Trosretninger. DR-serien 'Herrens veje' tror på kærlighed, tolerance og andre klicheer. Men heldigvis også på skønhed.

Kain vender hjem

Efter en påfaldende blodløs trafikulykke sørger familien Krogh over deres profetiske søn, offerlammet August, der var lidt for religiøs til lige præcis denne verden. Slam, sagde lastbilen, unægteligt virkelig, og Augusts sjæl fór fra den uplettede helgenkrop og blev forenet med den kvinde, han havde dræbt i første sæson af Herrens veje, DRs store dramasatsning om tro. Anden, nu afsluttede sæson bliver den sidste, og tanken har altid været, har hovedforfatter Adam Price sagt, at den overlevende bror, den kainsmærkede Christian, skulle vende hjem. Han, der opfordrede alle til at tro, hvad de ville, fuldender fortællingen og bliver præst som sin far, patriarken Johannes. Bibelens Kain endte som den evige vandringsmand, men Christian er heldigere; man kan jo heller ikke leve sin velfærdsdanske tilværelse som metafor for ondskab og bitterhed.

I første sæson varmede vi op med små og store svagheder: Johannes var en dominerende sjuft, der syndede tappert, mens konen, Elisabeth, forsøgte sig med en homoseksuel affære. Christian var den fortabte søn, bare uden munterheden, men til sidst tog August alles fortrædeligheder på sig og forvandledes fra sødmælksdreng i en modekirke (faderens ord) til symbolet på det, som troen forsøger at overskride: døden. Selvudvikling, liderlighed og dårlig samvittighed træder i baggrunden, når familien Krogh skal håndtere den ultimative meningsløshed.

Som i første sæson er svarene mange, troen stikker i alle retninger, og tilsyneladende har alt, som Elisabeth refererer, lige gyldighed. Hun opsøger selv en mut clairvoyant, der tager 800 kroner kontant for at fortælle hende, at August havde et ar på underarmen. Emilie, Augusts ateistiske enke, begraver sig i sin lægegerning, mens Christian lynvækster sin mindfulness-forretning, og Johannes forsøger ikke at slå sig på flasken igen-igen. Han forlader vist aldrig Gud, men er bare vred og tvivlende, som en god kristen.

Sideløbende med sorgbearbejdelsen får vi præsenteret en række etiske dilemmaer og religiøse konflikter: aktiv dødshjælp, islam versus kristendom, spiritualitet versus religion, bogstavtro fundamentalisme versus tolerant kærlighedstro. I sidstnævnte tilfælde tager serien stilling, naturligvis til fordel for kærligheden, da en ung homoseksuel mand må bryde med sin indremissionske familie for at blive gift med en hjemløs, som han nærmest lige har mødt. Vielsen foregår foran en gruppe andre mistænkeligt renskurede hjemløse, som Johannes har inviteret ind i kirken, selvfølgelig ikke uden brok fra menighedsrådsformanden. Endnu en konflikt: Den djøficerede folkekirke kvæler den rene næstekærlighed til de fattige og udstødte, til tolderen og skøgen. Allerede Kierkegaard var inde på det, påpeger Johannes og citerer: »Frels kristendommen fra staten, for med sin beskyttelse ligger den kristen­dommen ihjel, som når en madamme med sit korpus ligger sit barn ihjel.« Sådan er det ofte i Herrens veje: Dilemmaer og konflikter opridses af karaktererne som i en debatklub, og religion præsenteres som en parallel verden med Kierkegaard, Luther og alle de andre kendte navne som vejledere. Jeg har aldrig skrevet et teologisk speciale, men jeg kan ikke forestille mig, at det foregår, som når Christian skal have de sidste sider på plads med hjælp fra Johannes: en underlig blanding af banaliteter og namedropping, der skal fungere som opgør og renselsesproces.

En af seriens mest realistiske scener er, da Amira, Christians kæreste, træder ind i hans uhumske skrivehule og udbryder: »Ej, fy for satan.« Resten virker som et forsøg på at klemme et par teologiske grundprincipper ind mellem de menneskelige dramaer.

Religionen er nemlig ikke noget, man kan tage for givet, hverken hos seeren eller karaktererne. Troen er ikke en integreret del af livet, knap nok i præstefamilien, men skal forklares, samles op, undersøges, formes og vælges, én særlig retning, ét skræddersyet svar, til hver eneste særlige person. Alle er frie, alle lider og famler og prøver at kradse sig ud af hvert sit personlige helvede, denne gang ikke nær så selvskabt som i første sæson.

I denne lige gyldighed er det oplagt at spørge: Hvad tror Herrens veje egentlig selv på?

Skønhed, måske. Serien ser i hvert fald ofte bedre ud, end den lyder. I næstsidste afsnit får vi et flashback til tiden lige efter Augusts død. Elisabeth er selv en slags død nær og kan knap nok gå i bad inden begravelsen. Til sidst ser hun kisten blive kørt bort, og hendes stenansigt opløses i tårer og skrig, mens Emilie smadrer en vase hjemme i sin og Augusts lejlighed. Et andet billede: Johannes har diskuteret Augusts begravelse med Emilie, der formelt set må bestemme, hvad der skal foregå. Men Johannes vil have sin vilje, og vi ser ham oppefra, sammen­bøjet med en bakke leverpostej i den ene hånd og kniven i den anden, sorgen kan ikke ødelægge hans selvopholdelsesdrift.

Serien tror også på kærlighed og sammen­hold i en tolerant og mangfoldig ramme (så længe man ikke er indremissionsk), på en uforpligtende spiritualitet (»det, der ikke kan måles og vejes«), på nedbrydelsen af det gamle, det rigide og autoritære, og på at man skal tale om tingene. »I den her familie holder vi kæft,« siger Elisabeth, men da er det allerede fortid. Johannes affinder sig med, at han til sidst ikke længere er præst, og virker næsten glad, som han underviser på pastoralseminariet. Man fornemmer, at han ikke længere er så forhippet på, at tingene skal gå efter hans kontrære sind, måske går han endda til psykolog. Han bøjer af, ligesom de andre, og finder den vej, der er tilbage.

Christian stikker ud, men kun tilsyneladende. Han er ankommet til det mest forudsigelige mål, en stilling som præst i Folkekirken, nøjagtig som sin far og bedstefar og så videre helt tilbage til Grundtvig. Så bliver det ikke mere firkantet, og dog. For Christian har Gud mange navne: kærligheden til et barn, længslen efter en elsket, »livets mirakel«. Sådan ville Johannes nok ikke have formuleret sig, men faderen synes at acceptere den svævende snak, han knæler i hvert fald for at modtage nadveren i det, der skal blive en ny kirke. Her kan man tro, hvad man vil.

Anden sæson af Herrens veje kan ses på dr.dk.