Når solen går ned i dag, den 21. december, begynder årets længste nattemørke. Jordens bane omkring Solen er nemlig nået til dét punkt, hvor den rammer vores del af jordkloden i kortest tid. Kun omkring syv timers dagslys bliver det til i dag. Resten er mørke.
Men klokken præcis 23.23 i aften er det vintersolhverv. Fra da af bliver døgnet lysere og lysere dag for dag.
»Desværre,« siger Aase Roland Jacobsen med et smil.
Hun er inspektør for planetariet ved Science-museerne i Aarhus, og så er hun præsident for sammenslutningen af alle planetarierne i Norden. Men vi mødes ved det lille observatorium, som er opkaldt efter astronomen Ole Rømer.
»I et planetarium kan man heldigvis altid få et kig på stjernehimlen. Men det er jo fantastisk at kigge op udenfor og se den ægte vare med sine egne øjne. Det kræver bare mørke og en skyfri himmel. Derfor er vi heldige at have de her lange, fine vinternætter,« siger hun.
Mennesker har altid kigget op og undret sig over de lysende prikker midt i alt mørket. I dag kan vi søge viden på planetarier og observatorier, eller vi kan læse om alle de opdagelser, som astronomer har gjort ved hjælp af naturvidenskaben. I urtiden havde man ingen videnskabelig forklaring på stjernerne. Men det betød ikke, at de ikke kunne bruges til noget. Tværtimod.
»Overalt i verden har man bemærket stjernehimlens forandringer i løbet af året og opfundet historier om de figurer, man kunne se stjernerne danne,« fortæller Aase Roland Jacobsen.
Historierne var fri fantasi, som fortidens folk underholdt hinanden med i nattemørket. Ofte handlede de om guder og dyr. Men de var ikke bare for hyggens skyld.
»Gode historier har jo den fordel, at de gør det nemmere at huske de forskellige stjerner. Og ved at holde øje med dem kunne de blandt andet bruges som en kalender,« siger inspektøren.
Dødsgud og sejlende sol
Det var enormt praktisk at bruge stjernerne som kalender. Især i lande, hvor sæsonerne ikke var så tydelige som her i Norden. For eksempel i Egypten. Et af de mest genkendelige stjernebilleder på vores nordlige vinterhimmel er Orion. Du kan finde ham ved at kigge efter tre klare stjerner på stribe, som udgør Orions bælte. Navnet Orion har figuren fået fra den romerske og græske mytologi. I dag findes der 88 officielle stjernebilleder, og deres navne er blevet vedtaget af den internationale astronomiske union. Men for længe siden, dengang pyramiderne blev bygget, og faraoer regerede, kiggede egypterne også op og fik øje på en mands skikkelse i stjernerne.
De kaldte figuren for Osiris efter deres dødsgud. Og de fortalte en historie om, hvordan Solen hver dag sejler hen over himlen i en båd. Om natten rejser den ned i underverdenen, og dernede møder den hunde og slanger med mange hoveder, dæmoner og monstre og til sidst dødsguden Osiris. Han giver Solen liv igen, så den hver morgen kan stå op og give egypterne lys og varme.
»Egypterne opdagede, at når Osiris viste sig på himlen lige over horisonten kort tid før solopgang, så betød det, at Nilen snart ville gå over sine bredder,« siger Aase Roland Jacobsen.
Det gjorde den store flod nemlig hver sommer på grund af regnskyl i Østafrika. Og ved at huske stjernebillederne og holde øje med deres placering kunne egypterne nå at forberede sig på oversvømmelserne.
»Og herhjemme vidste vikingerne også, hvilke stjernebilleder der betød, at det snart var tid til at så eller samle forråd til den kolde tid.«
Perler som stjerner
Flere folkeslag fandt også ud af, at de kunne bruge nattehimlens lys, når de skulle finde vej over store afstande.
»Især polyneserne var rigtig gode til at styre efter stjernerne,« fortæller Aase Roland Jacobsen.
I perioden mellem 3000-1000 år før vores tidsregning satte stammefolk fra Sydøstasien ud over Stillehavet i enkle kanoer og befolkede øer i oceanet. De modige søfolk sejlede over tusindvis af kilometer, og de brugte stjernernes placering på nattehimlen som vejviser.
»Det tog mange generationer for dem at regne det ud,« siger inspektøren.
Den vigtige viden om stjernerne gav de videre fra far til søn gennem sange og fortællinger. De lavede også en slags stjerne-skabelon. På et net af pinde fæstnede de perler efter de stjerner, de skulle følge. Ved at holde nettet op mod himlen kunne de se, hvornår stjernerne stod i den rigtige vinkel på horisonten.
Søfarere fra hele verden har opfundet forskellige redskaber til at styre efter stjernernes placering. Men nogle af lysene på nattehimlen opførte sig anderledes end andre.
Vandrestjerner
»Stjernernes placering i forhold til hinanden ændrer sig ikke. Vi drejer bare rundt om Jordens akse, så vi kan se forskellige stjerner i løbet af året,« siger Aase Roland Jacobsen. »Men planeterne bevæger sig, og deres bane forandrer sig. Derfor kaldte de gamle egyptere dem for vandrestjerner.«
Selvom tidligere folkeslag har lavet omhyggelige beregninger og endda kunne forudse solformørkelser, var der også meget, de ikke vidste.
»Deres verdensbillede var mere filosofisk og ikke videnskabeligt, som vores er i dag.«
Men selv i dag, hvor naturvidenskaben har fundet forklaringer på planeter, stjerner, kometer og galakser, er der meget, vi stadig ikke aner.
»Når vi kigger ud i universet, ser vi forskellige tidsbilleder, som astronomerne kan forsøge at sætte i den rigtige rækkefølge,« forklarer museumsinspektøren. »Vi har jo ikke set vores stjerne, Solen, blive dannet og gå til grunde. Vi har ikke set et solsystem blive skabt. Men vi kan tage forskellige tidsbilleder ved at kigge på de andre solsystemer og stjerner og få nogle svar på, hvor vi er henne i vores solsystems udvikling.«
Karlsvognen
Karlsvognen er del af et større stjernebillede, Store Bjørn. De syv klare stjerner kan altid ses fra horisonten i Danmark, men fra Australien kan man aldrig se dem. Hvis du følger de to sidste stjerner i vognstangen og kigger videre i samme retning, vil du få øje på nordstjernen, Stella Polaris. Men det var først for nogle få hundrede år siden, at man begyndte at kunne bruge nordstjernen til at finde nord. Vikingerne kunne for eksempel ikke bruge den til at styre efter. Jordens akse roterer nemlig en smule skævt, og det betyder, at den retning, den peger, ændrer sig i løbet af 26.000 år. Om 13.000 år vil stjernen Vega være nordstjerne.
Med det blotte øje
Selv uden hjælp fra store teleskoper kan du observere stjernerne på himlen. For eksempel kan du se, om en stjerne er varm eller kold. En kold stjerne lyser med et rødligt skær, mens en varm stjerne har en blålig farve. Det gælder blandt andet de to klareste stjerner i stjernebilledet Orion. Betelgeuse sidder på Orions skulder og lyser rødt, mens Rigel danner Orions fod og har et skarpt blåt lys.
