at mærke. Vi skal konstant mærke noget, vi ikke kan se. At veen går igennem livmoderen, om kvindens livmoderhals har udvidet sig fem eller samtlige ti centimeter.«
Hvordan bærer jordemødre sig ad med at skabe den nødvendige tryghed og fortrolighed, når de først lige har mødt den kvinde, der skal føde? Stina Falsig funderer over, hvordan alle ydre markører falder væk, og intimsfærens grænser opløses, så man finder hinanden i en sårbar, åben situation. En ung jordemoder, Mie Kofoed, supplerer noget mere bramfrit: »Uanset hvilken baggrund, uddannelse og så videre man kommer med, så er man i fødselssituationen helt lige, helt blottet, helt ude at skide,« konkluderer hun. Jordemoder Lomia Tasal er født i Afghanistan. Hun fortæller om forskelle på jordemoderfaget i Danmark og sit hjemland: »I Afghanistan er der et hierarki, hvor jordemoderen er placeret højere end den fødende. Hvis en jordemoder spørger den gravide om noget, så gælder det om at tale pænt og svare rigtigt,« smiler hun og ryster på hovedet. »I Danmark har vi fokus på tilknytning, ægte kontakt, omsorg. Nogle gange så meget, at de unge og nyuddannede bliver så knyttede til kvinderne, der føder, at det gør ondt at give slip, for de skal jo hjem igen.« Hun lægger sin hånd på min arm og trykker blidt, men fast, for at vise, hvordan hun møder kvinderne. »Kropskontakt er vigtig. Måske er kvinden så langt væk i sine smerter, at hun ikke hører, hvad vi siger. Men hun kan mærke det, hvis jeg holder på hende.«
Jordemødre og andre sundhedspersoner giver meget af sig selv i deres arbejde, fortæller chefjordemoder Dorte Dahl: »Sundhedssektoren er i dag hårdt spændt for. Vi har kun lige akkurat det beredskab, der skal til for at få tingene til at hænge sammen. Og nogle gange er det i underkanten. Sundhedspersonale er skruet sådan sammen, at de får det til at fungere alligevel, men det tærer på dem, at de giver så meget af sig på dage, hvor der er rigtig travlt.«
Inde på stue to ligger Ruby Bernadeth Dela Fuente Sabeniano, en ung kvinde med en pjusket knold af sort hår. Hun har lige fået en epidural og hviler sig. Ruby har stadig veer, men nu kan hun ingenting mærke, epiduralen er effektiv. Snart er hun faldet i søvn. Jordemoderen, Marie Stampe Emborg, ser tilfreds ud, som en mor, det er lykkedes at putte sit utidige barn.
Da bedøvelsen klinger af, mens Rubys veer tager til nogle timer efter, er hun stille og koncentreret. Hun knæler ved siden af sengen, folder hænderne med dybrøde negle som i bøn, og hver gang en ve ruller ind over hende, tager hun en dyb indånding, dykker ned under veen og presser sammenbidt – først efter mange helt tyste sekunder lader hun et forpint, dybt suk slippe ud. Hendes lille datter kommer lige så stille frem. Jordemoderen instruerer Ruby i ikke at presse, for at mellemkødet ikke skal briste, og Ruby gisper sig gennem den ene ve efter den anden, indtil den lille pige er født. Alt er stille, stuen er fuld af dæmpet, vandrødt lys, sagte musik, tilbageholdte åndedrag. Helt ny kærlighed.
Jordemoderen hjælper Ruby med at føde moderkagen, det går fint. Så begynder Ruby pludselig at bløde, det står i en skylle ud af hende. Marie skynder sig at holde en klud mod hendes skede og vurderer, at blødningen er taget af. Netop som hun rejser sig, kommer endnu en skylle blod, det sjasker ud i en pøl på gulvet. Marie ringer alarm. Med et er stuen fuld af mennesker. Der hænger en gennemsigtig plastikpose for enden af sengen, som en overdimensioneret sprøjtepose, hvor blodet løber ned. Ruby skal flyttes på operationsgangen med det samme. Marie står oppe i sengen med en knytnæve presset ned i Rubys bløde mave for at standse blødningen fra livmoderen.
Ruby mister to en halv liter blod, men både hun og hendes barn har det godt, da jeg besøger dem på barselsgangen næste dag. Rubys forvaskede hvide hospitalstøj flagrer lidt åbent, hun har lige ammet. Barnet får taget en blodprøve fra hælen, mens Ruby giver hende sukkervand, som virker smertelindrende. Udenfor går en række skolebørn Lucia-optog, de lyse sangstemmer strømmer ind på stuen og blander sig med de tilfredse smaskelyde, Rubys datter laver, mens hun falder i søvn i sit svøb. Jeg lister ud, mens julesangene bliver fjernere. Inde på stuerne bliver spædbørn pakket ned i lifte og autostole, om få dage skal de opleve deres første jul. Jeg har egentlig ikke lyst til at forlade den hektiske, omsorgsfulde summen, der hænger i luften i hele fødeafsnittet, hvor varmt nyt liv hver time glider ind i kølige hænder.
